Ask var sæddonor som ung: Jeg kan være far til 42

Ask står i Kastrup Lufthavn og kigger på dørene, som solbrune og smilende mennesker strømmer ud gennem i en lind strøm. Smilende breder sig på deres ansigter, når de får øje på deres kære i menneskemængden, og de fleste kulminerer i et stort knus.

Men for Ask er det anderledes. Det er første gang, at han skal se den datter, som er kommet til verden via hans sæddonation tilbage i 90’erne.

Billeder og en telefonsamtale har givet ham en idé om, hvad der snart møder ham, men alligevel bygger nervøsiteten sig op, mens tidspunktet nærmer sig.

Da dørene endnu en gang åbner, kommer hun til syne.

– Det var en meget speciel situation, for hun var jo i princippet min datter, men jeg kendte hende ikke. Alligevel var der noget udefinerbart genkendeligt ved hende med det samme, så det var måske lidt som at møde en gammel ven efter lang tid, fortæller den nu 51-årige Ask Anders Skovsted fra Vallensbæk.

Donornummer 1854

Tilbage i 1990 var Ask medicinstuderende, og da han en dag læste i de lægestuderendes blad, at man kunne donere sæd, blev han nysgerrig.

Fornemmelsen af, at han aldrig selv ville få børn, gav ham en tristhed, men selv om han ikke selv skulle være far for sine egne børn, besluttede han at hjælpe andre med at få deres drøm til at gå i opfyldelse.

– Der var et par i min bekendtskabskreds, der var ulykkelige, fordi de ikke kunne få børn, og så vidste jeg, at jeg kunne give nogle mennesker deres livs gave på den her måde. Derfor kunne jeg slet ikke se, hvorfor jeg ikke skulle gøre det, fortæller Ask, der tog til en samtale i en fertilitetsklinik i København.

Kort tid efter donerede han første gang og fik donornummer 1854.

– Jeg fik at vide, at jeg kunne blive donor til 14 børn, og der var ingen mulighed for at være åben donor. Man kunne kun være anonym donor dengang. Det var vilkårene, men allerede dengang syntes jeg, at det var ærgerligt, for en dag ville børnene jo vokse op og have en masse spørgsmål til deres ophav, forklarer Ask, der de efterfølgende år sporadisk tænkte på, hvem der mon voksede op med hans dna.

Med hjælp fra Facebook

Men mulighederne for at gøre sig selv synlig over for donorbørn fandtes ikke dengang. Det var først, da Facebook blev udbredt, at han så muligheden.

Han meldte sig ind i grupper for donorer og donorbørn, der gerne ville finde hinanden, og selv om den gængse opfattelse var, at donorfædre kun afleverede donorsæd for pengenes skyld, fik han i mødet med andre anonyme donorer i gruppen et andet billede.

– Der var faktisk en del donorer, der havde det lige som mig. De ville gerne stille sig selv til rådighed, hvis der engang var nogle donorbørn, der havde spørgsmål, og jeg blev ret glad for at få at vide, at jeg ikke var den eneste, der havde det sådan, siger Ask, der i første omgang valgte at offentliggøre sit donornummer i gruppen.

I det nye univers hørte han historier om, hvordan børn først noget senere i livet havde fundet ud af, at de var donorbørn, flere havde opdaget det ved et tilfælde, og endnu flere følte sig rodløse og havde i flere år søgt efter halvsøskende eller deres donorfar.

Så var der et match

Som årene gik, blev udbredelsen af forskellige slægtsværktøjer mere tilgængelige, og da det blev muligt at lave sin egen dna-profil, slog Ask til.

I Norge sad en pige, der først som 16-årig fandt ud af, at hun var kommet til verden via en donor. Hun havde ligesom Ask oprettet en profil på My Heritage med sin dna-profil, men selv om hun vidste, at hendes donorfar var dansker, havde hun ingen anelse om, at han gerne ville kunne findes som en kendt donor. Derfor søgte hun som udgangspunkt efter halvsøskende.

Sidste år tikkede der en besked ind til Ask, der i første omgang ikke vidste, hvad det betød.

– En norsk pige havde skrevet ”hej” på norsk til mig, men det kom som en overraskelse for mig, at der var donorbørn i Norge. Jeg troede kun, at der var børn i Danmark. Så jeg måtte se en ekstra gang på det dna-match, og så stod det klart, at jeg højst sandsynligt var hendes donorfar. Så det var ret vildt, fortæller Ask, der de følgende uger skrev sammen med pigen, der viste sig af hedde Guro, og som han havde været med til at give liv 26 år tidligere.

De snakkede i telefon sammen, sendte billeder til hinanden og begyndte langsomt at lære hinanden at kende. Derfor var det også naturligt for dem, at de skulle mødes.

Alle er velkomne

Den 3. september 2018 gav de hinanden et kram i Kastrup Lufthavn. De havde begge deres bedre halvdele med, og alle kunne med det samme se, at der var markante ligheder.

– Der var ingen tvivl om, at vi lignede hinanden udseendemæssigt, men vi fandt også hurtigt ud af, at vi spiste på samme måde. Vi holder begge gaflen i højre hånd og kniven i venstre, og det er ikke særlig hyppigt, smiler Ask, der viser et billede, hvor han påpeger deres identiske måde at sidde på.

Han er glad for, at han i sin tid gjorde sine oplysninger tilgængelige, og han håber, at der er flere donorfædre, der vil gøre det samme, så der er flere donorbørn, der kan få indsigt i deres ophav.

– Jeg mener, at børn har ret til at kende deres biologiske forældre. Derfor håber jeg også, at anonyme donorer hører fortiden til, siger Ask, der har fundet ud af, at han er donor til formentlig otte børn i Norge og 14 søskendeflokke i Danmark.

Han er netop kommet hjem fra Island, hvor han har fundet ud af, at han muligvis er donor til tre søskendeflokke. Derfor kan Ask være donor til 42 børn.

Alligevel vil han stå klar med fotoalbum med babybilleder og tid til at svare på deres spørgsmål, hvis flere ligesom Guro skulle opsøge ham personligt.

– Altså, hvis de alle sammen banker på min dør, ville det måske være lidt overvældende, men de er selvfølgelig velkomne, smiler han.