Cecilia nægtede at give op

Da Cecilia vågnede på sygehuset i Skejby var hendes venstre hjernehalvdel holdt op med at fungere. Foran hende så hun sin mor og sin kæreste Patrick. Hun vidste, hvem de var, og hvad de hed. Men hun kunne ikke sige deres navne. Hun kunne faktisk ikke sige noget som helst.
Drømmene knust
23-årige Cecilia Henriksen blev ramt af en blodprop i hjernen en tidlig morgen, da hun gjorde sig klar til endnu en dag som chefværtinde på Jensens Bøfhus i Herning. Det job er nu forsvundet. Det samme er hendes drømme om at blive ejendomsmægler.
Til gengæld har hun stadig sin kæreste Patrick. Og det blev afgørende for, at Cecilia kom tilbage til livet.
LÆS OGSÅ: Gitte hjalp Dan tilbage til livet
Ulykken
Ulykken skete den 5. juli sidste år. Klokken var syv og Cecilia havde lige luftet huden Tulle. Hun ville nu tage et hurtigt bad, inden hun skulle af sted på arbejde.
- Pludselig fik jeg det bare mærkeligt. Jeg har svært ved at beskrive det. Men jeg vidste, at jeg ikke kom på arbejde den dag. Det hele blev lidt som en tåge og det lykkedes mig på en eller anden måde at komme ovenpå, hvor jeg faldt om på sengen, fortæller Cecilia.
Fundet bevidstløs
Der gik fem timer, inden Cecilia blev fundet, bevidstløs. Da Patrick op ad formiddagen fandt ud af, at Cecilia ikke var mødt på arbejde, vidste han med det samme, at hun var i vanskeligheder.
- Jeg kørte gennem byen med fuld fart og katastrofeblinket tændt. Cecilia er meget pligtopfyldende og når hun bare udebliver fra arbejde uden at sige noget, så er den gal, siger Patrick.
- Lægerne kunne ikke love noget og vi måtte ikke køre for langt væk, for hvis nu... Den dag besluttede jeg at tage en dag ad gangen, fortæller Patrick, der den første tid fik lov at overnatte på sygehuset, fordi det havde en mærkbar positiv effekt på Cecilia, at han var der.
LÆS OGSÅ: Tak for hjertet og livet
Børste hår med tandbørsten
Det er nu snart et år siden, at Cecilia blev udskrevet. Hun går stadig til genoptræning men livet er ved at forme sig i den helt rigtige retning. Ikke mindst fordi Patrick har været god til at støtte sin kæreste i at udvikle helt grundlæggende færdigheder og sproget. Men det har været sejt. Da Cecilia kom hjem, kunne hun fx godt finde på at børste hår med en tandbørste og smøre brødet med en ske.
I dag er dét dog slet ikke et problem. Faktisk er Cecilia netop startet i jobpraktik ved Bianco Pure Skin, hvor hun nu kan afprøve sit nye mål om at blive kosmetolog.
- Jeg er sikker på, at det nok skal gå. Jeg har et godt liv sammen med Patrick. Faktisk synes jeg vores forhold er blevet styrket af det, vi har været igennem, lyder det fra Cecilia.