Far og datter: Vi kunne ikke tale om sorgen

– Jeg savner hende stadig. Det stopper jeg aldrig med.

Da Lea fik at vide, hendes mor havde fået uhelbredelig kræft, sad hun i Australien. 20 år gammel og uden familie eller venner måtte hun tumle med frygten og sorgen alene på den anden side af jorden.

– Jeg var til en fest med nogle mennesker, jeg ikke rigtig kendte, da jeg fik beskeden. De tilbød selvfølgelig at tale med mig om det, men det kunne jeg slet ikke, fortæller 25-årige Lea Sivertsen.

I dag er hun frivillig på Det Nationale Sorgcenter i København. For ingen skal føle sig alene, når de har mistet eller lige har fået at vide, at deres mor skal dø.

– For mig var det ligesom at være bloddonor: Det er min pligt at give blod, når jeg har blod at give. På samme måde følte jeg også, at det var min pligt at bruge min dyrekøbte erfaring til at hjælpe andre i sorg. Med tiden fandt jeg dog ud af, at det også var en stor hjælp for min egen sorgbearbejdelse at være frivillig.

Læs også: Amalie og hendes familie kæmpede for livet i seks timer: Mor blev væk i havet

Alene med sorgen

For nogle vil et tab bringe familien tættere sammen, men efter at Henriette udåndede for sidste gang, gik far og datter samt lillebror Lau rundt med hver sin sorg uden at kunne trøste hinanden. Det var simpelt hen for svært.

– Lea var lige flyttet hjemmefra, og når hun kom hjem, havde jeg ikke lyst til at ødelægge hendes humør. Men under overfladen var hun jo stadig ked af det og havde lige så meget brug for at snakke som jeg. Det misforståede hensyn gjorde det svært for os at dele vores sorg, siger 57-årige Carsten Sivertsen, der er pensioneret revisor.

Læs også: Kathrine og Emilie mødtes i en sorggruppe: Vores tragedie skal hjælpe andre

Meldte sig som frivillig

Efter et forløb i en sorggruppe hos Børn, Unge & Sorg meldte Lea sig som frivillig på Sorglinjen, og hun syntes, at hendes far skulle gøre det samme.

– På sorglinjen snakker man med folk, der har brug for nogen at tale med om deres sorg. Jeg tænkte, at det kunne min far da være megagod til, så jeg spurgte, om han ville med, husker Lea.

Først mente Carsten ikke, at det var noget for ham. Han havde gået hos en psykolog, og det havde været nok, mente han. Men sorgen havde alligevel ikke helt sluppet sit tag, og med tiden nåede Carsten frem til, at det måske alligevel var værd at melde sig som frivillig.

– Jeg brugte lang tid på at mærke efter. Så skrev jeg ansøgningen, mens jeg græd lidt.

Nogen, der forstår

Henriette var 55 år, da hun døde. Inden da havde hun været syg ad to omgange. Første gang fik hun fjernet en svulst på størrelse med en grapefrugt fra den ene binyre.

– Lægerne sagde, at den var godartet, men tre år senere konstaterede de alligevel binyrebarkkræft. Det var dog først efter, at Henriette havde været ved lægen flere gange, fordi hun følte sig træt og utilpas. Da de endelig tog hende alvorligt, havde kræften spredt sig, og det var for sent, fortæller Carsten.

Da han begyndte som frivillig på Sorglinjen, oplevede han for første gang, at der var nogen, der rigtig forstod hans sorg.

– Jeg mødte en fortrolighed og forståelse, som jeg ikke havde mødt så mange andre steder. Det gav en form for nærhed med de andre. Selv om man ikke nødvendigvis kender hinanden ret godt, opstår der et bånd, fordi vi har været igennem det samme, siger Carsten.

– Da jeg begyndte på Sorglinjen, var der en, der sagde, at det her var niveau to i sorgbearbejdelse. Det havde han ret i. Jeg var ikke bevidst om, at jeg stadig slæbte rundt på en masse sorg, men jeg mærkede hurtigt, at jeg følte mig lettere.

Læs også: Caroline er enlig mor og kræftramt

Sammen i 30 år

Carsten mødte Henriette, da han som 23-årig begyndte på Aalborg Universitet. Hun var også lige begyndt og havde netop meldt sig ind i Aalborg Postorkester.

– Der spillede jeg es-horn, og vi fandt hurtigt ud af, at vi havde en masse til fælles. Sådan lærte vi hurtigt hinanden at kende, blev kærester og var sammen i 30 år, fortæller han.

– Jeg har hørt flere sige, at man er tre år om at lære at leve med sorgen. Jeg ved ikke, om det gælder for alle, men det gjorde det for mig, siger Carsten.

Tid til at græde

Efter Henriettes død havde han brug for at give sig selv tid til at være i sorgen. Derfor satte han indimellem en dag af til at være ked af det og få grædt ud.

– Jeg har aldrig været sådan en, der græder. Men jeg havde brug for at græde, så nogle dage lukkede jeg mig inde og lyttede til den musik, Henriette og jeg havde valgt til hendes bisættelse. Det var blandt andet ”Kald det kærlighed” og ”Hvor går vi hen, når vi går?” af Lars Lilholt.

Læs også: Nadja blev mor trods kemo: Noor er et mirakel

Lukkede sig inde

Lea lukkede sorgen inde. Da hun kom hjem fra Australien, begyndte hun på studiet på CBS, hvor hun stadig læser marketing og kommunikation. Her gik hun et halvt år, før hun fortalte nogen, at hendes mor var uhelbredeligt syg af kræft.

– Jeg ville ikke være hende med den syge mor.

Da hun endelig fik lettet sit hjerte til en studieveninde, viste det sig, at veninden selv havde mistet sin mor til kræft.

– Det var jo lidt fjollet, at jeg ikke havde talt med hende om det noget før. For her var der jo en, der forstod, hvad jeg gik igennem.

Fik hjælp fra mor

– Henriette var optimist ud over alle grænser. Hun troede selv på, at der nok skulle komme en ny kur, der kunne gøre hende rask. At hun nok skulle få flere gode år, fortæller Carsten.

De første otte gange, Henriette fik kemoterapi, reagerede hun også rigtig godt på det.

– Min mor var sej! Hun var landinspektør og cyklede alle steder hen. Da hun fik kemo, cyklede hun også til og fra behandlingerne, fortæller Lea.

Men ved den niende behandling virkede kemoen ikke længere, og kræftbehandlingen stoppede. Der gik det op for hende, at tiden var ved at løbe ud. Hun tog en masse foldere om at miste med hjem til Lea og hendes bror.

– Det var vigtigt for hende at sørge så godt for os som muligt. Men jeg kunne slet ikke forholde mig til det, og folderne kylede jeg hen i et hjørne. Det var først flere måneder efter hendes død, hvor en af mine studiekammerater nævnte, at jeg måske skulle opsøge hjælp til at håndtere min sorg, at jeg fik forholdt mig til folderne, fortæller Lea.

Læs også: Søstre fik brystkræft: Ulla var den eneste, der overlevede

Styrket båndet

– Jeg var hos hende, da hun udåndede, og det var et meget fredfyldt øjeblik, husker Carsten.

– Min svigermor var på hospitalet sammen med mig de sidste dage. Vi skiftedes til at sove i stolen. Det var dejligt, hun var der, og det har gjort båndet mellem os endnu stærkere.

I dag er det fire år siden, Carsten, Lea og Lau måtte tage afsked med Henriette. Hendes aske har de spredt i Kalø Vig. Det var sådan, hun ønskede det. Den lille familie tager jævnligt turen til Jylland for at besøge Henriettes forældre. Så tager de sammen til Kalø Vig og hilser på Henriette.

Det er egentlig ikke triste ture, men savnet kommer stadig op i dem. Det sker, når de oplever noget, de får lyst til at fortælle hende, eller noget, som de plejer at dele med hende.

Carsten mærker det især, når han og børnene er til koncert med DR Symfoniorkestret, for det var noget, de alle fire havde sammen.

– Men jeg bliver ved med at gå til koncerter, selv om jeg bliver ked af det, for der er nogle gode minder forbundet til de koncerter. Det betyder ikke, at jeg er ulykkelig, men sorgen vil jeg altid bære med mig.

Læs også: Janes store sorg: Blev enke som 27-årig