Far var 70 år, da han fik firlinger
De andre fædre kom kun meget sjældent for at hente deres børn efter skole, men vores stod altid klar ved porten, når skolen var ovre.
Nydelig klædt i et italiensk jakkesæt, butterfly og et par Ray-Ban solbriller. Han havde stil.
LÆS OGSÅ: Forladt af mor som 5-årig: Jeg følte mig værdiløs
Mange ting adskilte ham fra de andre børns fædre. Hans dybe stemme, hans tendens til bare at bryde ind i en time med hjemmebagt kage i favnen, fordi det var vores fødselsdag, og ikke mindst det pinlige fact, at han altid gik med en stor russisk pelshat om vinteren.
70 årig og far for første gang
Men den mest usædvanlige ting ved vores far, Toni del Renzio, var hans alder. Ikke nok med at han var ældre end alle de andres fædre. Han var også betydelig ældre end alle de andre børns bedsteforældre.
Han var 70 tilbage i 1985, da vi blev født, og han blev far for første gang. Vores forældre havde lagt deres sidste håb om at blive forældre i hænderne på den førende doktor indenfor fertilitetsbehandling Professor Robert Winston.
LÆS OGSÅ: 21-årige Stine fik fjernet sit barn pga. sin fortid: Jeg skulle have lyttet til mor
Og de var henrykte over at det lykkedes – endda med firlinger.
Før vi kom til, havde far allerede levet et rigt liv fuld af oplevelser og drama. Hans far var en italiensk aristokrat. Hans mor var født ind i den russiske Romanov familie, der måtte flygte fra Rusland under revolutionen. Igennem hans varierede arbejdsliv havde han både arbejdet som moderedaktør, kunstkritiker, universitetslærer og surrealistisk kunstmaler.
Medierne skrev om far
Da han nåede pensionsalderen, overgik han så sig selv og blev en såkaldt late-life parent. Medierne gav ham kælenavnet ”Firlingernes far”. Han var den ældste far til børn skab ved hjælp af IVF-behandling i England.
Det var den mest kontroversielle handling i hans usædvanlige og begivenhedsrige liv. Og hele landet var splittet. Dels blev han kaldt uansvarlig egoistisk, og dels blev han hyldet for sin virilitet.
LÆS OGSÅ: Janne er den mor, jeg selv har valgt
Under vores opvækst i et gammelt hus som vores forældre selv satte i stand, var vi fire søskende – mine brødre Pier-Luigi og Ivan og min søster Lydia og jeg af og til ligeledes splittede.
Ofte var vi glade for af at være anderledes. Men lige så tit længtes vi efter at have en midaldrende almindelig far som alle vores venner. En far, som kunne gå i jeans og løbe med i far-løbet i skolen på den årlige sportsdag. Da vi var sarte teenagere, kunne vores far ikke løbe. Han gik med stok og talte med en høj dyb røst. Det gjorde os mærkelige og anderledes.
Fars skrøbelighed gjorde os artige
Men vi elskede vores excentriske far, og vi ønskede at beskytte ham. En kærlighed han gengældte gange tusinde, og vi ville ikke miste ham. Fra en tidlig alder, blev vi klar over, at vi kunne miste ham når som helst. Når man er barn af en gammel forælder lærer man at leve med døden som allesteds nærværende.
Samtidig med at vi var bange for, at han skulle dø, betød det også, at vi levede med en bitter sød fornemmelse af glæde i hans nærvær. Vi tog ham aldrig for givet. Vi vidste at vores tid med ham var kort, og derfor blev den mere værd.
LÆS OGSÅ: 40 stjerner der blev mor efter de 40
Vores storsindede mor, der nu er 69 år, ofrede sin tid med os, da vi var små, så vores far kunne opdrage os. Begge vidste selvfølgelig, at hans tid med os ville være kortere. Og han ønskede at bruge så meget tid med os som muligt. Når jeg ser tilbage, er jeg fuld af beundring for hans utrættelige overskud.
Far var altid hjemme
Han elskede at underholde os. Han byggede et lege-træhus i blommetræet på trods af hans begrænsede gør-det-selv evner. Han lavede lejrbål og bålaftener, og han lod os lave mudderkager i haven. Og han lod os løbe løbsk i vores hemmelige huler oppe under tagryggen.
LÆS OGSÅ: Så gamle er danske kvinder, når de ikke længere kan få børn
Vi blev ikke pakket ind i vat. Hans bøger på reolerne var der for at blive læst og nydt. Intet sted i huset var forbudt for børn og nysgerrige pilfingre, heller ikke når han sad og skrev, som han gjorde for forskellige magasiner.
Selvfølgelig var der også stille dage. Søndage var familiedage, hvor vi besøgte vores kunstneriske gud-forældre og tog på udflugter til havet, drak te i haven og sluttede dagen af med en bacon og oste-scones foran et antik program i tv-et.
En omvandrende historiebog
Far var også en omvandrende historiebog. Ingen overgik ham i paratviden. Hans forældre var flygtet fra Rusland under revolutionen, da han var to år. Han voksede op i Italien, studerede matematik og filosofi på universiteter i Italien og USA.
Fordi han var en fortræffelig rytter, blev han optaget i Mussolinis kavaleri og sent til Abessinien (Etiopien) , hvorfra han deserterede og flygtede til Marokko forklædt som beduin. Han kæmpede mod den spanske diktator Franco og i 1937 flygtede han til Paris, hvor han mødte Picasso og blev venner med en gruppe surrealistiske kunstnere.
LÆS OGSÅ: Her er førstegangsmødre yngst og ældst
I 1940 kom han til England og her mødte han min mor i 1969. Hun var en af hans elever på Bath Academy of Art i Corsham Court. De blev gift i 1971 og da vi kom til verden, havde de forsøgt at få børn i ti år. Fra vi var ganske unge var vi opmærksomme på fars fysiske begrænsninger og vi forsøgte ikke at gøre ham træt for hurtigt. Vi opførte os velopdragent.
Blev afstraffet som da far var barn
Han forventede også tidligt, at vi opførte os som små voksne. Når en af os tegnede kruseduller på det nye tapet i entreen, straffede han det med et rap over nakken og en kort tid i skammekrogen, som var kælderen. Far var selv opvokset i en tid, hvor afstraffelse var normalt, og han krævede gode bord-manerer.
Hver aften sad vi rundt om et smukt dækket bord og spiste middag, som var vi på en pæn restaurant. Far tog os altid med ud til voksen-arrangementer. Fra vi var otte år var vi med som hans ledsagere på hans ture til London, hvor han skulle signere sine bøger. Vi kom med til fester på Mayfair gallerier, hvor luften var tyk af cigarrøg og de voksne drak champagne, men vi studerede de farverige figurer som fx jazzmusikeren George Melly i hans auberginefarvede jakkesæt og Bogart-hat.
LÆS OGSÅ: Din alder bestemmer: Sådan er dine graviditetschancer
Nu kan vi se, at vi var velsignede med en far, som var allesteds nærværende i vores unge liv. Men der var tider, hvor vi blev flove over ham. Da vi var små og med ham i supermarkedet, blev han betjent af en ny kassemedarbejder, der ikke kendte vores familie. I en munter stemme sagde hun ” Bedstefar har vel nok fået hænderne fuld i dag hva?”. Til det svarede han hårdt: ”Jeg er deres far”, og vi kunne krybe i et musehul, som der blev helt stille, og man kun kunne høre kassens bip bip.
Vi vidste, at hun måtte tænke: ”I hans alder. Er han blevet vanvittig?” Men far stod altid stolt og rank og fuldstændig upåvirket af andre folks meninger. Han kunne heller aldrig sætte sig ind i, hvor svært det var for os, da vi var teenagere, at fortælle andre, at vores far snart blev 90 år.
LÆS OGSÅ: Rekordstor familie mister baby
En gang var jeg tæt på at blive fyret fra mit arbejde i en isforretning, fordi han skulle til lægen, og jeg var nødt til at følge ham derhen, så vi var sikre på, at han ikke faldt på vejen. På det tidspunkt foretrak jeg at få skæld ud for at være doven, end at fortælle, at jeg havde draget omsorg for min svage og gamle far.
Skiftedes til at passe far
Det var også på samme tidspunkt, vores forældres ægteskab gik ind i en anden fase. Far flyttede ind i et nyt soveværelse i underetagen med udsigt over haven. Vi besøgte ham nedenunder efter skole, som andre ville besøge deres kære bedstefar. Vi ville tale kort, og så ville han tage sig en lang lur.
LÆS OGSÅ: Mads' mor løj i 30 år: Far var ikke min rigtige far
Vi skiftedes til at komme med morgenmad på en bakke til ham: Et kogt æg, en grapefrugt og en cappuccino – før vi tog i skole. Fars sind og hjerne var uændret, og det var vi taknemmelige for. Men han var skrøbelig, han haltede, og hans energi var ved at ebbe ud.
En dag kom jeg hjem og fandt ham opløst i tårer, fordi han var ved at miste sine fysiske kræfter. Han kunne ikke rigtig acceptere hans voksende svagelighed. En anden gang var han faldet, fordi han i stædighed ville bære en bakke med scones. En af mine søskende fandt ham forslået og fuld af blå mærker liggende på gulvet med indholdet fra bakken ud over det hele.
LÆS OGSÅ: Færøsk genfejl dræbte søskende
Det betød, at vi i vores sidste år i skolen var meget påvirkede af frygten for, hvad der kunne ske ham, når vi ikke var hjemme. Vi var bange for, at han ville dø, mens vi ikke var hjemme. Uden os ved hans side.
Som teenagere var vi så opsatte på at tage os af ham, at vi aldrig opførte os dårligt. Faktisk satte vi endnu mere pris på ham, fordi vi vidste, at hans dage med os var talte.
Holdt sit løfte om at overleve
Jeg var meget taknemmelig over, at vi var sådan en tæt knyttet familie. Jeg havde mine brødre og søster, som jeg kunne dele både mine bekymringer og mine pligter med i forhold til far. Han havde altid lovet os, at han ville holde sig i live, indtil vi var uafhængige voksne, og han holdt sit løfte.
Den dag vi fyldte 21 år, fik han et lille hjertetilfælde. Men vi opdagede det aldrig, for han kæmpede sig igennem dagens festligheder modigt og uden at klage. Dog var det starten på hans sidste tre måneder, hvor det kun gik ned af bakke. Vi sad alle ved hans seng, da han døde i januar 2007.
LÆS OGSÅ: Mor til 7 fortæller om fordele og ulemper ved at være moden mor
Far berigede vores liv med sin visdom. Han overøsede os med ubetinget kærlighed og gav os nysgerrige, kreative hoveder. Vi er 30 år nu, og mine brødre er selvstændige arkitekter. Jeg er skribent og kan snart kalde mig forfatter, og Lydia lejer huse ud for et italiensk firma.
Vi er heldige, at vores elskede mor stadig er i live og er sund og rask. Og nu, når jeg som voksen ser tilbage, forstår jeg, at ingen kunne have været os en bedre far. Intet skulle ændres ved ham, ikke engang hans alder.
Så mit råd til alle børn af ældre fædre vil være. Vær tålmodige og sæt pris på jeres gamle far. Og vent ikke til han er død med at anerkende alt, hvad han har gjort for jer.
LÆS OGSÅ: Det er dyrest at få børn i denne alder
Tekst: Tamara del Renzio TdR Writing, oversættelse Louise Søgaard. Foto: Privat
Her kan du se nogle skønne billeder af firlinge-familien:
Far fik firlinger som 70-årig
Artikel er også bragt i Ude og Hjemme nr. 32, der er på gaden onsdag den 10. august 2016. Her kan du læse flere gribende artikler - bl.a. om en kræftramt kvinde, der fik barn mod alle odds.
