Dexter funder i live efter ni dage

Der var intet spor af den seks måneder gamle hundehvalp Dexter, da Jacob Montgomery fra den lille by Washington i staten Illinois vendte tilbage til sin lejlighed, efter at en voldsom tornado delvist havde jævnet byen den 18. november.
Mistet sin bedste ven
Hundejeren ledte, fløjtede og kaldte, men der lød ikke så meget som et eneste piv eller bjæf - og derfor opgav han og indså sørgmodigt, at det vilde uvejr havde kostet ham sin bedste ven.
Indtil ni dage senere, hvor den tidligere nabo sendte Jacob en besked på facebook. Naboen skrev, at han havde været tilbage ved ejendommen for at søge i ruinerne efter sin savnede kat. Men katten havde han ikke fundet - i stedet havde han fundet Dexter i levende live. Den havde været begravet under en bunke murbrokker og sprang frem, da han fik det fjernet.
Læs også: Gris og hund er de bedste venner
Begravet i ni dage
Hunden var tilsyneladende i god stand - selv om den havde været begravet i ni dage uden vand eller mad. En dyrlæge konstaterede sidenhen, at den mirakuløst var sluppet med et par skrammer på kroppen.
- Jeg er ovenud lykkelig. Alt hvad jeg har mistet i min lejlighed er fuldstændig ligegyldigt. Det vigtigste er, at jeg har fået Dexter tilbage. Jeg troede, at han var død, fortæller den glade hundeejer, der valgte at fejre gensynet med lune hot dogs.