Kandis-Johnny og Gitte glæder sig helt vildt

Da Gitte Mortensen og Kandis-Johnny Hansen i september i fjor fandt ud af, at de skulle være forældre, var de enige om, at Johnnys døtre, Caroline, 15, og Cecilie, 19, som de første skulle have nyheden. Den øvrige familie og alle vennerne måtte vente nogle måneder.
Heldigvis blev søstrene ellevilde af lykke, og de vordende forældre kunne ånde lettet op. Højgravide Gitte fortæller med et smil, at hjemmeboende Caroline som den første fik besked om familieforøgelsen. Caroline blev en smule forvirret og troede, at storesøster Cecilie ventede barn, og at hun derfor skulle være moster.
- Men da det gik op for Caroline, at det var mig, der var gravid, ringede hun straks til Cecilie og bad hende komme hjem med det samme. "Du bliver vildt glad, når du hører, hvad der er sket", lød det i telefonen fra lillesøster.
Gitte Mortensen fortæller med både glæde og alvor i stemmen om den dag, da Johnnys piger fik at vide, at de skulle være storesøstre. Gittes hænder kærtegner kærligt den store, flotte mave med et drengebarn indeni, mens Johnny tydeligt stolt betragter sin kæreste og lytter.
Kærligheden mellem de to er åbenlys, og alt emmer af familieidyl og forventning i villaen i Hurup. Siden Gitte flyttede ind hos Johnny og pigerne i februar 2010, har hun udviklet et varmt og fortroligt forhold til Caroline og Cecilie.
- De og jeg ved, at jeg aldrig bliver deres mor. Men de ved, at jeg er der for dem, hvis de har brug for at snakke om noget, der er svært at tale med farmand om. Selvfølgelig har de haft svære øjeblikke, siden deres mor døde. Piger i deres alder er følsomme. Derfor var det vigtigt for Johnny og mig, at de som de første fik nyheden om min graviditet, siger Gitte.
Som mange andre unge piger drømte Gitte om at stifte familie og blive mor, inden hun fyldte 30 år. For nylig blev hun 41, og i slutningen af maj går drømmen om et barn i opfyldelse. På Thisted Sygehus skal Gitte ved kejsersnit føde sin og Johnnys søn, som de har givet kælenavnet "Bimmer".
Det er to modne mennesker i ro og balance med sig selv og hinanden og med styr på alt i tilværelsen, der ser frem til at give hinanden den ultimative kærlighedsgave, et barn. Gitte fortæller med smittende latter, at det er gået stærkt for hende de seneste par år.
Først med flytningen som singlepige på Fyn op til Johnny og hans piger i Thy, med al den presseomtale og hurlumhej, der fulgte i kølvandet på kærligheden til én af dansk underholdnings helt store kanoner.
Læs også: Christina forlod Bubber
Blomster fra ekssvigermor
Men Gitte har trods betænkelighederne dengang ikke fortrudt et øjeblik. Hendes graviditet er blevet positivt modtaget overalt. Specielt glædede det parret, da Helle Bekhøjs mor, Johnnys ekssvigermor, kom på besøg og lykønskede med en buket blomster.
Helle Bekhøj, 41, tog sit liv den 9. december 2008 og efterlod Johnny Hansen alene med parrets to små piger. Johnny Hansen har tidligere til Ude og Hjemme fortalt om sin sorg og det tomrum, hustruens død efterlod, og om den glæde, som Gitte Mortensen efterfølgende bragte ind i hans liv.
De mødtes i efteråret 2009, og efter en skiferie med pigerne i vinterferien 2010 flyttede de sammen. Kandis-Johnny er ligesom Gitte lykkelig for den kommende familieforøgelse.
- Vi venter et ægte ønskebarn, og det bliver sjovt med en dreng efter to piger. Nu kan jeg købe fodbold- og ishockeystøvler og lege med racerbane i stedet for dukker, siger 46-årige Johnny Hansen.
- Da Helle og jeg fik pigerne, boede vi i et lille rækkehus, og jeg var optaget af at starte min karriere. Nu vil jeg under helt andre omstændigheder give mig selv tid til at se min søn vokse op. Alt andet lige er det også specielt at blive far som 46-årig i stedet for midt i 20'erne. Jeg er mere afklaret, og jeg glæder mig. Da pigerne var små, tog Helle sig af deres opdragelse, mens jeg passede karrieren. Hvis jeg havde tid, kørte jeg dem til ridning og håndbold, men Helle tog det store slæb på hjemmefronten. Sådan bliver der ikke denne gang.
Gitte har haft en perfekt graviditet uden gener. I de første fire måneder holdt hun graviditeten hemmelig. Når vennerne undrede sig over, at hun ikke drak alkohol, bortset fra et enkelt glas vin ved festlige lejligheder, begrundede hun det med hovedpine eller en penicillinkur.
Læs også: Lisbeth Zornig kom ud af voldens skygge
Mor flytter ind
Gitte er nu på barselsorlov og har fundet en afløser i sin tøjforretning i Hurup. På grund af kejsersnittet må hun den første måned ikke løfte andet end sønnen. Derfor flytter hendes mor fra Bramming ind i huset i Hurup og giver en hånd med.
"Bimmers" børneværelse er ved at blive indrettet, tasken med babytøj er pakket, og alt er timet og tilrettelagt til Juniors ankomst. En enkelt ting er Gitte dog ikke tilfreds med. Gemalen har blot taget orlov fra sit musikerjob i 48 timer. Så venter endnu en fyldt sal med festglade mennesker.
- Har Johnny været på knæ for at fri? Gitte vender blikket mod Johnny. Den vordende far forsøger uden held at affærdige emnet med en kvik bemærkning om, at han først skal være sikker på, at Gitte er den rette.
Hans blik til Gitte afslører, at det er hun, og Gittes svar kommer prompte: - Mon ikke snart han får taget sig sammen, selv om det ikke altid går lige stærkt for mændene i Thy!