Kærlighed reddede mit liv

Modsætninger mødes, sød musik opstår, og i sidste ende overvinder kærligheden alt. Det er Sarah og Sten et smukt bevis på. Han er 67 år, hun er 30 – og inden de for tre år siden mødte hinanden, var deres livsforløb næsten så forskellige, som de kunne være.
Sten Johansson byder velkommen i parrets hus i den svenske by Grums. Den smukke udsigt over søen Vänern har Sten nydt, siden han købte huset for 15 år siden.
– Jeg blev skilt for mange år siden, da min datter var lille. Derefter havde jeg nogle løse forhold, men da jeg blev 50 år, besluttede jeg at bo alene. Sådan måtte det være, og det accepterede jeg, fortæller han.
Men livet og en kvinde ville noget andet.
Da Sarah mødte Sten, var hun på udgang fra det psykiatriske sygehus i Karlstad. Sten havde et galleri i byen, og kunst var Sarahs store interesse.
Venskabet mellem de to udviklede sig til kærlighed, og netop kærligheden til den meget ældre mand fik Sarah psykisk på fode igen efter mange vanskelige år.
– Jeg har haft en rodet opvækst med to forældre, der begge var tidligere stofmisbrugere. De fik fem børn, men skulle ikke have haft nogen. De magtede ikke forældrerollen, og det gik ud over os børn, siger Sarah.
De gode snakke
Sten husker tydeligt det første møde med Sarah i efteråret 2014. Hun fortalte, at hun boede hos sin lillebror, når hun ikke var indlagt på byens psykiatriske hospital.
Hun kom regelmæssigt i galleriet, og for det meste købte hun kuglepenne og lærreder – faktisk meget mere end hun havde brug for og udelukkende for at se Sten. Han evnede at lytte til hende, når de sad alene og drak kaffe, og de talte om alt mellem himmel og jord.
– Sarah fortalte om sit liv, og jeg indså, at hun havde det svært. Jeg havde levet et meget roligt liv, og i min familie havde vi ikke haft sådanne oplevelser, som var årsagen til Sarahs problemer, siger Sten Johansson.
Læs også: Ægtepar lærte hinanden at kende på fødegangen
Sarah fik tillid til den 37 år ældre mand, der gerne ville lytte til hende. Og for første gang oplevede hun, at hun kunne tale lige ud af posen til en mand, der forstod hende.
Den 25. november 2015, et år efter deres første møde, inviterede Sarah Sten på middag i sin brors lejlighed. Han takkede ja til invitationen. Det gjorde han også senere på aftenen, da Sarah spurgte, om han ville være kæreste med hende.
– Jeg er en lille mand, og Sarah er en høj pige. Jeg er gammel, hun er ung. Vi havde levet hvert vort liv, men vi elsker hinanden. Jeg er glad for, at hun kom ind i mit galleri og ind i mit liv, siger Sten.
Forsonet
Sten havde forestillet sig, at de skulle vente nogle år med at gifte sig, men Sarah ville det anderledes. For hende var der ingen tid at spilde, og en dag friede hun.
Den 25. februar 2017 blev parret gift i Karlstad, og blandt de 60 gæster var Sarahs forældre. Hun har ikke glemt barndommens vanskeligheder, men hun har tilgivet sin far og mor den barske opvækst. Hendes far blev i august ramt af kræft og døde for nylig, og under hans sygdom fik Sarah muligheden for – for en stund – at være fars datter og få en god tid med ham. Og hun er lykkelig for, at de nåede at blive forsonet. Lige nu nyder ægteparret med den store aldersforskel og vidt forskellige baggrund livet og hinanden. Og de håber, at deres historie får andre til at indse, at det aldrig er for sent at opleve kærligheden, ligegyldig hvilken alder eller livserfaring man har.
– Nogle mener, at jeg er for gammel til Sarah. Men jeg ville da være en idiot, hvis jeg ikke tog chancen. Jeg elsker Sarah for den, hun er, og ikke fordi hun er yngre end mig. Og hvem er i virkeligheden den ældste af os? Sarah har med sin livsbagage gennemgået uendeligt meget mere, end jeg har gjort i mit liv, siger Sten Johansson.