Fødte i snekaos

Himmel og jord stod i ét på Limfjordsøen Mors, og al unødvendig udkørsel blev frarådet på grund af de enorme snemasser.
Men det var lille Sille inde i sin mors mave ligeglad med.
Mens sneen væltede ned over Danmark, gjorde hun sin mor opmærksom på, at hun gerne ville fødes snarest muligt.
Sidst på eftermiddagen tirsdag den 5. januar slap Silles tålmodighed op.
Da var det allerede syv dage siden, at hun efter planen skulle være født, og nu ville hun - snevejr eller ej - ikke vente længere.
Dramatisk tur til hospitalet
56 minutter over midnat onsdag den 6. januar tittede Silles lille, kønne hoved frem på fødestuen på Viborg Sygehus efter nogle dramatiske timer, som den nyfødte piges forældre, Henrik og Inger Højer Nielsen, med garanti aldrig glemmer.
- Der var nerver på, på vej til sygehuset i Viborg, og det var min mest ubehagelige køretur nogen sinde.
Heldigvis var jeg ikke førstegangsfødende. Så havde jeg nok været endnu mere nervøs.
Alt gik godt, og hun er bare så sød og fin, siger den stolte mor.
Ambulance med militæreskorte
Kontorassistent Inger, 29, og ægtefællen, grafiker Henrik Højer Nielsen, 40, tænker tilbage på den dramatiske aften og nat, da hovedparten af hendes bysbørn i Nykøbing Mors klogelig holdt sig indendøre og fulgte udviklingen i vejrprognoserne på tv eller via radio.
Men Henrik og Inger havde ikke så meget at vælge imellem, da Inger pludselig skulle føde.
Parret måtte forlade hjemmet, mens uvejret rasede på sit højeste.
I en ambulance med militæreskorte i skikkelse af en pansret mandskabsvogn på larvefødder blev parret kørt gennem snemasserne fra Nykøbing Mors til Viborg Sygehus.
Sneet inde
Det blev en køretur, som de under ingen omstændigheder havde kunnet klare i deres egen personbil, hvilket oprindeligt var planen.
Selv med militæreskorte på det meste af vejen kom turen til at vare næsten dobbelt så lang tid, som det normalt tager at tilbagelægge de 60 kilometer til Viborg.
Den voldsomme snestorm tog til i styrke og mængde, da Inger omkring klokken 17 den 5. januar begyndte at få veer med otte minutters interval.
Henrik indså hurtigt, at det ville være en håbløs og umulig opgave at køre fruen på hospitalet i privatbil.
Planen var, at Inger skulle føde i Thisted, der ligger 27 kilometer tættere på Nykøbing Mors end Viborg.
Men på sygehuset i Thisted fik parret at vide, at det var helt umuligt at nå frem til Thisted.
Voldsom køretur
Falck rekvirerede assistance fra militæret, som stillede med en pansret mandskabsvogn til at tage kampen op mod snemasserne.
Militærkøretøjet mødte ambulancen en halv kilometer fra parrets hjem, og da havde ambulancen allerede været tæt på at sidde fast i sneen flere gange.
- Jeg sad foran i ambulancen, mens Inger tumlede rundt på båren bag i ambulancen, selv om hun var spændt godt fast.
Jeg kunne ikke engang se ud ad forruden, men det kunne Falck-redderen åbenbart, siger Henrik med et smil.
- Heldigvis kunne Inger ikke se, hvor frygteligt vejret var. I givet fald havde hun nok været endnu mere nervøs.
Vi nåede frem til Viborg klokken 21.50, og tre timer senere blev Sille født.
Hendes mål var 54 centimeter og 3.886 gram, og hun var helt upåvirket af den ubehagelige tur fra hjemmet til fødegangen.
Kunne ikke komme hjem igen
Det gik noget lettere med hendes storebror, Sigurd. Han blev født den 17. november 2007, og da var der ikke et snefnug på vejene.
Planen var, at Sille og hendes forældre skulle hjem allerede samme dag, som fødslen havde fundet sted om natten. Men det tillod vejrforholdene ikke.
Først to dage efter kunne ægteparrets genbo fra Kløvermarken i Nykøbing Mors komme igennem til Viborg i sin bil og hente de tre hjem til storebror Sigurd.
Læs også...
Fødte baby på 8,7 kilo
Fædre tager længere barselsorlov