Familie sejlede jorden rundt i to år: Vi savnede tid med hinanden

Det er en kold og grå oktoberaften. Vinden suser uden for vinduet, mens familien Rosentoft endelig har tid til at puste ud. Det er den første aften i lang tid, hvor forældrene Cille og Christian kan sidde ned uden at blive forstyrret af alverdens gøremål, der skal nås i en fortravlet hverdag med tre børn. Men Christian har fået nok og foreslår, om de skal sejle jorden rundt.

– Vi boede i en lejlighed på Østerbro i København, som Christian havde brugt 10 år på at istandsætte. Vi havde værelser til alle børnene, samtalekøkken med varme i gulvet og alt det, som vi troede, vi drømte om. Men vi savnede mere tid med familien, siger Cille Rosentoft.

Derfor gik der også kun et kvarter, før Cille sagde ja. Hun var klar til at skifte børnehentning og madpakker ud med søgang og ukendt land i sigte. De blev hurtigt enige om, at det var nødvendigt at hive to år ud af kalenderen, hvis de skulle ændre mærkbart på deres hverdag.

Da beslutningen var truffet, gik det stærkt, for de skulle sælge lejlighed og alt, hvad de ejede, sige deres job op og finde en båd, der kunne danne rammen om familiens liv de næste to år. Og ikke mindst have deres børn med på ideen.

Ud over mor og far bestod familien Rosentoft af Liva på 6 år, Bertram på 9 år og Gustav på 13 år.

Svær afsked

– Jeg fortrød mange gange, inden vi tog af sted. Jeg var bange for pirater, stormvejr, bølger, og at vi druknede. Christian var heldigvis rolig, for vi var vendt om mange gange, hvis det stod til mig, siger Cille, der også havde svært ved at sige farvel til venner og familie. Derfor var det med øjnene skjult bag store solbriller og tårerne trillende ned ad kinderne, at familien vinkede farvel og sejlede fra Svanemøllehavnen i København den 7. august 2016. Det var kulminationen på mange måneders forberedelse.

Men indlæringskurven var stejl for familien de første måneder, der var præget af søsyge og konstant tvivl hos Cille. De skulle lære at leve på båden og få hverdagen til at fungere på få kvadratmeter.

Men det hårdeste var savnet til dem derhjemme og følelsen af ikke at høre til et bestemt sted, selv om det også var forbundet med den frihedsfølelse, som familien havde længtes efter.

Når dagene ikke blev brugt på svømning eller mødet med nye kulturer, stod der ”skole” på skemaet. Cille var lærer og stod for undervisningen af sine tre børn – frikvartererne blev tilbragt i vandet. De havde skolebøger med til flere klassetrin, og når en undervisningsbog var terpet igennem, blev det fejret med et stort bål på stranden.

Trang plads ombord

En udfordring var imidlertid den trange plads ombord. Der var intet privatliv, for familien var konstant sammen. Til gengæld havde de uanede mængder af kvalitetstid sammen – det, som de efterspurgte i deres travle hverdag, og som nu efterfølgende har givet dem et stærkt sammenhold.

For Cille og Christians vedkommende måtte de vigtige samtaler dog vente til efter børnenes sengetid, hvor de kunne hviske sammen. Der var dog én samtale, som ikke kunne udskydes – Cille havde nemlig opdaget, at hun var gravid.

Efter flere dage med morgenkvalme, som ikke skyldtes søsyge, købte Cille en graviditetstest i smug. Hun måtte tage testen, mens Liva sad ude på den anden side af toiletdøren og spurgte nysgerrigt, hvorfor Cille spiste slik, da hun pakkede testen ud.

Den nye situation var umulig at snakke igennem, mens børnene var der, så parret hoppede i bådens lille jolle og sejlede til fastland for at få styr på fremtidsudsigterne.

– Det var ikke planen, at vi skulle komme flere hjem, end vi tog af sted. Men Christian og jeg kiggede hinanden dybt i øjnene og blev enige om, at der var en mening med en efternøler. Et eventyr i eventyret, siger Cille.

Den blideste start

En lille ny på vej gav dog ikke familien grund til at rejse hjem. I begyndelsen af graviditeten var Cille plaget af kvalme og opkast, hvilket sammen med en gyngende båd er en dårlig kombination, men ellers oplevede hun ikke gener under graviditeten.

Der var dog en enkelt nat, hvor hun var bange for at gå i fødsel midt ude på havet. Cille lå helt stille og holdt sig om maven, mens hun i mørket talte, hvor lang tid der var mellem veerne. De nåede heldigvis frem til St. Martin i Caribien, seks uger før lille Sylvester kom til verden den 25. februar 2018.

Det nyeste medlem på båden var hurtig til at tage sejlerlivet til sig, da han nemmest faldt i søvn, når de sejlede. Sylvester har heller ikke været vant til andet, når han har ligget i Cilles mave og hørt på motorens taktfaste brummen og bølgernes skvulp mod skibssiden. Han var kun to måneder, da familien krydsede Atlanterhavet og var til søs 21 dage.

– Af alle vores børn har han nok fået den blideste start på livet, fordi han har haft os alle tæt på fra morgen til aften. De første mange uger faldt han også i søvn på brystet af børnene. Det har gjort noget helt særligt ved deres forhold, forklarer Cille.

Ny hverdag

Nu er familien tilbage i Svanemøllehavnen, da de har lagt til kaj ved den havneplads, hvor eventyret begyndte for to år siden. Siden da har familien tilbagelagt 18.000 sømil og har besøgt adskillige lande på verdenskortet.

Dagligdagen har meldt sin ankomst, men for familien er det vigtigt ikke at ryge tilbage i det stress og jag, som de flygtede fra.

– Vi har fået en rettesnor for, hvordan vi vil leve vores liv. Vi er bevidste om, at vi ikke skal sidde i en lejlighed, hvor vi begge skal arbejde på fuldtid. Vi vil gøre os umage for at fastholde den tid, som vi har haft sammen, siger Christian. Engang i fremtiden skal familien formentlig på en længere rejse igen, så Sylvester også får en tur, han kan huske. Men lige nu er det vigtigt at lande i Danmark.

– Vi har set hinanden vokse og er vokset som familie. Fra at være mor, far og børn til at være en del af et uundværligt fællesskab, forklarer Cille, der opfordrer alle til at gøre det, hvis de drømmer om en langtur.

– Og man kan sagtens få en baby undervejs.