Det gode liv

Giftede sig uden at tale samme sprog

8. februar 2013 af Carsten Holst, Foto: Jørgen Ploug
Tina fra Silkeborg og Pedro fra Chile havde begge forliste forhold bag sig, da de i august 2011 tilfældigt mødtes på en datingside på internettet. De forelskede sig, Pedro fløj til Danmark, og parret blev gift efter at have kendt hinanden i blot 49 dage.

Da Pedro Velásquez var en lille dreng hjemme i vulkanbyen Calbuco i Chile, vidste han ikke noget bedre, end når hans mor læste H.C. Andersens eventyr for ham. Som voksen glemte ham aldrig de fantasifulde fortællinger.

LÆS OGSÅ: Kærlighed har ingen alder

Men kendskabet til digteren var også den eneste viden, som den nu 53-årige chilenske musikprofessor havde om det lille land højt mod nord, da han torsdag den 29. december 2011 landede i Københavns lufthavn.

Taler kun spansk

De kan ikke tale sammen. Pedro kan kun spansk og Tina dansk. Men deres hjerter slår i samme takt, og trods sprogbarriere og kulturelle forskelle har de svært ved at holde fingrene fra hinanden. Kærligheden mellem de to er på alle måder grænseløs og blomstrer i fuldt flor.

Blev gift

Blot 49 dage efter, at de to første gang hilste på hinanden, blev de gift, fredag den 12. februar 2012, på rådhuset i Silkeborg.

- Efter ganske kort tid havde jeg en fornemmelse af, at vi to swingede rigtig godt sammen. Jeg kan ikke forklare præcist, hvad der bandt os sammen, men jeg var ramt dybt inde i hjertet. Det var helt overnaturligt. Vi skrev sammen på engelsk. Først senere fandt jeg ud af, at Pedro ikke kan engelsk, men benyttede sig af oversættelser fra Google, siger Tina, 48, med et smil.

Kærlighedens sprog

Den pludseligt forelskede, danske kvinde stod op klokken fem om morgenen for at se og "tale" med Pedro på Skype inden hun skulle på arbejde på et plejehjem i Silkeborg. De to fandt ud af, at selv om de ikke kunne tale sammen, har kærligheden sit eget sprog. Der gik ikke lang tid, før Tina inviterede Pedro på ferie i december 2011.

Pedro blev i Danmark

Professoren måtte kort tid efter, meddele musikskolen i Calbuco, at de hellere måtte se sig om efter en anden lærer. Han havde besluttet at blive i Danmark. Pedro har også været gift før, men blev skilt for tre år siden. Han fik en søn sammen med ekskonen, men drengen døde ulykkeligvis, blot tre måneder gammel. Pedro har komponeret en sang til den lille dreng.

Spiller så tårerne løber

Når han finder guitaren frem og spiller sangen, får Pedro tårer i øjnene. Det samme får Tina, når hendes mand spiller den smukke melodi, som han komponerede til hendes fødselsdag den 29. juli i fjor. Den hedder selvfølgelig "Tina", og er en både smuk og romantisk kærlighedssang.

LÆS OGSÅ: Kærlighed ved første klik

- Jeg fulgte mit hjerte. Er det ikke den bedste vejleder, spørger Tina.

Sponsoreret indhold