Det gode liv

Fandt sammen efter 17 år

2. august 2013 af Joan Andersen, Foto: Gregers Kirdorf
Den første kærlighed var den store kærlighed. Som barn løb Heidi kun efter Claus, men han var slet ikke klar til at få en kæreste, selv om han var ret glad for hende. 17 år senere mødtes de igen, og luften mellem dem slog gnister.

Heidi og Claus har kendt hinanden altid. Næsten. For Heidi var kun otte år, da hun flyttede ind i huset ved siden af Claus og hans familie.

- Jeg forelskede mig i ham lige med det samme. Han var ballademageren på skolen. Når min cykel var punkteret efter skole, så vidste jeg, han lå i busken og ventede på mig. Det blev til mange gåture hjem på den måde, fortæller Heidi Holbech Rosengaard, 33 år.

- Den man tugter, elsker man, siger 34-årige Claus med et grin.

- Jeg var vel også forelsket i hende, men jeg var kun ni år, og det var lidt svært. Jeg var ikke nået til det med kærester endnu. Hun var lidt irriterende, husker han.

Skrev kærestebreve

Men Heidi gav ikke sådan lige op. Hun sad på toilettet i skolen og skrev kærestebreve til Claus: Vil du være min kæreste, sæt kryds.

- Det var altid kryds i "nej", husker Heidi.

Efter 7. klasse kom Heidi på efterskole, og deres veje skiltes.

- Jeg fik kun et enkelt kys, siger Heidi.

- Vi har småkysset lidt hjemme hos mig, men det var mest katten efter musen, siger Claus.

Læs også: 20 råd til et bedre liv

Fandt ham på facebook

Heidi blev gift og fik to børn, Patrich og Nicolai. I 2008 blev hun skilt og opdagede facebook. Hun sendte en venneanmodning til Claus.

"Halløjsa. Hvem er du? Jeg synes, jeg har set dig før," svarede han.

- Sådan en spade. Jeg blev lidt skuffet, siger Heidi.

- Hun havde jo et andet efternavn, men jeg kunne kende de der øjne, forklarer Claus.

"Det er Heidi fra gedefarmen", skrev hun.

"Hallo gedelort", lød svaret.

- Det var det, han kaldte mig, når han drillede mig, da vi var børn, siger Heidi.

Fornærmelsen rystede hun hurtigt af sig, og inden længe begynde de at ses og forelskede sig i hinanden på ny. Efter et halvt år flyttede Heidi ud til Claus med sine to børn.

Familieudvidelse

Claus var klar til at slå sig til ro og få sin egen familie. Heidi derimod ville ikke have flere børn.

- Det var jeg selvfølgelig lidt ked af, men der var rigeligt at se til med arbejde og de to andre børn. Vi fik aldrig rigtig snakket om det, siger Claus.

Men skæbnen ville det anderledes. Heidi blev gravid, selv om hun tog p-piller. Parret inviterede hele familien til middag for at dele den glædelige nyhed med dem. Men to dage før middagen aborterede hun.

- Det var lige før, vi flyttede sammen, så i stedet for fortalte vi dem, at vi skulle flytte sammen, og at Heidi havde været gravid, siger Claus.

Han havde lige nået at glæde sig til at blive far.

Nogle måneder efter var Heidi gravid igen.

Læs også: Pek Mek: Anden gang er lykkens gang

Skal, skal ikke

Da hun gik til læge, var hun 12 uger henne, og parret vidste stadig ikke, om de ville have et barn. De fik 24 timer til at beslutte sig.

Næste morgen kørte Heidi til Svendborg for at få udleveret en pille, som stoppede graviditeten.
- Du virker usikker, sagde lægen og sendte hende hjem.

De fik endnu et døgn til at tænke sig om.

- Jeg blev glad, siger Claus.

Men næste morgen var de endnu ikke blevet enige om, hvad de skulle gøre, så Heidi ringede til Claus:
- Nu er det sidste udkald. Hvad gør vi, spurgte hun.

- Indenfor de næste 10 minutter planlagde vi vores fremtid. Vi skulle finde et andet sted at bo. Et ordentligt hus. Og hvis vi skulle have et barn, så er der ingen unødvendige skænderier og intet, der hedder skilsmisse. Mit barn skal ikke være et skilsmissebarn. Jeg var ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning, siger Claus.

Læs også: Et donorbarn var den bedste beslutning

Drømmene gik i opfyldelse

Heidi og Claus er slet ikke gift endnu, men det er underordnet og blot et spørgsmål om tid.

De fejrede deres to års dag som kærester blot fire dage før Cebastian kom til verden, og dagen inden han blev født, skrev de under på skødet til drømmehuset.

Deres søn er nu to et halvt år, og de er allerede begyndt at tale om at få et barn mere.

- Det kunne være sjovt med en pige, siger Heidi, der er mor til tre drenge.

- Jeg mangler stadig det bryllup, så er alle mine drømme gået i opfyldelse, siger hun.
Claus nikker.

- Alle mine drømme familie, hus og firma blev opfyldt inden for et halvt år, siger Claus, der startede sit eget entreprenørfirma lige efter sønnens fødsel.

Sponsoreret indhold