Carl og Albert er født af en rugemor: Guldklumperne har kostet en million

”Signe, har du set mailen? Vi skal have en baby. Vores rugemor er gravid.

Jeg får tårer i øjnene og står på mit arbejde med min telefon i hånden. Jeg har lige åbnet mailen fra Tatiana, der er Anastasias nye assistent.

– Wow, er det rigtigt. Hvad skriver hun?

– Ikke noget, hun skriver faktisk ikke noget, men hun har vedhæftet en fil fra ultralydscanningen.

– Ej, hvor spændende, skal vi ikke åbne den sammen, når vi har fri? Det er jo helt vildt det her”.

(Uddrag fra Signe og Jonas Klits bog ”Surrogat”)

Den omtalte mail fra Ukraine til Signe og Jonas i foråret 2016 er ubetinget den bedste besked, som de to nogensinde har modtaget. Deres surrogatmor i Kijev var blevet gravid, og scanningen viste, at alt var perfekt. Den ukrainske kvinde ventede tvillinger med sæd fra Jonas og æg fra en ukendt kvinde. Hende havde parret selv udvalgt efter at have set billeder af hende og en gruppe andre potentielle donorer.

Surrogatmoderen havde fødselstermin den 21. oktober 2016. Men inden det kom så langt, og Signe og Jonas kunne få deres drøm om et barn opfyldt, måtte det århusianske ægtepar gennem et årelangt og anstrengende forløb. Det sluttede heldigvis som et lykkeligt eventyr, men det begyndte trist tilbage i 2003.

Signe og Jonas Klit mødtes på idrætshøjskole i Sønderborg i 2000, og efter et kort visit i København endte de som studerende i Aarhus. Hun skulle være lærer, og Jonas uddannede sig på handelshøjskolen.

Fik fjernet livmoder

Parret blev gift i 2009, men allerede i 2003 begyndte besværlighederne. Signe fik konstateret livmoderhalskræft. En biopsi viste, at kræften var begyndt at sprede sig, og Signe fik bortopereret sin livmoder.

Fem år senere blev hun erklæret symptomfri for kræften, men uden en livmoder kunne Signe ikke blive gravid.

– Vi ville for alt i verden være forældre, og når det ikke kunne ske på traditionel vis, søgte vi efter alternative løsninger. På intet tidspunkt var det et emne, at vi skulle skabe en tilværelse uden et barn. No way. Vi begyndte at undersøge mulighederne for at adoptere eller anvende en rugemor, fortæller Signe.

Parret vidste, at ligegyldig hvilken metode de valgte, ville det koste mange penge, også flere end de umiddelbart havde. Så trods gode stillinger som lærer og ansat i et pengeinstitut blev de boende i den lille lejlighed i Aarhus, så de kunne spare penge op.

Mislykkede forsøg

Men det skulle snart vise sig, at romantiske forældre-drømme og mange penge ikke gjorde det alene.

Danske eksperter håbede, at de med Signes nedfrosne æggestokke og ny teknologi kunne få hendes krop til igen at producere æg, som kunne blive til deres baby.

Parret kom i kontakt med en fertilitetsprofessor i London. Han tilbød dem i samarbejde med danske læger at deltage i et eksperiment, så en rugemor kunne anvende både Signes æg og Jonas’ sæd. De blev henvist til en klinik på Kreta, men det var skønne spildte kræfter, og den halve million kroner i udgifter var spildte. Gennem fire år rejste Signe og Jonas jævnligt til øen, men projektet bar ikke frugt.

Rugemoderen blev ikke gravid, og i 2014 måtte ægteparret se de barske realiteter i øjnene.

Parrets biologiske ure tikkede, og de var efterhånden blevet 36 år. Drømmen var intakt, men mulighederne få. De havde valget mellem at forsøge at adoptere et barn eller at finde en anden rugemor. Den tredje mulighed var helt at opgive drømmen om en kernefamilie med barn.

Psykisk hårdt

Det var en voldsom psykisk belastning, specielt for Signe, fordi hun i forbindelse med eksperimentet med den engelske professor havde fået hormonbehandlinger på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

– Mange af mine veninder fik børn i den periode. Det var svært, når jeg gerne selv ville være mor. Skuffelserne fra Kreta, hvor vi løb ind i mange nederlag og ufine behandlinger, sad dybt i både Jonas og jeg. Men vi ville ikke opgive, siger Signe Klit.

Den smertelige proces i Grækenland havde på en til tider ubehagelig og barsk måde lært parret, at surrogat-markedet er fyldt med faldgruber og decideret plat og svindel.

Da de ville forsøge endnu en gang med en rugemor, skulle det være i et land med ordentlighed og gennemsigtelige love. De undersøgte en række lande, blandt andre USA, men efter juridisk bistand fra en anerkendt dansk advokat på området faldt valgte på Ukraine. Det har de aldrig fortrudt.

I begyndelsen af 2015 var Signe og Jonas til et informationsmøde i Kijev. Blandt et udvalg på 10 potentielle surrogatmødre valgte de en lyshåret kvinde, der lignede Signe, og det viste sig at være et perfekt valg. Endnu en gang måtte de betale flere hundrede tusinde kroner, men denne gang var pengene givet godt ud.

Jonas rejste flere gange alene til Ukraine for at levere sæd, og en dag fik Jonas en mail om, at graviditeten var en realitet. Surrogatmoderen ventede tvillinger, og hver måned blev det danske ægtepar holdt orienteret via scanningsfotos og andre informationer.

I er blevet forældre

Torsdag den 29. september 2016 klokken 11.30 modtog Jonas Klit en mail på sit arbejde. Den lød kort og godt således: ”Tillykke med de to drenge – kom hurtigt”. Han ringede straks til Signe, som var på job som lærer på Åby Skole. Hun stormede ud ad døren og sagde til sine kollegaer, at hun ikke kunne fortælle, hvorfor hun skulle så hurtigt afsted.

– Men det er noget glædeligt, sagde hun.

På det tidspunkt vidste kun få i parrets omgangskreds, at de ventede surrogattvillinger i Ukraine.

– Carl og Alfreds surrogatmor havde pådraget sig svangerskabsforgiftning, og derfor blev fødslen fremskyndet tre uger. Vi ville gerne have været med til fødslen, men dagen efter fik vi pladser på et fly til Kijev, fortæller Signe.

Parret beskriver øjeblikket, da de første gang holdt deres tvillinger i armene som ”ubeskriveligt overvældende og lykkeligt”. De kiggede på drengene og var enige om, hvem der skulle hedde Carl, og hvem der var Albert.

Først efter ni uger var alle dokumenter og papirer i orden, så den lille, sammenbragte familie kunne rejse hjem til Aarhus og vise deres vidundere frem.

Der er ingen skår i Signes moderglæde over, at Carl og Albert ikke er lavet af hendes æg. Hun føler sig lige så meget mor, som Jonas er far, også selv om børnene kun har hans dna.

Skal kende sit ophav

Den lille lejlighed i Aarhus blev skiftet ud med en villa i Aarhus-forstaden Højbjerg. Den blev dog lejet ud i 2018, da familien rev et år ud af kalenderen og tog ud i verden. Det meste af tiden blev tilbragt i Asien, og på Bali opstod idéen til en bog om deres lange rejse.

I bogen fortæller parret ærligt om processens vanskeligheder, om det mislykkede eventyr i Grækenland, om sorg og lykke, op- og nedture og om alt det, som kommende forældre til surrogatbørn skal passe på.

– Det er også en bog, som Carl og Albert engang skal læse. De skal vide, at de er ønskebørn, og at de er det bedste, der er sket i vores liv. Men børnene skal også vide, hvor de kommer fra, og hvordan de kom til verden, siger de lykkelige og taknemmelige tvillingeforældre.

Carl og Albert er begyndt i vuggestue i Aarhus, mens fremtiden er mere uvis for drengenes forældre. De overvejer at blive selvstændige med eget firma, som de ikke vil løfte sløret for. Signe og Jonas ved bedre end de fleste, at hvis man har viljen, viser der sig også en vej. Det er deres kamp for at blive forældre det bedste bevis på. For dem er Carl og Albert alle anstrengelser og de mange penge værd.

Via Facebook har det århusianske ægtepar stadig kontakt med kvinden, der gjorde dem til mor og far. Hun har en fornuftig og realistisk indstilling til tingene. Hun ved, at hun ikke er mor til Carl og Albert. Det er Signe og Jonas.