Elisabeth gav sin mand en nyre: Tak for livet skat

– Jeg er heldig, at det er Elisabeth, jeg giftede mig med. Tal lige om at stå sammen i med- og modgang, siger 47-årige Arne Løseth fra Lørenskog, der ligger øst for Oslo i Norge.

Han kan slet ikke lade være med at gribe ud efter sin kone, 46-årige Elisabeth Solli Løseth, for at give hende et varmt knus. Der er ingen tvivl om, at ungdomskæresterne stadig har varme følelser for hinanden.

– Der er sikkert ingen, der glider igennem ægteskabet uden konflikter, men vi har bare altid stået sammen og løst de udfordringer, vi har haft, fortæller Elisabeth.

Den største udfordring for parret skulle vise sig at tage sin begyndelse en søndag for to år siden.

Førstehjælp til nyrerne

Selv om der var forår i luften, følte Arne sig så dårlig, at han blev liggende i sin seng om morgenen. Han havde været vågen om natten og følt en smerte, han aldrig havde oplevet tidligere.

Elizabeth bad ham kontakte sin læge, og han fik en tid næste dag, hvor han fik taget blodprøver og andre test, som blev sendt til et laboratorie. Lægen var tilbøjelig til at tro, at Arne havde fået diabetes, hvilket parret selv havde talt om.

Et par dage senere ringede lægen med svar. Arne skulle på sygehuset med det samme, for der var noget alvorligt galt med hans nyrer.

På akutmodtagelsen kunne man konstatere, at han rent faktisk var tæt på at få nyresvigt, og derfor kom han straks i dialyse. Hans nyrer havde brug for førstehjælp.

– Jeg fik at vide, at mit blod skulle renses, indtil jeg kunne få en ny rask nyre. Og jeg fik besked på, at jeg godt kan leve med én nyre, så længe den er rask.

Arne var indlagt i nogle dage og blev sendt hjem med besked om at komme i dialysebehandling tre gange om ugen. Et par måneder senere fik han dog en dialysemaskine med hjem, så han på egen hånd kunne rense nyrerne.

Hjælpen var nær

Imens spekulerede Arne ofte på, hvor lang tid der ville gå, før lægerne fandt en ny nyre til ham.

Det samme gjorde Elisabeth, der havde været registreret som organdonor i mange år – og hun var derfor ikke i tvivl, da hun fremlagde sin idé til sin mand.

– Hvis jeg kan hjælpe, så vil jeg gerne. Det vil være helt uproblematisk for mig at gøre, sagde hun.

Lægerne satte undersøgelser i gang, og parret ventede i spænding i nogle dage.

Svaret var meget opløftende: Elisabeth var sund, og hendes ene nyre ville sandsynligt matche Arne.

Godt et år efter, at Arne var tæt på nyresvigt, blev han og Elisabeth indlagt sammen.

Mange fælles bånd

Den første, der skulle på operationsbordet, var Elisabeth, og selv om lægerne flere gange spurgte, om hun var helt sikker og velinformeret om mulige komplikationer, var hun ikke i tvivl. Hun var ganske enkelt fast besluttet på at hjælpe sin mand gennem 28 år.

Hun og Arne har været kærester, siden de mødte hinanden i folkeskolen, og med et bryllup og tre børn var der meget, der binder de to sammen.

Sundhedspersonalet var gode til at rose hende for hendes indsats, og hun havde en god fornemmelse af, at hun gjorde noget vigtigt for sin familie.

Fire timer senere var det Arnes tur. Efter at nyretransplantationen var overstået, blev parret kørt ind på hver sin stue for at hvile og komme til kræfter. Men Elisabeth insisterede på at komme ind til sin mand og greb hans hånd, da hun kom til at ligge ved siden af ham.

De efterfølgende dage kom Arne til hægterne hurtigere end Elisabeth, der havde brug for mere tid.

I dag er de begge i fuld vigør. Hun arbejder igen i en børnehave, og Arne er tilbage som forhandlingsrådgiver i en fagforening.

Evigt taknemmelig

Der går ikke en eneste dag, hvor Arne ikke tænker på, hvad hans elskede kone har gjort for ham.

– Du gav mig livet tilbage, og det er jeg evigt taknemmelig for, siger Arne, der straks får svar fra Elisabeth, om at han skal være god ved hendes nyre.

Humor – og især den sorte slags – har været en måde at komme igennem den hårde periode. Det har også været vigtigt i forhold til parrets tre børn. Sofie på 24 år er flyttet hjemmefra, men kom hjem og hjalp sine forældre efter transplantationen. 19-årige Sander og 12-årige Sigurd vidste også, at der var mere brug for deres hjælp.

Der er masser af liv og latter i huset, men når talen falder på organdonation, bliver ægteparret mere seriøse.

– Det handler om liv og død. Man kan være med til at gøre en forskel for mennesker, der er kritisk syge, fastslår Elisabeth.

Arne kan nu sætte sig ind i den usikkerhed, det er at vente på et nyt organ.

– Jeg ønsker ikke, at nogen skal leve i den frygt. Jeg er heldig, fordi jeg ikke behøvede at vente i en lang donorkø. Det gør mig ydmyg og taknemmelig.