Endelig er du her

Hun går langsomt op ad den lille sti til hoveddøren på det store hus midt i Thisted.
Derinde bor hendes biologiske mor, og om lidt skal hun møde hende for første gang.

Men Bente når ikke at trykke på klokken, før døren går op, og hun bliver mødt med åbne arme af en lille mørkhåret kvinde med et kæmpe smil, der når helt op i øjnene.
Kvinden må have stået klar, og ligesom Bente er hun tydeligt rørt af situationen.

Det første knus
De to hilser først venligt på hinanden, men idet deres øjne mødes, bliver de stående i døren, tavse.
Sådan står de længe og kigger hinanden i øjnene uden at sige noget.

Men smilene og det taknemmelige blik i kvindens øjne siger alt.
Hun har længe ventet på, at den datter, hun bortadopterede ved fødslen, skulle finde hende, og til sidst giver hun Bente et inderligt kram.

- Endelig er du her. Det var godt, at du fandt os. Vi har ventet på dig i mange, mange år.
Med disse ord bliver Bente mødt af sin biologiske mor, 53-årige Lene Valentiner, og hendes mand igennem 25 år, Ole Nielsen, 59 år.

Længtes efter sin biologiske mor
Parret byder også Ude og Hjemme indenfor, hvor kaffen står på bordet og der er pyntet med friske blomster.

Som vi fortalte i sidste uge, kom Bente som spæd på børnehjem i Bagsværd ved København, og efter fem måneder blev hun adopteret af ægteparret Jan Lykke og Anne Lyngsøe fra Silkeborg.
Efter en både kærlig og svær opvækst trives den 29-årige Bente Stylsvig Lyngsøe i dag med manden Brian og børnene Viktor på fire år og Alanna på to år i hjemmet i Ribe.

Men med fødslen af sit første barn vaktes også en stærk længsel i Bente efter at finde sin egen biologiske mor.
Hun søgte længe på egen hånd, men først da Ude og Hjemme gik ind i eftersøgningen, kom det gennembrud, der er skyld i, at mor og datter kunne mødes i Lenes hjem, hvor de nu sidder og sammenligner træk.

To halvsøskende
De har den samme pæne næse, deres øjne har samme farve og form, og de griner på præcis samme måde.
- Min mor har god humor, og hun er så nem at tale med, at jeg føler, vi har kendt hinanden altid, siger Bente glad.

Bente har taget sine fotoalbum med, og Lene har også fundet sine frem. Nu sidder de og fortæller om familiemedlemmerne på billederne.
Mest interesseret er Bente i billederne af Ole og Lenes to børn: Det er Thomas og Mette.

Thomas er i dag 24 år, og Mette er 22 år, og de er begge flyttet hjemmefra og studerer i København og Aalborg, fortæller Lene.
- Vi har mange gang talt om, hvordan vi skulle fortælle vores børn om deres ukendte storesøster.

Familien er glad for genforeningen
Men hver gang blev vi enige om, at vente, til vi havde noget at fortælle. Vi havde jo ingen muligheder for at finde deres søster til dem.
Men nu har de fået nyheden, som de begge tog rigtig flot.

De tænkte slet ikke på sig selv, eller på det mystiske i vores hemmelighed, men var udelukkende glade på mine vegne over, at vi nu er genforenet.
Og hvis du har lyst, vil de meget gerne møde dig, siger Lene til Bente.

I en alder af 29 år har Bente altså fået endnu et stort ønske opfyldt: At have søskende!
Selvfølgelig har Bente lyst til at møde dem. Indtil videre må hun nøjes med at lade Lene fortælle om dem.

Mange fælles interesser
Som samtalen flyder, bliver det klart, at mor og datter har flere interesser til fælles.
Bente har været pigespejder siden hun var lille, og er stadig aktiv som spejderleder for de helt små spejdere i Ribe.

Lene var i mange år spejder, og det samme var både Thomas og Mette.
Det viser sig også, at Bente har arvet Lenes flair for håndarbejde. Begge er glade for at sy og strikke.

De sjove sammentræf får mor og datter til at slappe af, og stemningen ændrer sig fra at være lidt nervøs og følelsesladet til at blive munter og lettet.
De kan slet ikke lade være med at smile til hinanden og grine højt.

Græd efter fødslen
- Der er ikke noget at tage fejl af. De to er gjort af samme stof, siger 59-årige Ole, som sidder med til bords.
Han fortæller, at Lene stadig var stærkt påvirket af at have bortadopteret sin pige, da han mødte hende. Hun græd meget.

Lene havde været for langt henne til at få en abort.
Hun var ikke længere sammen med Bentes far og kunne ikke overskue at blive enlig mor.

Dengang sejlede hun på tankskibe som kontorassistent og telegrafist, og det var ikke muligt at tage sit barn med på de lange ture rundt om jorden.
Det var et spændende men barskt liv i en verden fuld af mænd.

Plaget af tvivl
- Jeg kunne ikke beholde mit barn, men det var alligevel en svær beslutning. Fødslen var hård.
Jeg nåede kun at få et glimt af en mørk hårtot, da de bar min nyfødte ud af fødestuen.

Det eneste, jeg fik at vide, var, at det blev en pige.
Derefter blev jeg lagt på en anden afdeling, så jeg ikke skulle være i nærheden af andre barslende kvinder.

Sygeplejerskerne bandt mig stramt om brystet og gav mig noget, som stoppede mælken i brysterne, fortæller Lene.
I tiden efter var hun plaget af tvivl. Forældrene havde støttet hende, en veninde havde trøstet, og en gammel klasselærer havde hjulpet Lene med at lægge det bag sig.

Glæder sig til fremtid sammen
- Jeg håbede jo bare, at du ville få en god familie, forklarer Lene.
Efter otte år på verdens have gik hun i land og slog sig ned i Thisted, da hun blev gravid med den mand, hun havde mødt om bord på et tankskib, kort tid efter hun havde født Bente.

Det var Ole. Han var styrmand dengang. I dag er han kaptajn, mens Lene er hjemmegående i det hus de købte for 25 år siden, inden de fik deres første barn, Thomas.
Et hus hvor Bente fremover er mere end velkommen.

Læs artiklen og se videoen om Bente, der blev bortadopteret som spæd: Jeg vil finde min mor.