Første møde med svigerforældrene: Jeg var ved at dø af skræk

Min fars død var den største sorg, jeg nogensinde havde oplevet. Men som det så tit er med døden, fører den ofte noget godt med sig. En dør lukkes, og en anden åbner sig.

I dag kan jeg sige helt ærligt, at jeg aldrig havde levet af at være clairvoyant, hvis min far stadig var i live. Han troede ikke på den verden, og han anerkendte ikke, at det var mit kald. For ham var det noget hokuspokus, og i min iver efter at glæde ham turde jeg ikke tage skridtet fuldt ud og gøre det til min levevej.

Da han ikke længere var her, var der ikke noget eller nogen, der bremsede mig. Nu skulle jeg bare lige finde ud af, hvordan man kastede sig ud i livet som spåkone på fuldtid, og det tog nogle år, i hvilke jeg stadig havde et andet arbejde ved siden af, selv om flere og flere opsøgte mig for at blive spået.

Positiv test

Der var flere ting, jeg lige skulle have på plads i tiden efter min fars død, ikke mindst mit kærlighedsliv. I et par år havde jeg været forelsket i Kent, som også var glad for mig, men han var ikke klar til at binde sig. Faktisk havde han ikke engang fortalt sine forældre om mig.

Mine veninder syntes, jeg spildte mit liv på at vente på ham, og de forstod ikke, at jeg ikke droppede ham. Men det kunne jeg ikke. Jeg havde en klar følelse af, at det nok skulle blive os.

Et år efter min fars død havde jeg også en anden klar følelse. Den følelse blev bekræftet, da jeg tog en graviditetstest. Jeg var gravid.

LÆS OGSÅ: Jeg gav min datter væk

Selv om Kent og jeg ikke engang var kærester, var jeg med det samme klar over, at jeg ville beholde barnet. Det gav mening for mig, at jeg skulle have det barn, nu hvor jeg havde mistet min far. Graviditeten var selvfølgelig ikke planlagt, men alligevel kom det ikke bag på mig, at det skete. Jeg boede i nummer 13 – symbolet for både død og liv.

Selv om jeg glædede mig til at blive mor, var jeg også dybt forvirret. Kent og jeg boede ikke sammen, og nu skulle vi pludselig være en familie. Kunne vi klar det?

En dag, da tankerne kørte rundt i mit hoved, gik jeg på kirkegården og talte med min far ved hans gravsted. Jeg fortalte ham om min usikkerhed og om mine bekymringer.

Pludselig fik jeg en sætning meget klart ned.

”Don’t worry, be happy.” Frit oversat: Vær ikke bekymret, vær glad.

– Hvor kom den fra? spurgte jeg, mens jeg stadig stod foran graven.

– Fra din far, fik jeg som svar.

Vær glad

Siden har det udtryk fulgt mig, og hver gang jeg hører eller ser det, er jeg sikker på, det er et tegn fra min far. Jeg tror, mange får tegn fra afdøde uden at være bevidste om det. Hvis du selv har mistet en person, der har stået dig nær, vil du tit have en sang, et udtryk, en blomst eller noget helt andet, som minder om den person. Vær bevidst om det. Tit vil du støde ind i det tegn, når du har allermest brug for det. Det gælder bare om at åbne dine øjne eller ører.

Udtrykket ”Don’t worry, be happy” er tit dukket op, når jeg har haft brug for ekstra støtte. Jeg er for eksempel utryg ved at flyve. Det er et onde, jeg skal igennem for at komme frem til en dejlig ferie. Engang var jeg af en eller anden grund endnu mere bekymret end normalt, da jeg gik ind i flyvemaskinen. Men jeg nåede kun lige at finde min plads, da flyselskabets musikkanal spillede en ny sang: Dont’ Worry, Be Happy. Fra det øjeblik kunne jeg læne mig tilbage med en tryg fornemmelse.

Min far har været god til at berolige mig fra den anden side. Det var han også under min graviditet. Fysisk var det ikke let at være gravid. Jeg fik bækkenløsning og kunne derfor ikke gå på arbejde i børnehaven. Men selv om jeg skulle ligge stille hjemme, kunne jeg stadig spå, så mens min mave voksede, voksede min ”kundegruppe” også. Klienterne mødte op hos mig, og når de gik igen, var de altid søde til at fortælle venner, naboer og familiemedlemmer om mine evner. Det betød, at der kom flere og flere til.

Spåede berømtheder

På et tidspunkt begyndte jeg at spå en skøn kvinde, som arbejdede i et solcenter. Hun var begejstret for de ting, jeg havde fortalt hende, og det delte hun med mange af sine kunder i centret. Det betød ikke bare endnu flere klienter, det betød også, at jeg fik en særlig kundegruppe. En af solkunderne var nemlig agent for en del berømtheder, og det var gennem hende, jeg fik nogle telefonopringninger, som gjorde mig mundlam et øjeblik. Det er altså mærkeligt pludselig at have en kæmpe stjerne i røret hjemme i sin stue.

LÆS OGSÅ: Nanna er stolt som husmor

Jeg har gennem tiden spået mange berømtheder. Deres navne skal jeg ikke komme ind på, men selv om jeg en gang imellem er blevet befippet over at få en opringning fra dem, så glemmer jeg alt om deres stjernestatus, når jeg sidder over for dem. For mig handler det om at tyde de rigtige tegn og give de rigtige råd. Når jeg spår, er det fuldstændig uden betydning, om jeg sidder over for en bistandsklient eller en verdensstjerne.

Da jeg var i niende måned, måtte jeg sætte mine klienter på venteliste. Jeg skulle lige føde et barn.

Jeg vidste med sikkerhed, at jeg skulle have en datter. Ikke fordi jeg var blevet scannet. Jeg vidste det bare, og jeg havde faktisk også sagt det til Kent på en af vores første dates flere år tidligere.

Jeg fødte Julie i 1992, og det var det største øjeblik i mit liv. Kærligheden til den lille pige væltede ikke bare ind over mig, den væltede også ind over Kent, som har været en helt fantastisk far lige siden. Men han havde holdt nyheden om mig og graviditeten tæt ind til kroppen. Hans forældre vidste slet ikke, at jeg fandtes.

Jeg har fået fortalt, at de en dag sagde til ham: – Ja, vi bliver nok aldrig bedsteforældre.

– Det sker måske, før I aner det, mumlede Kent vist.

Det fik han jo ret i. Da Julie var en uge gammel, tog vi ud til hans forældre. Det var første gang, de mødte mig, og behøver jeg fortælle, at jeg var nervøs. Jeg var ved at dø af skræk, da jeg trådte ind med vores lille datter.

Men lige da mit hjerte hamrede hurtigst, faldt mit blik på sofabordet, hvor der stod et glas. Hen over glasset stod der med tydelige bogstaver: ”Don’t worry, be happy.”

Tak, far.

Manden i mit liv

Jeg havde heller ingen grund til bekymring. Kent blev ikke bare en fantastisk far, han blev også en fantastisk mand for mig, efter at Julie kom til. Hun var åbenbart det lille skub, han behøvede for at kaste sig ud i et alvorligt forhold.

Kent og jeg har været sammen lige siden, og han har været guld værd i mit liv. Han har altid haft en god jordforbindelse, når jeg er fløjet lidt for højt. Han har også givet mig modstand og respekt, men han har aldrig danset efter min pibe. Jeg har haft brug for det hele. Og så har jeg haft brug for en anden af hans evner: hans økonomiske sans. Det er klart her, vi er mest forskellige. Hvor jeg altid har kastet om mig med penge, både af gavmildhed og af manglende omtanke, har han altid sparet op, og han har lært mig rigtig meget om økonomi. Selvfølgelig ikke helt nok, hvis man spørger ham.

Nogle gange kan tingene ikke gøres op i penge. Det oplevede jeg, da vi havde været forældre i fem år og besluttede, at det var på tide at gifte os.

LÆS OGSÅ: Trillinge-mor har narkolepsi

Jeg er løve i stjernetegn, og jeg indrømmer gerne, at jeg er en ægte løve, som elsker at være i centrum. Jeg glædede mig derfor til at stå hvid brud og havde allerede udset mig en brudekjole, som jeg mente, ville klæde mig. Den passede også godt til vores lidt stramme økonomi, for det var en Lilly-model til kun 2.500 kroner.

At købe brudekjole er stort. Det tror jeg, alle gifte kvinder vil give mig ret i. Det er en helt særlig begivenhed, som de fleste kan huske hele livet. Da jeg tog ind til Lilly for at købe kjolen, havde jeg dejlige sommerfugle i maven og et stort smil på læberne.

I butikken fandt ekspedienten kjolen frem til mig, men da jeg skulle lukke den inde i prøverummet, var den ikke helt så perfekt, som jeg havde forestillet mig. Der var ikke noget galt med modellen, men størrelsen var for lille.

– Må jeg prøve nummeret større? spurgte jeg.

Forkert energi

Ekspedienten sukkede.

– Så skal jeg helt ned på lageret og hente den, sagde hun og lagde hovedet lidt på skrå.

– Kan du ikke bare danne dig et billede af, hvordan den vil se ud? foreslog hun.

Om jeg bare kunne forestille mig, hvordan den ville se ud? Nej!

LÆS OGSÅ: Rodløsheden reddede Hennings liv

Jeg fik hurtigt den lille kjole af og endnu hurtigere mit eget tøj på. Jeg skulle ikke prøve mere hos den ekspedient. Sådan er jeg. Jeg er lynhurtig til at mærke folk, og hvis de har en forkert energi på mig, bliver jeg iskold. Det er faktisk ikke med vilje. Jeg kan ikke lade være, og jeg ved godt, at enkelte mennesker mener, jeg er arrogant. Det er jeg nu bestemt ikke. Men jeg kan ikke lade være med at tage afstand fra folk, når jeg føler, at de har forkerte hensigter. Heldigvis har jeg nu en rigtig god kemi med langt de fleste.

Det havde jeg også med de ekspedienter, der mødte mig, da jeg lidt efter trådte ind i den lidt dyrere brudeforretning Nicolai.

Her fik jeg den der Pretty Woman-følelse, som jeg havde drømt om. Der var tre ekspedienter om mig, som skiftedes til at styrte rundt efter sko, kjoler og slør. Da jeg gik derfra, havde jeg købt den flotteste kjole til 9.000 kroner.

Den var alle pengene værd, og mit bryllup blev den største dag. Selv om Kent og jeg havde været sammen længe, var det, som om der strømmede en særlig følelse af lykke og energi gennem min krop, da vi trådte ud af kirken.

Kent har været ved min side lige siden. Det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg fik efterfølgende brug for hans støtte og hans skulder at læne mig op ad. Godt nok var jeg kommet gennem den værste sorg efter min fars død, men i de kommende år blev døden ved med at krydse min vej.