Endelig sammen

Det er som om, hun ikke helt har forstået det. Forsvinder ind i stuen ved siden af, men kommer kort efter tilbage igen og giver Nada et kram. Kysser hende på panden og kigger på hende med nogle øjne, som både udtrykker sorg og glæde på en gang.

Den er god nok - det er ikke en drøm! Hendes lillesøster, der blev bortadopteret som spæd, er lige her i virkeligheden og minder hende om noget, hun har kendt, men manglet hele livet.

Tanya er storesøster til 41-årige Nada Bang, som Ude og Hjemme har fulgt i en artikelserie om rejsen tilbage til de biologiske rødder. Tanya er i dag 49 år. I mange år var hun slet ikke klar over, at hun havde to søskende mere - for hun havde aldrig set sin mor gravid.

Derfor var det først som 18-årig, hun hørte historien om tvillingerne. Som spæd blev Nada og hendes tvillingebror Peter efterladt af deres mor på et serbisk børnehospital. Tre år senere blev de adopteret af Inger og Sten fra Nykøbing Falster i Danmark.

Først i dag er Tanya og Nada kommet tæt på hinanden. Forenet som to søskende. Men deres liv har udviklet sig vidt forskelligt. Nada voksede op i en tryg, dansk familie. Med en far, der var jurist - og en mor, der var tandlæge.

Læs første del af historien om Nada her!

Tilgiver aldrig mor
Tanya oplevede gennem hele sin opvækst alvorlige svigt. En far, der drak og ikke kunne tage sig af børnene - og en mor, der efterlod børnene, så de voksede op på børnehjem og i plejefamilier.

I dag sidder sorgen stadig som en knude i Tanya. En ond knude, som ikke vil forlade hende, og som hun forsøger at leve med. Den bliver skjult bag en facade, men den er derinde.

- Vores forældre var egoistiske. De var et dårligt match. Nogle mennesker passer bare ikke sammen, fordi de fremkalder alle de dårlige ting i hinanden. Sådan et par var de, og sådan nogle mennesker skal bare ikke have lov til at få børn sammen, siger Tanya.

Hun er den ældste søster i den søskendeflok, som Nada nu er blevet en del af. Ud over Nada, Peter og Tanya tæller den desuden Aleksandar, 46, og Danica, 47.

I modsætning til Aleksandar, som nåede at forsone sig med forældrene, Dragica og Milutin, og tilgive dem for den tragiske barndom, de gav deres børn, har Tanya aldrig kunnet finde tilgivelse i sit hjerte.

På trods af en næsten umulig begyndelse på livet har Tanya, Aleksandar og Danica dog alligevel klaret sig bemærkelsesværdig flot igennem tilværelsen.

Aleksandar er i dag præst, Tanya er en lokalt anerkendt kunstner, og Danica arbejder på en fabrik, som fremstiller bestik og engangsservice til fly. Men sorgen sidder stadig dybt plantet i Tanya:

- Jeg vil aldrig tilgive vores mor for den barndom, hun gav os. Det er tydeligt, at spørgsmål om fortiden gør ondt.

- Det er svært at tale om. Jeg bliver ked af det indvendig. På en måde er der en side af mig, som godt forstår vores mor. Hun havde selv en forfærdelig barndom og fik rigtig mange tæsk, så der er måske en grund til, at hun er blevet sådan. Men det retfærdiggør jo ikke på nogen måde, at hun svigtede os. At hun gentog historien, siger Tanya.

I dag er hun glad for, at børnene endelig er samlet, så de kan støtte hinanden og holde sammen.

Føler et bånd
Men det er godt, at det først er sket så sent. Hvis det var sket, mens vi var teenagere, ville der have været nogle misforståelser. Der var mange følelser i spil dengang, uddyber hun.

Selv om hun føler, hun altid har kendt Nada, er der trods alt også nogle tråde, som skal redes ud. De vil vide alt om hinanden - og vide, hvad der skete.

- Jeg har følt et stærkt søsterbånd fra første øjeblik, jeg så Peter og Nada - men det er da klart, at det ikke er det samme, som søskende der er vokset op sammen. Man skal lige lære hinanden at kende. Det er som at få en ny bedste ven, man skal i gang med at opbygge en relation til, fortæller hun.

Det kan måske virke mærkeligt, hvorfor Tanya først hørte om Nada og Peter mange år efter deres fødsel, men der er en forklaring. Dels var Nada og Peter ikke et emne, man talte om i familien. Milutin var ikke sikker på, at han var far til børnene og blev vred på Dragica.

Dels var Tanya og Danica på børnehjem i det sydlige Serbien, mens deres mor ventede Nada og Peter.

- Jeg hørte først om dem, da jeg var 18 år. Jeg spurgte vores mor, hvorfor hun aldrig havde fortalt os noget om det. Men hun blev vred, og vi kom i skænderi. Jeg fik aldrig svar på mine spørgsmål. Hun lukkede bare i og vendte sig rundt. Det var bestemt ikke et emne, hun ville tale om, fortæller Tanya.

Hun er dog ikke et sekund i tvivl om, at de er hendes søskende. Nada ligner sin mor - og Peter sin far. Selv om Tanya tydeligvis ikke helt har forstået det endnu, er det som om, at en historie, der ellers begyndte så tragisk, måske alligevel er på vej imod en lykkelig slutning.