Henriette er uhelbredelig syg af kræft

Henriette befinder sig på en af de lange hvide sygehusgange og registrerer ikke de mange sygeplejersker, der løber frem og tilbage mellem stuerne. Henriette er fokuseret på at trykke på de rigtige knapper på telefonen, mens hun forsøger at holde tårerne tilbage.

Der lyder nogle biplyde, inden hun kan høre sin mand i den anden ende af telefonen. Hans stemme er rolig, men også uvidende om den besked, som Henriette lige har fået af en læge. Da Henriette hører hans stemme, bryder hun grædende sammen, mens hun får fremstammet, at lægerne tror, at hun har alvorlig brystkræft.

Der skulle gå en uge med flere undersøgelser, før lægerne med sikkerhed kunne bestemme diagnosen. Henriette og hendes mand Tony blev placeret ved et rundt bord sammen med læger og sygeplejersker, der fortalte, at Henriette var uhelbredeligt syg. Lægerne havde fundet en kræftknude på 7 x 9 x 15 centimeter, der havde spredt sig til lymferne under begge arme, rygrad, højre lunge og lever.

– Jeg havde svært ved at forstå, at det var mig, de talte om. Jeg brød sammen, og det føltes som om, nogen havde banket mig med et baseballbat. Det første, jeg tænkte på, var mine børn. De skal ikke miste deres mor, siger den 43-årige Henriette Marek Løve fra Slimminge på Sjælland, der er mor til fire drenge, som i dag er 12, 11, 5 og 3 år.

Læs også: Katrine på blot 11 år er uhelbredelig syg af kræft

De første tegn

Halvandet år før havde Henriette været til flere undersøgelser hos lægen. Første gang, Henriette bemærkede noget usædvanligt, var, mens hun var højgravid og ammede sit tredje barn, som ikke ville have mælk fra det venstre bryst. Hendes bryst virkede mærkeligt, og når hun kørte hånden over det, føltes det nærmest som et silikonebryst, der var gået hul på.

Hun opsøgte sin læge, som sendte hende videre til scanning på Ringsted Sygehus og beroligede hende med, at det blot skyldtes hormoner og mælkeknuder. Men efter fødslen føltes hendes bryst stadig deformt. Hun opsøgte lægen flere gange, men hver gang blev hun sendt hjem med beskeden om, at det ikke var noget at bekymre sig om.

Under en ferie i Florida opdagede Henriette flere foruroligende tegn. Hun fik røde pletter og udslæt på brystet. Dagen efter de landede i Danmark, stadig med jetlag i kroppen, opsøgte hun igen sin læge og insisterede på at blive sendt videre til specialister, der konstaterede, at hun havde brystkræft.

Selv om lægerne havde overset Henriettes kræftknude, hvilket betød, at kræften havde spredt sig, var der ingen vrede eller bitterhed at spore på det tidspunkt.

– Jeg følte mig helt væltet omkuld, og der fløj en million tanker gennem mit hoved, men vrede og bitterhed fyldte ikke, for det kan jeg ikke bruge til noget. Når man får sådan en alvorlig besked, er det vigtigt at fokusere på det positive og i stedet bruge sine kræfter på at blive rask, fortæller Henriette.

Kæmper for sine børn

Da Henriette først havde fået konstateret kræft, gik det stærkt med at komme i behandling. Hun fik 10 strålebehandlinger, og derefter begyndte hun på kemo i pilleform. Hun fik tatoveret fire små prikker, som skulle sikre, at strålerne ramte præcist samme sted hver gang. De vil for altid være et evigt minde om alt det, som Henriette har været igennem.

Hver gang Henriette skulle ligge musestille i den larmende strålekanon, brugte hun al sin energi på at visualisere, at strålerne skød kræften væk.

Med til behandlingerne havde hun sine to små børn, som dengang blot var 2 og 1 år. Mens Henriette fik stråler, spadserede hendes mor frem og tilbage ad de lange gange med børnene i klapvogn.

Det var hårdt for Henriette og hendes mand at fortælle drengene, at deres mor havde kræft. De blev kede af det og havde kun et spørgsmål – om deres mor skulle dø?

Spørgsmålet rungede tomt i huset, mens Henriette afviste og sagde, at hun ville gøre alt for at blive rask igen.

Og det er lige præcis, hvad Henriette har tænkt sig at gøre. Hun vil kæmpe for at blive rask, så hun kan se sine børn blive store.

– Det er hæsligt at få sådan en alvorlig besked, når man er mor til fire skønne drenge. Samtidig er det også dem, der er årsag til, at jeg ikke har lagt mig hen i et hjørne i fosterstilling og syntes, at det er synd for mig. Jeg har dem at kæmpe for, de skal ikke vokse op uden deres mor, siger Henriette, tydeligt berørt, når snakken falder på hendes børn.

Læs også: Alenemor har kræft: Jeg frygter at dø fra min datter

Lys i mørket

Under sygdommen var der heldigvis også lyspunkter, for Henriette slap for bivirkninger og træthed efter kemo. Hun har hverken tabt håret eller haft kvalme og har dermed også forsøgt at opretholde et så normalt liv som muligt. Drengene har derfor heller ikke bemærket den store forskel på før og efter, deres mor blev syg.

De ved, at Henriette skal tage kemopiller hver mandag, modtage antistoffer hver tredje uge og til scanninger hver tredje måned. Den største forskel er, at Henriette er blevet førtidspensionist fra sit arbejde som pædagog.

For halvanden måned siden fik Henriette gode nyheder, for ved den sidste CT-scanning var der ikke mere kræft tilbage i de indre organer, og lægerne rådede hende til at stoppe med kemo.

Henriette havde dog svært ved at tro på lægernes ord og insisterede på en PET-scanning, som kan give et mere detaljeret billede af kroppens indre organer. Her var svarene ikke helt som håbet, for der er stadig noget, der lyser op i ryggen, bækkenet, i lymferne under begge arme og i brystet.

– Det var ikke, som vi havde håbet, så det var en svær besked at få. Det føltes lidt som at løbe et maraton og tro, at man er kommet i mål, men får at vide, at man kun er halvvejs. Det var svært at acceptere, fortæller Henriette.

Hun skal derfor fortsætte behandlingen og samle kræfter til at kæmpe videre. Heldigvis har hun under hele forløbet haft sin mand, Tony, ved sin side.

Læs også: Mor og søn havde kræft samtidig

Fuld af livsglæde

De mødte hinanden på et diskotek for 24 år siden og har været uadskillelige lige siden. Henriettes sygdom har kun gjort deres forhold stærkere.

– Tony har været min klippe gennem hele forløbet. Det er ham, der har taget imod beskeder fra lægerne og fortalt dem videre til mig på en skånsom måde, når jeg var klar til det, siger Henriette, mens hun sender et kærligt blik til Tony, der trofast klemmer hendes hånd.

   Hvis man tror, at man skal besøge et trist hjem med sorg og tårer, kan man godt tro om igen. Udefra er det ikke til at se, at Henriette er alvorligt syg, når hun sidder med sit krøllede hår, røde negle og et stort bredt smil. Hun er et positivt menneske med en sprudlende energi og smittende livsglæde, når hun bryder ud i højlydt latter. Selv om prognoserne er imod hende, er Henriette et festfyrværkeri at være sammen med. Hun nægter at give op og har en urokkelig kampgejst.

– Det her skal ikke få lov at få ram på mig. Jeg skal ikke dø af kræft, og mine børn skal ikke opleve at miste deres mor endnu. Det er alt for tidligt. Jeg skal nå at blive farmor. Jeg er slet ikke færdig med livet endnu, smiler Henriette.