Ansat på Rigshospitalets hjertecenter: Rikke arbejder med liv og død

Kigger man ud af vinduerne, kan man se gule HT-busser i deres sædvanlige rute og folk på fortovene med Nettoposer i hænderne og mobiltelefoner presset mod ørerne. Herinde bag ruden skal telefonerne være slukkede. Her er intet længere i den sædvanlige rute. Og her føles det sidste indkøb i Netto så uendelig langt væk.

Vi er på 4. sal på Rigshospitalet. Midt i Hjertecenterets intensivafdeling, hvor 18 mennesker kæmper for livet.

Læs også: Inger-Helén blev genoplivet til et bryllup: Fik nyt hjerte og nyre samtidig

Stort ansvar

Alvoren har ramt de indlagte patienter på hver sin måde. Nogen har været igennem planlagte hjerteoperationer. Andre var for kort tid siden en af dem med Nettoposerne nede på gaden lige indtil til det øjeblik, de faldt om med et hjertestop.

Uanset baggrunden er det her en afdeling, hvor ingen ønsker at komme. Hverken som patient eller pårørende. En afdeling, hvor man får den sidste chance. Hvor man har maskiner til at gøre arbejdet for både hjerte og lunger. Og hvor selv den mindste justering på en af de mange apparater kan få enorme konsekvenser.

38-årige Rikke Maria Rytter er en af dem, som skruer op og ned på maskiner og medicin, og som konstant har sine øjne rettet mod den patient, som hun har ansvaret for på sin vagt. Hun har samtidig sine ører spidsede mod lydene og kan skelne det ene bip fra det andet.

Var ikke på den rette hylde

At hun skulle gå rundt med målrettede skridt i løbesko og kittel på hjertecenterets intensivafdeling, havde hun på ingen måde forestillet sig for bare 10 år siden. Dengang mødte hun hver morgen ind på sit job i forsikringsbranchen, hvor hun sad foran sin computer og arbejdede med markedsføring.

– Dengang kunne jeg mærke, at jeg ikke var på den rette hylde. Jeg kedede mig nok. Der manglede noget, husker Rikke, som var på barsel med sit andet barn, da hun besluttede, at nu måtte der ske noget helt nyt. Hun kunne ikke vende tilbage til skrivebordet og markedsføringen.

– Det der med at blive mor giver virkelig en et omsorgsgen, og jeg følte pludselig, at jeg havde noget mere at give. Derfor fik jeg den skøre idé at søge ind på sygeplejestudiet.

Se også: Christina fik hjertestop under bytur: Jeg var nær død fra dig

Ro på

Netop nu har hun ansvaret for en mand i 40’erne. En af dem, som faldt om fra den en dag til den anden, mens han havde travlt med livet og hverdagen. Selv om han ikke er ved bevidsthed, taler hun til ham, når hun rører ved hans hud og skifter et dræn. Eller når hun sammen med en anden sygeplejerske løfter ham fra en seng til en stol for at bringe hans krop i en ny stilling.

Når Rikke taler til sin patient, gør hun det med en helt normal stemmeføring. For det her er normalt for hende og alle hendes kolleger. Selv om livet i den grad er på spil, og de pårørende sidder med tilbageholdte åndedræt, er der en overraskende ro på afdelingen. Alle ved, at den mindste ændring kan afgøre alt, men alligevel er der ikke skyggen af panik.

Rikke ejer også en sjælden ro og selvsikkerhed, som man nok er nødt til at besidde, hvis man skal klare arbejdet her.

– Jeg går ikke på arbejde med en frygt for at begå fejl. Jeg ved, det er et stort ansvar, men jeg har altid min professionalisme med mig og handler ud fra det, jeg ser. Når patienter er her, er det deres sidste chance. En gang imellem kan jeg stå og kæmpe med en patient, som alligevel dør. Det er selvfølgelig svært, men jeg ved, at jeg har gjort mit yderste, siger Rikke, som fagligt er sikker på hænderne. Men følelserne på stuen efter et dødsfald tog hende længere tid at lære at leve med.

Sorgen påvirker

– I begyndelsen havde jeg svært ved at håndtere sorgen, fordi jeg mærkede den så tydeligt fra de pårørende. Men på et tidspunkt var der en ældre sygeplejerske, der gav mig et råd, som jeg har brugt lige siden: Du kan ikke tage sorgen fra andre mennesker. Men du kan være der for dem med lommetørklæder og en kærlig hånd.

Ofte får Rikke et tæt forhold til de pårørende under en indlæggelse. De tilbringer sammenlagt mange vigtige timer sammen, og sorgen kommer derfor tæt på, når en patient dør.

Af og til ringer Rikke hjem til sin mand og deres tre børn og meddeler, at mor kommer lidt senere. Er et liv ved at slutte, bliver hun nemlig gerne i de sidste timer med de pårørende, hvis hun har luft til det i baglandet. Både for de pårørendes skyld. Men også for sin egen.

– Jeg bliver aldrig så professionel, at jeg ikke mærker sorgen, siger Rikke, som en gang imellem bliver så påvirket, at hun sammen med kollegerne får en samtale med en psykolog og en læge, hvor de taler et forløb igennem. Når man har stået og kæmpet med en 8-årig dreng eller en familiefar med små børn, kan det være svært at holde fyraften.

Læs også: 2-årige Max har brug for en stamcelledonor

Et spændende arbejde

Men Rikkes helt almindelige hverdag hjemme i Lyngby skal selvfølgelig holdes i gang, selv om hun har et arbejde, hvor livet er sat på spidsen.

– Det er meget ekstremt. Det ene øjeblik står jeg og kigger ned i en åben brystkasse, fordi det er så akut, at hjertet ikke kan slå. Det næste står jeg og kigger ned i en køledisk.

Rikke har aldrig et øjeblik fortrudt, at hun rejste sig fra skrivebordet i forsikringsbranchen for at stå over åbne brystkasser og bippende maskiner.

– Hver dag er jeg helt forundret over, hvor spændende det er. Alt her har en konsekvens, og jeg kan godt lide at sidde og nørde med de helt små detaljer. Man balancerer på en knivsæg, når patienterne er så dårlige. Jeg kan trække den ene vej eller anden vej med bittesmå ændringer.

Når der bliver trukket i den rigtige retning, er det selvfølgelig altid en sejr. Og det er altid bevægende, når tidligere patienter kommer gående ind på afdelingen raske og glade for at sige tak. Og for at se det sted, som de ikke selv kan huske, men hvor de ved, at der blev kæmpet for deres liv.

– Det er fantastisk, når en patient kommer tilbage på afdelingen. Jeg bliver så glad og rørt hver gang.