Det gode liv

Erik, Hampus og Linda-Marie er gift: Vi elsker hinanden alle tre

8. august 2020 af Susanne Stamming. Dansk bearbejdelse: Joan Andersen. Foto: Susanne Kvarnlöf.
Da Hampus og hans datter flyttede ind hos Linda-Marie og Eriks familie, blev naboer og bekendte mistroiske. Hvad foregik der? Da de afslørede deres forhold, var reaktionerne blandede.

Kærlighed handler det om. Men ikke helt i den form, vi er vant til. Linda-Marie, Erik og Hampus er tre i et forhold. De deler både seng og hverdag på samme almindelige, dejlige, irriterende, til tider kedelige og nogle gange vidunderlige måde som alle andre.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Først var de kun to. Linda-Marie og Erik havde fire børn og nød livet. Og havde det ikke været for, at de begge begyndte at arbejde hos et lokalt taxiselskab, kunne det måske have fortsat sådan. Men alt ændrede sig, da Linda-Marie blev vikar i et taxaselskab, og Erik arbejdede som chauffør. En af de andre ansatte var Hampus.

De tre blev venner. De nød hinandens selskab, og der var en tiltrækning imellem dem, som var svær at forstå. Ingen af dem havde erfaring med andet end tosomhed.

I december 2012 skete der noget, hvor venskabet blev til et kærlighedsforhold.

Forvirrende følelser

De havde alle tre været med til at arrangere julefrokosten på arbejdet, og da alle var gået hjem, hjalp de tre hinanden med at rydde op. Da alt var ryddet væk, havnede de i saunaen, hvor de var sammen første gang.

– Det var både fantastisk og forvirrende, siger Hampus.

Bagefter var alt forandret. Følelser og tanker, de havde fornemmet hele efteråret, var nu tydelige for dem. De kunne ikke undgå dem.

– Vi tænkte vist alle sammen: Hvad skal der nu ske? fortæller Linda-Marie.

Læs også: De ville tvangsfjerne Tennas børn: Vores første familieferie

De havde hverken hørt eller læst om noget tilsvarende. De ville bo sammen, men betød det, at Linda-Marie og Erik skulle skilles?

– Vi indså, at vi alle havde følelser for hinanden. Erik og jeg ville bare tilføje Hampus til vores forhold, siger Linda-Marie.

Flyttede sammen

Den 1. januar 2013 flyttede Hampus ind i villaen i Strömsund midt i Sverige sammen med sin 3-årige datter, Isabell. Sammen med Erik og Linda-Marie og deres fire børn blev de til én stor familie.

– I begyndelsen turde vi ikke være åbne om, hvorfor Hampus boede hos os, og det var ubehageligt på alle måder, siger Linda-Marie.

Børnene derimod fik sandheden at vide, og de havde stor forståelse for det, selv om de to yngste på tre og fire år ikke rigtig forstod det. Men trekløveret var nervøse for, hvordan familie, venner og omverden ville reagere.

Læs også: Min mor anmeldte mig

Naboerne begyndte at blive lidt mistroiske, kunne de fornemme. Hampus kom og gik jo, som han ville. Efter halvanden måned gik det ikke længere.

– Vi besluttede os for at være sammen for alvor og stoppe med at lade, som om Hampus blot var en logerende, siger Linda-Marie.

Blandede reaktioner

De begyndte med at sende en sms til kollegaer og chefer, hvor de fortalte om deres nye familiesituation – et trepartsforhold. De skrev, at de godt vidste, at det ikke var almindeligt, men at det fungerede for dem. De opmuntrede også til at stille spørgsmål.

– Min chef var positiv. Han var endda lidt jaloux, griner Hampus. – Vi følte selv, at vi opfandt noget helt nyt. Vi havde ingen rollemodeller, siger han.

Beskeden blev også sendt til venner og familie. Lykønskningerne strømmede ind, men mange var også afventende eller direkte afvisende.

Læs også: Anne Dittes sorg: Hash slog min søster ihjel

– Reaktionerne var blandede. Nogle afbrød vores venskab, blandt andet en nær ven, som jeg slet ikke forestillede mig, ville reagere så voldsomt. Hun ville slet ikke tale med mig mere. Det var på en måde en opvågning, siger Linda-Marie.

Også nogle i familien havde svært ved at acceptere deres valg.

– Det var egentlig ikke et generationsspørgsmål. Mange gamle tanter og onkler syntes, det var skønt, mens mange yngre ikke kunne holde det ud, fortæller hun.

– Det var en stor skuffelse, at nogle ikke kunne acceptere det, for vi er jo de samme mennesker som før, indskyder Hampus.

Trekløveret har også fået nogle helt uventede reaktioner. En ukendt mand bankede på døren og efterlod blomster, og en kvinde i en butik omfavnede dem.

Fire børn sammen

I dag lever de som en stor familie, som endda er blevet udvidet med fire børn. Ingen er interesseret i, hvem der er biologisk far til børnene. De er en familie med én mor og to fædre.

Børnene er: Oscar, 18 år, Elliot og Alexander, 15 år, Moa, 12 år, Isabelle, 11 år, Nils og Signe, fire år, Birk, to år, og Ture, otte måneder.

– Det er underligt, at mange interesserer sig for, hvem der er faren. De er vores fælles børn, siger Hampus, som længe var forment adgang til forældremøder i skolen.

Læs også: 13 år efter skilsmissen: Vi gifter os igen

Den holdning ændrede sig, da skolen fik en ny psykolog.

Familien lever et helt almindeligt liv, hvor de driver en privat børnehave og en lille spille- og cigaretkiosk.

Blev gift alle tre

I sommeren 2018 giftede de sig alle tre, dog ikke rent juridisk, for det kan man ikke. Men de inviterede familie og venner til en fest, hvor de fejrede deres kærlighed. De var lidt nervøse for, hvem der ville komme.

– Der kom faktisk mange. Vi havde en dejlig ceremoni hjemme på altanen og efterfølgende fest i et lejet lokale, fortæller Hampus.

Hans mor, som tidligere var skeptisk, havde arrangeret en smuk gestus. Hun havde podet tre forskellige sorter æbler på en stamme som symbol på deres treenighed.

Undgår jalousi

De føler sig stadig unikke i deres valg af familieform.

– Desværre har mange af de poly-familier, vi har mødt, været mindre seriøse. Vi er lige i vores forhold. Ofte er det et par med en ekstra person ved siden af, og det ønsker vi ikke, siger Hampus.

Han, Linda-Marie og Erik deler seng, og det fungerer godt, fordi de er gode til at tale sammen og undgå jalousi. Linda-Marie føler, hun har vundet i lotto.

– Erik og Hampus er forskellige på mange måder. Jeg har en mand at tale med og en, der er god til det praktiske. Det er perfekt, siger hun.

Læs også: Jimmy blev misbrugt som barn: Jeg kommer aldrig til at tilgive min far

Opdragelsen af børnene volder ikke de store problemer. De har den samme tilgang med små forskelle ligesom i enhver anden familie.

– Da vores sønner blev teenagere, var der måske lidt flere spørgsmål, men jeg synes, alle har tacklet det godt, og vi fortsætter med at være lydhøre over for det, de undrer sig over, og vi taler sammen, så vi har rene linjer, siger Linda-Marie.

Polyamorøs

Poly betyder flere på græsk, og Amori stammer fra latin og er ordet for kærlighed.

At være polyamorøs betyder at have lyst eller evne til at føle romantisk kærlighed til mere end én person ad gangen. Så det har intet at gøre med seksuel orientering eller seksuel praksis.

Et polyamorøst forhold består af mindst tre personer.

Sponsoreret indhold