Det gode liv

Forældre på 16 år

15. juni 2009 af Louise Søgaard. Foto: Jacob Ljørring
Pia Knudsen og hendes kæreste Lasse Stokbæk er begge 16 år og forældre til lille Daniel på 5 mdr. De synes ikke, at de mister deres ungdom.

Pia Knudsen og hendes kæreste Lasse Stokbæk er begge 16 år og forældre til lille Daniel på 5 mdr., som de elsker over alt på jorden. Men Pia og Lasse er lidt kede af alt den negative opmærksomhed, de oplever, når de kommer trillende med Daniel i barnevognen.

I stedet for at ønske tillykke og komplimentere parret for deres kønne dreng, siger folk, at det er en skam, at de sådan mister deres ungdom.

Ingen tænker over, at det unge par selvfølgelig går rundt med den samme stolthed som alle andre nybagte forældre, og at de da ikke kan se, hvorfor det skulle være synd for dem, eller hvorfor de skulle have mere brug for hjælp eller støtte end alle andre førstegangsforældre.

De to unge forældre ville ønske, at der ikke fandtes så mange fordomme overfor unge forældre. At folk ville se dem som det de er: Et ungt par der elsker hinanden og deres fælles barn.

- Jeg kan vel være lige så god en mor, som en kvinde på 40. Når folk synes, at det er synd, at jeg ikke render i byen og drikker mig fuld sammen med mine jævnaldrende, så plejer jeg at svare: Jamen! Jeg kan jo ikke engang komme ind nogen steder. Det er jeg da for ung til, og i øvrigt har jeg aldrig brudt mig om at gå i byen, siger Pia Knudsen fra Horsens

Hun og Lasse opdagede ført at Pia var gravid, dat hun var 26 uger henne. Pia var på p-piller, men må være blevet gravid, netop som hun startede med at tage dem. Derfor tænkte hun ikke over den manglende menstruation. Det var p-pillernes skyld, troede hun. Både Pia og Lasse er imod abort, så selvom de blev chokerede, ønskede de skam at beholde deres barn.

SVÆRT AT FORTÆLLE FAR
Det var under alle omstændigheder for sent at få en abort. Da Pia ikke lang tid derefter skulle føde, måtte hun bede jordemoderen om at tage særlig hensyn, for det var første gang nogen skulle undersøge hende gynækologisk.

- Det var meget svært at fortælle min far om min graviditet. Vi boede hos ham, og han troede, at nu skulle han pludselig til at forsørge os alle tre, så han talte ikke til os i et døgn, fortæller Pia, hvis mor fik en blodprop i hjernen kort tid efter hun og Pias far blev separeret på Pias ni års fødselsdag.

Siden har Pias mor boet på et ungt handicapcenter. Hun er lam i højre side, og sidder i kørestol.

- Vi ser min mor hver 3.uge hos min mormor og morfar. Hun har svært ved mange ting og kan heller ikke rigtig tale, men hun bliver ved med at sige, at hun snart skal lære at gå på krykker, så hun kan komme og besøge os i vores lejlighed. Kørestolen kan jo ikke komme op til 3.sal, siger Pia, som er taknemmelig for alt den hjælp og støtte hun og Lasse fik og stadig får af hendes mormor og morfar, der har hjulpet det unge par med at etablere sig i den lejlighed kommunen har fundet til dem i Horsens.

Lasse droppede ud af sin HTX-uddannelse, da han opdagede, at han skulle være far. Kommunen ville ikke hjælpe det unge par økonomisk, før de blev 18 år. Men nu har Lasse fundet en uddannelse, hvor han kan få bistand. Er man under 18 år, kan man jo ikke få SU.

Nu læser Lasse, som altid har haft rigtig gode karakterer på Social og Sundhedsskolen i Horsens, og Pia læser til eksamen midt i sin barsel.

Bortset fra deres unge alder ligner Pia og Lasses liv til forveksling en hvilken som helst anden børnefamilies liv. De drømmer om en dag at få råd til at gifte sig og købe et lille hus ude på landet med masser af plads til Daniel. Han skal have den bedste barndom, er de enige om.

louise.sø[email protected]

Sponsoreret indhold