8 aborter kostede ægteskabet

– Jeg var dybt ulykkelig og følte, at det var nemmere bare at løbe fra det hele. Så jeg sagde, at jeg ville skilles.
Det var med et tungt hjerte, at 32-årige Tina Dalhammer fra Dannemare på Lolland i januar 2014 pakkede sine ting og flyttede ind i et lille hus i Bygaden, få kilometer fra gården på Bådesgårdsvej, hvor hendes mand sad ensom tilbage.
Skilsmissen var en realitet. Sønnen Mikkel, som dengang var 7 år, skulle bo en uge ad gangen hos hver.
Det var ikke fordi, de ikke elskede hinanden. Men følelsesmæssigt havde Tina og Michael slidt hinanden op.
I syv år havde de kæmpet for at få en lillebror eller -søster til Mikkel. Otte gange var Tina blevet gravid – men hver gang havde hun tabt barnet.
Blodpropper i livmoderen
Senest i maj 2013, hvor Tina i uge 13 blev indlagt med stærke smerter på Nykøbing Sygehus. Her undrede den vagthavende læge sig over, at Tina ikke for længst var blevet henvist til Rigshospitalet i København, fordi hun havde haft så mange spontane aborter.
På Fertilitetsklinikken på Rigshospitalet, fik hun og Michael endelig et svar på, hvad der var galt. Det viste sig, at Tina har en tendens til at danne blodpropper i livmoderen.
Parret fik at vide, at hvis de gjorde sig håb om at få flere børn, måtte de indstille sig på, at Tina skulle tilbringe de første 12 uger af graviditeten på Rigshospitalet med et drop i armen. Beskeden slog Tina fuldstændig ud.
– Jeg havde det som om, at det aldrig ville lykkes, fortæller hun, som var så led og ked af det, at hun besluttede sig for at opgive det hele og forlade Michael. Hun kunne ikke mere.
LÆS OGSÅ: Cecilie fik sin mor igen
Uventet graviditet
– Michael og jeg var stadig gode venner. Vi spiste også sammen af og til, fortæller Tina, der, som ugerne og månederne gik, indså, at hun havde begået en kæmpe fejl ved at forlade Michael.
Han savnede også hende. Snart begyndte de at ses i smug.
Og så skete det, i januar i år, som ingen af dem havde regnet med: Tina blev gravid!
– Ingen vidste, at Michael og jeg var begyndt at ses, så det var lidt akavet. Vi frygtede også, at jeg igen ville miste barnet, fortæller Tina.
Hun var allerede for langt henne til at komme i behandling på Rigshospitalet, så der var ikke andet at gøre end blot at vente – og håbe på det bedste.
I uge 14 fik parret at vide, at der var tale om en lille pige. Da Mikkel få dage senere fik at vide, at ikke alene skulle han have en lillesøster, men nu flyttede mor også hjem til far igen, var den lyshårede knægt ikke til at skyde igennem af glæde.
LÆS OGSÅ: Lykkelig mor trods alvorlig sygdom
Fantastisk klinik
Den 25. august kl. 01.57 fødte Tina lille Natasja på Nykøbing Sygehus.
– Alt er godt. Michael er bare pavestolt. Natasja er virkelig fars pige. Mikkel kan heller ikke holde fingrene fra hende, lyder det med et smil fra Tina, som håber, at hendes historie kan hjælpe andre.
– Jeg vil opfordre alle, der har oplevet at tabe et barn flere gange, til at kontakte Fertilitetsklinikken på Rigshospitalet. Det har man faktisk ret til, hvis man har aborteret tre gange, siger hun.
Læs hele den gribende historie i Ude og Hjemme nr. 44, 2015.
