Jeg frygtede jeg var syg i hovedet

Min mor har givet mig noget, som jeg ikke vil bytte for en million. Hun har givet mig troen. Den kom mig for alvor til gode, da jeg var allerlængst nede. Min videoforretning var gået ned. Min forlovede havde forladt mig. Vores lejlighed var røget på tvangsauktion. Og jeg sad alene tilbage med min schæferhund og en gæld på en million.
Jeg havde stort set ingen venner og slet ingen penge. Alt for tit bankede jeg på hjemme hos mine forældre for at låne penge. Men til sidst sagde min far: – Kassen er lukket i.
Fuld af skam gik jeg over til min elskede farmor, som altid var der for mig.
Da jeg med bedende øjne spurgte om et lån, kunne jeg se smerten i hendes ansigt.
LÆS OGSÅ: Jeg skal se min datter igen
– Din far har lige ringet og sagt, at jeg ikke må låne dig noget, sagde hun. Jeg kunne se, det gjorde mere ondt på hende end på mig.
Men mit liv gjorde nu ondt nok i forvejen. Det var en rædsom periode, og jeg havde svært ved at se meningen med noget som helst. Men jeg havde min tro. En tro på at tingene ville blive bedre. Det var også derfor, jeg ikke kunne finde på at springe ud ad vinduet, sådan som min forlovede ellers frygtede den dag, han gjorde det forbi.
Men min tro gav mig også kræfter til at hive mig selv op. Jeg fandt derfor et sted at bo, ligesom jeg gik ind i et vikarbureau for at få et arbejde. Det gav mig en succesoplevelse, som jeg tørstede efter. Bureauet havde 50.000 mennesker i deres system, som alle ønskede et job. Alligevel var det mig, de ringede til, da de selv skulle ansætte en. Noget må jeg have gjort rigtigt.
Jeg havde derfor mit arbejde på kontoret, hvor jeg godt kunne sætte et smil på læberne. Men når jeg var hjemme, blev jeg overmandet af en tristhed. Det var midt i denne tristhed, at jeg fik det mest afgørende tegn i mit liv.
LÆS OGSÅ: Familiens hemmelighed: Min bror sendt væk som 4-årig

Helt fra barndommen gav Anne-Maries mor hende troen. Den fik hun brug for, da både kærligheden og økonomien så sort ud.
Kunne ikke sige nej
Jeg sad ved mit spisebord, mens jeg nussede min hund med den ene hånd og bladrede i Amagerbladet med den anden. Og pludselig fangede mit blik en lille annonce mellem de andre. ”Kend din fremtid.” De tre ord gjorde, at jeg ikke kunne bladre videre. Under overskriften stod der kort, at man kunne få lagt sit horoskop for 100 kroner ved at sende sin fødselsdato ind til Lajla. Dengang var astrologi stadig relativt nyt i den brede befolkning. Jeg vidste heller ikke meget om den verden. Men jeg var så nysgerrig, at jeg besluttede at bruge 100 kroner på det, selv om jeg ingen penge havde.
Da jeg havde sendt min fødselsdag ind, gik der et stykke tid, hvor jeg fortsatte livet med kærestesorg og håbløs økonomi. Men en dag ringede telefonen. Det var Lajla. Astrologen, som havde studeret mit horoskop.
– Jeg vil gerne snakke med dig. Kan du komme hjem til mig? spurgte hun.
Allerede da jeg stod med røret, havde jeg en følelse af, at det ville blive et dyrt møde, så jeg forklarede hende situationen med det samme.
– Jeg har ingen penge.
Lajla ville ikke have penge. Hun havde set noget særligt i mit horoskop, som hun ikke ville brænde inde med. Hun var nødt til at få det sagt.
Det var en invitation, jeg ikke kunne sige nej til.
LÆS OGSÅ: Den sværeste besked


Det var astrologen Lajla, som kunne se, at Anne-Marie skulle bruge sine clairvoyante evner.
Du er synsk
Lajla boede på Strandvejen på Amager ikke langt fra mig. Jeg kunne gå derned, men jeg nød ikke spadsereturen. Jeg var bange. Det er jeg tit, når jeg skal prøve noget nyt. Netop i denne periode var jeg særlig angst. Når selvtiden er væk, får de fleste en særlig frygt i kroppen. Vi er bange for, om vi skal dø.
Jeg døde ikke den dag. Tværtimod.
Jeg rystede ellers på hænderne, da jeg ringede på Lajlas dør. Da hun åbnede, så jeg en høj, slank kvinde med et stort, sort hår, og det strejfede mig, at jeg nok stod overfor en heks. Lajla var en bestemt dame, som vidste, hvad hun talte om, hver gang hun åbnede munden.
Da vi satte os, fortalte hun mig direkte, hvad hun havde set i mit horoskop, som havde skilt sig ud.
– Jeg kan se, du har clairvoyante evner.
For at være ærlig vidste jeg ikke, hvad det betød. Jeg vidste ikke, hvad det vil sige at være clairvoyant, men af frygt for at virke dum og falde helt igennem, sagde jeg smilende: – Kan du uddybe det?
Så forklarede hun mig tingene, så jeg forstod dem, og da hun havde talt færdig, var mine øjne fulde af tårer.
– Du er synsk. Det skal du arbejde med, så du kan gøre det til din levevej.
LÆS OGSÅ: Min kamp ud af ensomheden

Anne-Marie er dybt taknemmelig for, at hun bladrede i avisen den dag, hvor hun fik et tegn, som kom til at ændre hendes liv.
Min rette plads i livet
Det var et meget, meget følelsesladet øjeblik, og det er det stadig, når jeg tænker på det. Indtil da havde jeg godt selv vidst, at jeg kunne se noget. Men jeg havde været bange for at bruge det af frygt for, at andre troede, at jeg var syg i hovedet. Jeg var nok også selv bange for at være gak gak. Nu sad jeg over for en fuldstændig ukendt kvinde, som kunne se mit potentiale, og som oven i købet opfordrede mig til at gøre det til min levevej.
Hvad jeg præcis skulle gøre, anede jeg ikke. Men Lajla foreslog, at jeg købte nogle tarotkort og bøger om emnet.
Den dag følte jeg for første gang, at jeg var kommet på rette vej, og det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme i gang. Jeg prajede derfor en taxa og bad om at blive kørt helt til Østerbro i København, hvor der var en forretning på Trianglen, som solgte tarotkort. Godt nok havde jeg ingen penge, men økonomien måtte lige ignoreres, så jeg bad chaufføren om at vente, mens jeg købte ind. Hvis bare jeg fokuserede på mit kald, skulle økonomien nok følge med, tænkte jeg. Det fik jeg ret i.
LÆS OGSÅ: Du må ikke dø fra mig
Overvældende
Kortene blev mit nye univers. Hver dag, når jeg havde fri, tog jeg hjem og studerende dem ved mit spisebord. Jeg var opslugt og forgabt i den nye verden. Sådan som man kun kan være, når man har fundet sin rette plads i livet.
Fra da af gik tingene stærkt. Pludselig fandt jeg ud af at bruge mine evner, og da jeg først havde åbnet op, begyndte synene at vælte ned i hovedet på mig. Det var fuldstændig overvældende, og inden jeg havde lært at styre det, kom jeg også til at fortælle nogle sandheder, som ikke alle kunne klare at høre.
Læs ottende del af Anne-Marie Østersøs fascinerende livshistorie i Ude og Hjemme nr. 53, som er på gaden tirsdag den 29. december.
Du kan følge med i serien i Ude og Hjemme afsnit for afsnit hver uge eller købe hele historien samlet i bogen Clairvoyanten, hvor Anne-Marie desuden vil hjælpe dig med at udvikle dine egne clairvoyante evner.

Del 1: Fik et skræmmende tegn i spejlet
Del 2: Tragedien gjorde mig synsk
Del 3: Fik varsel som 14-årig: Jeg skreg af rædsel
Del 4: Min lærer fik mig til at blomstre
Del 5: Anne-Marie Østersø smed rollen som den stille pige
