Kristel tog forladt dreng til sig
Ingen ville have Bo. Hans biologiske forældre fra Nordsjælland havde to raske børn og ville ikke vide af deres nyfødte søn med Downs syndrom. Knægten blev som helt lille flyttet fra institution til institution, indtil han en dag med et smil strakte sine små arme frem mod 27-årige Kristel Haavik fra Odense. Hendes hjerte smeltede på stedet, og siden har de to været uadskillelige.
I en stor, herskabelig lejlighed tæt på Odense centrum bor en taknemmelig mor med sin glade søn. Det er nu 33 år siden, at de to første gang mødtes, og kærligheden er intakt og gensidig. Bo blev det barn, som Kristel ikke selv kunne få, og han har opfyldt alle hendes drømme og forventninger. Hun tog ikke drengen til sig af medlidenhed eller medfølelse. Hun gjorde det lige så meget for sin egen skyld, og hun har intet fortrudt.
Hans biologiske forældre ville ikke vide af ham
I 1979 arbejdede Kristels daværende mand som chauffør, og kørte med handicappede fra en institution ved Otterup. Blandt de udviklingshæmmede voksne var der en enkelt lille dreng, treårige Bo. Han fik en eftermiddag lov til at komme med hjem til Kristel, kort før han skulle anbringes på en ny institution.
LÆS OGSÅ: Alenemor til to vandt over kræften
- Hans biologiske forældre ville ikke vide af ham. Dengang var en mongol nærmest et monster, som skulle gemmes bort. Min mor arbejdede med udviklingshæmmede, og jeg har altid syntes, at mongoler var søde. Jeg elskede ham fra første øjeblik, og på hans fireårs fødselsdag fik vi plejetilladelse til ham. Senere forsøgte vi at adoptere, men det fik vi nej til fra hans biologiske forældre, selv om de aldrig har haft noget med ham at gøre, siger Kristel.
Kan ikke selv få børn
- Et par år efter, at vi fik Bo, fandt jeg ud af, at jeg ikke kan få børn selv. Vi forsøgte med reagensglasmetoden, men efter tre-fire forgæves forsøg indså min mand og jeg, at vi ikke kunne blive forældre ad naturens vej. Men Bo har opfyldt alle de behov, jeg har kunnet drømme om. Han sagde mor til mig fra vores første møde, og jeg har været hans mor siden, siger Kristel.
LÆS OGSÅ: Snød døden og blev mor
- Jeg koger af raseri, når jeg hører, at nogle vil udrydde mongolisme. Forældre til disse børn aner ikke, hvad de går glip af. De tror, at deres liv går i stå, og at de ikke kan klare disse børn. Men mennesker som Bo er glade og kærlige, og kan bidrage med mange ting, som almindelige, raske ikke kan. Jeg har aldrig villet bytte Bo med noget andet barn, og han skal bo hos mig så længe, han har lyst.
Spreder altid glæde
Fra Bo var helt lille, har han lært at spise pænt og opføre sig ordentligt. Han elsker tøj og er altid klædt moderigtigt. Kristel har altid passet på, at ingen har kunnet sætte en finger på sønnen, eller haft mulighed for at drille ham. Han arbejder på et beskyttet værksted og hjælper til i en bagerforretning tæt på bopælen. Bo kræver opmærksomhed det meste af tiden, og han kan højest være alene hjemme en time eller to. Men Kristel har en stor familie og gode venner, som alle er parate til at give en hånd med, når Bo har brug for det.
Det er ikke kun Kristel, der elsker Bo. Det gør alle. Han er mongol, men ellers er han et menneske som alle andre, og ingen kan slå ham på humørbarometeret.
