Jeg elsker mine danske fans

Hansi Hinterseer er mere populær end nogensinde i Danmark, og den østrigske alpesanger nyder opmærksomheden fra det lille land mod nord. Ude og Hjemme har talt med den sympatiske stjerne omkring forholdet til alle de danske fans, som ofte valfarter med busser til hans koncerter rundt omkring i Europa.
Nyt album
Lige nu er Hansi spændt på, hvordan danskerne vil tage imod hans nye album, "Ich Hab Dich Einfach Lieb" (Jeg elsker dig simpelthen, red.), som udkommer samtidig med den årlige "Hansi Fanwanderung" - en fanvandring - i alperne omkring Kitzbühel i hjemlandet Østrig den 20. august. En begivenhed, som rigtig mange danske Hansi-fans i øvrigt deltager i hvert år.
Fanvandring i alperne
- Det er en fornøjelse og en meget stor ære! Jeg er imponeret over, at mine danske fans kommer helt herned og besøger mig i mit smukke hjemland. Det er jeg rigtig stolt over. Det er utroligt, at min musik motiverer så mange til at rejse så langt for at høre mig synge. Men der er nok flere årsager til det. Alperne er et imponerende syn. Har du først set dem en gang, vil du altid tilbage og se dem igen og mærke energien, lyder det med et smil fra Hansi, hvis silkebløde stemme og behagelige væsen helt sikkert også medvirker til, at danskerne vender tilbage år efter år.
- Det virker, som om min musik rammer danskerne i deres hjerter - også selv om de måske ikke altid forstår teksterne i mine sange. Stemningen og atmosfæren til mine koncerter er ikke til at tage fejl af. Der er en verden til forskel på at lytte til en cd der hjemme og opleve en af mine koncerter live, fortæller den 56-årige slagerkonge.

Alperne som inspiration
Netop området omkring Kitzbühel med de sneklædte Alper fylder utrolig meget i Hansis tilværelse og derfor også i hans sange. Hansi blev født den 2. februar 1954 i Kitzbühel og bor der den dag i dag sammen med hustruen gennem 25 år, Romana, og parrets to døtre.
Ikke langt fra Kitzbühel ligger blandt andet den smukke bjergby Zell am See, hvor Ude og Hjemme mødte Hansi i begyndelsen af juni i år, da han gav koncert for 2.000 tilskuere, heriblandt mange danskere, i den lokale ishockey-hal "Eishalle".
Nye glade sange
- Da jeg som ung skiløber var på det østrigske landshold, plejede vi at træne på gletsjeren ved Kitzsteinhorn om sommeren. Jeg har optrådt ved adskillige lejligheder i Zell am See igennem de seneste år, og jeg nyder det altid, for publikum er fantastisk, fortalte en glad Hansi dengang.
Den lysblonde og solbrune sanger, som trods sin stjernestatus stadig har begge ben på jorden, er netop nu ved at lægge sidste hånd på sit nye album, som - imponerende nok - bliver udgivelse nummer 55 i rækken. Om indholdet siger han: - Det bliver en blanding af sange om kærlighed, om bjergene ... glade sange! Musik, man både kan danse og drømme til.
Koncert i Horsens til december
Næste gang, Hansi Hinterseer optræder i Danmark, er den 13. december i Horsens. En koncert, han ser frem til efter den varme velkomst, han fik i København, da han besøgte landet i maj. - Jeg fik sådan en varm velkomst. Det var helt overvældende. Mange tak for det, Danmark.
Desværre havde jeg ikke så meget tid til at tage på sightseeing og opleve de spændende, gamle dele af København og gå langs vandet. Men min kone og vores to døtre var med. De slentrede rundt i Tivoli, mens jeg lavede interviews. Vi nåede også at spise en dejlig middag, og vi fik et indtryk af danskerne som et utroligt venligt og åbenhjertigt folk. Jeg ser virkelig frem til mit næste besøg i Danmark, fortæller Hansi Hinterseer.