Jeg var sur i otte år
Det skulle være rigtig skidt, inden det kunne blive godt for Mona og hendes mand Klaus. I dag har de genfundet kærligheden, men vejen er gået gennem et utal af tårer og vrede ord. For Mona var sur i årevis. Ja, ofte rasende. Og det var særligt den mand, hun elskede, som måtte lægge ryg til.
- Det er korrekt. Jeg var en rigtig møgkælling. En smatso. Ja, faktisk alle de grimme ord, man kan komme på. Det kan jeg godt se i dag. Men dengang! Jeg var så sur og rasende, at det ramte alle omkring mig. Men særligt gik det udover Klaus, lyder det ærligt fra Mona.
Et chok da han gik
Ude og Hjemme besøger parret i deres hjem i Hirtshals. Det er tydeligt, at Mona og Klaus i dag atter er glade for hinanden. Kærlige knus og kys er blevet hverdag. Roen har indfundet sig og i stedet for at se sin mand som et evigt sjuskehoved, der kun fortjener at blive råbt efter, bliver Klaus værdsat som den uvurderlige støtte, han oftest har været.
Men det skulle en særlig episode til, før Mona var i stand til at ændre sin destruktive facon. Forandringen kom, da Klaus gav op.
- Jeg kunne simpelthen ikke mere. Bægeret var fyldt. Jeg opgav og erkendte, at jeg ikke kunne hjælpe Mona. Hun var sur og vred altid. Mange gange så meget, at jeg var direkte bange for hende. En dag kunne jeg bare ikke mere, fortæller Klaus.
LÆS OGSÅ: Pæne mænd er farligst
I september 2007 fik Klaus nok. En dag, hvor han var særligt ked af det, pakkede han sin dyne og forlod hjemmet og deres tre fælles børn. Bag sig efterlod han sit simkort på køkkenbordet.
- Jeg var virkelig ked af det, og jeg græd meget. Da jeg henvendte mig til Blå Kors Hjemmet kunne de godt se, at det var helt galt, så jeg fik et værelse midlertidig, forklarer Klaus.
Havde en depression
Hvad Klaus havde anet længe, skulle snart gå op for Mona. Hun havde en ubehandlet depression, som hun med vold magt hold nede for blot at sende indestængte følelser ud som dampskyer af vrede og surhed. Men hjælp ville hun ikke have. Først da hun sad alene tilbage i køkkenet og kiggede på det efterladte simkort, begyndte sandheden at dæmre.
- Det var forfærdelig. Da Klaus forlod mig, var det som at få revet en del af kroppen af. Jeg var ikke et helt menneske mere. Jeg kunne slet ikke se, hvordan jeg skulle komme videre. Det var et chok. Men det var også dagen, hvor det hele begyndte at vende, fortæller Mona.
Allerede dagen efter lykkedes det for Mona at opspore Klaus, der modvilligt tog med på en køretur.
Sad bare og snakkede
- Vi holdt bare på en rasteplads og snakkede. Jeg sagde, ”det kan godt være, at jeg er virkelig slem. Men jeg kan ikke selv se det. Men jeg elsker dig og jeg vil gerne i behandling, så vi kan få det bedre sammen”. Det var godt at få det sagt og det var godt at sidde der og græde sammen, fortæller Mona.
Allerede få dage efter tog Mona imod et tilbud om hjælp fra en familierådgiver. Også hendes læge var inde over.
LÆS OGSÅ: Stop dit brok: Sig fra eller gå
- Det ændrede alt for os. Klaus flyttede hjem efter nogle dage, og jeg blev efterhånden bedre til at kontrollere mig selv og forstå mine egne følelser. Men hold kæft, hvor har jeg været styg. Og det var jo ikke kun Klaus. Jeg var jo rundt til det halve af Hjørring og sige undskyld. Det var både læger, forretningsdrivende og buschauffører, der kunne få et møgfald, fortæller Mona, der med sin markante Nørrebro-accent har været i stand til at få selv den meste sindige nordjyder til at tabe kæben.
En hård start
Mona og Klaus fik da også en hård start på deres forhold dengang for over 16 år siden. Fire dage før de fødte deres første fælles barn Kasper, fik Klaus en hjerneblødning, der var ved at koste ham livet. I dag er han førtidspensionist efter et langt genoptræningsforløb. Allerede 15 måneder efter dette chok, fødte Mona deres andet barn, Nicolai, der viste sig at være hjertebarn og måtte gennem en stor operation kun tre måneder gammel.
- Jeg var jo ved at miste både min mand og mit barn. Det var hårdt og måske satte det hele sig fast i mig, så jeg til sidst fik den depression, der gjorde mig så sur, fortæller Mona.
