Annette Klingenberg nægtede at dø fra sin datter

Da Annette Klingenberg første gang opdagede den lille knude over højre bryst, slog hun det hen. Året var 1992, hun havde fuld gang i sin karriere som dansktopsangerinde, og hun følte sig friskere end nogensinde.
Et halvt år senere strejfede hendes hånd igen knuden, som hun havde glemt alt om. Denne gang kunne hun ikke slå det hen. Angsten for brystkræft var vakt og blev bekræftet bare to dage senere.
- Tanken om, at jeg måske skulle dø, gjorde mig så bange. Jeg spekulerede rigtig meget over, hvad der skulle ske med min datter, hvis jeg døde af kræften. Det var slemt, husker Annette, der ikke tvivlede et sekund, da lægen sagde, at hun ville dø inden for et år, hvis ikke de fjernede hele brystet.
Den gamle Annette forsvandt
- Bare fjern det, tænkte jeg. Men bagefter følte jeg mig anderledes. Jeg var ikke den gamle Annette mere, for der manglede noget. Men hellere leve livet end at beholde brystet og dø, siger Annette.
I dag er hun 64 år og har stadig den samme livslyst som dengang. Hun elsker, at datteren Ann Kristina bor tæt på hende, de lange gåture med hunden Milo, og at hun stadig kommer ud og optræder.
- Jeg er taknemmelig for hver eneste dag. Når man har været alvorligt syg på et tidspunkt, tror jeg, at man bliver lidt mere taknemmelig for hver dag - og ikke mindst for de små ting. Det er jeg i hvert fald.
Telefonen stoppede med at ringe
Mens Annette var syg, blev sangkarrieren ufrivilligt sat på standby. Hun lagde ikke skjul på sin kræftsygdom og fortalte ærligt om den i artikler. Men telefonen ringede ikke længere så ofte med job.
- Jeg kunne godt mærke, at der var kommet andre kunstnere til, mens jeg havde været syg. Det var hårdt, fordi jeg havde haft fuld fart på karrieren. Jeg brændte stadig for at synge, så jeg måtte på en måde begynde forfra for at få min plads på scenen tilbage.
Kræften slog til igen og igen
I 1997 blev Annette igen ramt af kræft. Denne gang lymfekræft, som blev fjernet med 33 strålebehandlinger.
Tre år senere indhentede skæbnen igen Annette. Hun havde været til sin daværende læge på grund af nogle blødninger, men han mente ikke, at hun var alvorligt syg - blot i overgangsalderen. Annette insisterede dog på at få en henvisning til en gynækolog, som straks fattede mistanke til kræft i livmoderhulen. Hendes egen læge havde taget fejl, og Annette blev hurtigt opereret. Igen var det Annettes viljestyrke, der vandt kampen over kræften.
- Det lyder voldsomt, og det var det også. Hårdt, uretfærdigt og alt muligt. Men jeg besluttede også, at jeg ikke ville lade mig slå ud af kræftsygdommene.

Annette synger stadig
- Jeg valgte at være positiv, og jeg går heller ikke rundt nu og spekulerer på, om jeg en dag igen bliver ramt af kræft. Der findes ingen garanti for, at vi forbliver raske. Vil man have en garanti, så køb en brødrister, siger dansktop-sangerinden.
Anette Klingenberg, som for alvor slog sit navn fast, da hendes hit-singel Mini-Max lå nummer et på hitlisterne i 70'erne, tager stadig meget gerne ud og synger - med en stemme som ifølge hende selv kun er blevet endnu bedre med årene.
LÆS OGSÅ: Sangeren Michael Falch måtte tvangsindlægge sin datter