Det gode liv

Kromutter og kørelærer

12. december 2008 af Redaktion
Lena Due, 42, er menneskekender, rap i replikken, og så har hun nerver af stål. Alt sammen gode egenskaber, når man som Lena har valgt en utraditionel kombination af jobs i erhvervslivet.

Om dagen er hun kørerlærer. Når skolevognen er parkeret, hopper hun som kromutter om på den anden side af bardisken på Rådhuskroen, for at servere. I snart et år har Lena været indehaver af det hyggelige værtshus i hjertet af den vestjyske havneby, og for kort tid siden fik hun licens som kørerlærer

- I begge job gælder det om at kunne aflæse de signaler, som kunderne udsender. Man skal kunne sit fag, ellers går det galt, siger Lena.

- På Rådhuskroen skal nogle stryges med hårene, mens andre skal have at vide, at man skal opføre sig ordentligt hos mig. Sådan er det også med folk, der skal lære at køre bil.

Lena Due blev hun ansat på Rådhuskroen for fem år siden, og for et år siden købte hun værtshuset.

Bent Snitgaard, 48, er indehaver af køreskolen Down Town i Esbjerg, og da Lena på et tidspunkt luftede ideen om et andet job, blev ideen til en uddannelse som kørelærer grundlagt. Bent tilbød Lena et job.

Det har Snitgaard ikke fortrudt og siger: - Lena har et godt tag på de vordende bilister. Hun er menneskekender, og det kan skyldes hendes mange år i værtshusbranchen.

Bag bardisken på Lenas værtshus hænger lykønskninger fra kunderne og sjove tegninger af Lena i rollen som kørerlærer. Det svirrer også med muntre kommentarer, når Lena Due langer pilsnere over disken.

"Er du ude på at drikke mig fuld, så jeg mister kørekortet, og må betale dig for at få det generhvervet?", er Lena blevet spurgt flere gange.

- Men selv om jeg nu også lever af folk, der skal generhverve deres kørekort, bliver der ikke lavet om på reglerne på Rådhuskroen, siger Lena.

- Hvis en kunde har fået for meget at drikke, bliver nøglerne inddraget.

[email protected]

Sponsoreret indhold