Ledte efter sin far og fandt stor italiensk familie: Det er som i en film

52-årige Sunniva beskriver sidste sommer som én lang ”knib mig i armen-oplevelse.” Sammen med sin 20-årige datter Embla rejste hun nemlig til Italien for at holde ferie med sin store familie med de italienske rødder. En familie, som hun for bare to år siden ikke anede noget om. Men denne sommer mødtes slægtninge fra nær og fjern for at være sammen og lære hinanden at kende.

– At få sådan en familie og opleve den slags samvær er jo noget, man kun ser på film. Alle snakker højlydt i munden på hinanden rundt om et velbesat langbord. Og maden er vidunderlig, hjemmelavet og enkel, siger Sunniva Borge.

Det er to år siden, hun rejste til den syditalienske landsby Roggiano Gravina for at opsøge den far, som hun aldrig havde mødt.

Sunniva er vokset op i en dejlig og tryg kernefamilie i Norge, og hun har altid været på det rene med, at hun var adopteret. Men det var først, da hun i 50-års fødselsgave fik en rejse til Italien af sin daværende mand, at hun valgte at prøve at finde frem til sin biologiske far.

Tilfældigt møde

Sunniva havde ikke andre spor at gå efter end faderens navn, Frencesco Orsino, og en mulig adresse i Roggiano. Så det var Roggiono, hun og hendes tidligere mand satte kursen mod i deres udlejningsbil en sen eftermiddag i november 2016.

Landsbyen, som ligger på anklen af den italienske støvle, er ikke ligefrem en turistby, så da parret ankom, var byens eneste bed and breakfast slet ikke åbent. Det var jo uden for sæsonen. Heldigvis valgte ejeren at slå dørene op, så de to fremmede trods alt kunne få tag over hovedet.

Det er ikke hver dag, der kommer uventet besøg så langvejsfra i Roggiano, så de to nordmænd vakte også opsigt, og lynhurtigt gik snakken.

Det viste sig, at der havde boet to mænd ved navn Frencesco Orsino i Roggiano, men de var begge døde få år forinden.

Sunniva blev først sat i kontakt med den familie, som skulle vise sig ikke at være hendes. Misforståelsen blev opklaret, mens familiens svigersøn viste hende rundt på byens kirkegård.

Klikkede med broren

Men Sunniva fik også opklaret noget andet, da hun fik øje på den anden Frencesco Orsinos grav. På gravstenen var der nemlig et fotografi af ham, og Sunniva var ikke i tvivl om, at det var hendes far.

Efterfølgende stillede folk fra landsbyen hende en lang række spørgsmål. De ville lige sikre sig, at hun var en ægte datter og ikke en halvgal eventyrer.

Sunnivas historie var selvfølgelig god nok, og de lokale kunne derfor fortælle hende, at hun havde en halvbror i Danmark, som hvert år holdt ferie med sin familie i Roggiano. Måske havde hun lyst til at snakke med ham?

Sunniva glemmer aldrig sin første telefonsamtale med sin bror, Roberto, i Danmark.

– Allerede da vi talte i telefon første gang, blev vi enige om at mødes. Midt i alt det italienske var det godt at kunne tale mit eget sprog. Vi aftalte, at jeg skulle tage til København så snart, det var muligt, siger Sunniva, som efterfølgende rejste til Danmark, hvor hun for første gang stod over for sin bror.

– Jeg boede hos ham og hans familie i flere dage. Familie, det vil sige hans kone Ditte og deres to teenagebørn. Roberto og jeg havde virkelig god kontakt med det samme. For mig var det som om, jeg havde fundet en tvillingebror.

Havde ikke travlt

I modsætning til Sunniva voksede Roberto delvist op med sin far. Hans forældre, danske Lillian og italienske Frencesco, var gift i nogle år og fik også en datter. På et tidspunkt havde hans far fortalt ham, at han skulle være forberedt på, at en norsk bror måske ville ringe på døren en dag. Den betroelse var ganske kortfattet og blev aldrig gentaget. Roberto tænkte derfor ikke meget over eventuelle søskende i Norge. Derimod vidste han, at han havde en halvsøster, Michaela, i Tyskland.

– Men tænk, at det var Sunniva, som dukkede op, siger Roberto begejstret, da han bliver ringet op for at medvirke i artiklen.

– Vi fandt tonen med det samme og oplevede en næsten intuitiv forståelse af, hvad den anden tænker og føler. Det er vel det, som kaldes ”bonding”, siger Roberto, som er forundret over, hvor glad man kan blive for et andet menneske i løbet af bare to år.

– Det er, som om hun altid har været der, som han siger.

Sunniva har selvfølgelig også altid været der. De to har bare ikke kendt til hinandens eksistens.

Under sin opvækst spekulerede Sunniva ikke så meget over, hvem hendes biologiske forældre var.

– Jeg har altid tænkt, at man som menneske er mere formet og præget af det miljø, man vokser i, end af den genetiske arv. I min barndom hørte jeg tit, at jeg lignede min mor. Vi har begge brune øjne og mørkt hår. Der var endda nogen, der sagde, at jeg lignede min adoptivbror. For mig var det helt fint, at jeg havde to mødre og to fædre, siger Sunniva, som derfor ikke havde travlt med at finde sine biologiske forældre, da hun blev 18 år.

Fandt også sin mor

Men da hun var i midten af 20’erne, drev hendes nysgerrighed hende alligevel til adoptionskontoret, som kunne lede hende videre til hendes biologiske mor.

Det viste sig, at moderen, Mona, havde været meget ung, da hun blev gravid, og derfor valgte at bortadoptere Sunniva. Senere i livet fik hun tre andre børn, og det lykkedes Sunniva at få kontakt med både sin biologiske mor og sine tre søskende. Faktisk blev hun inviteret med til flere familiebegivenheder, så hun har med jævne mellemrum set sin biologiske mor, indtil hun døde af kræft som kun 69-årig.

– Mona var en varm og generøs kvinde. På trods af, hvad hun gik igennem i teenageårene, klarede hun sig godt i livet, siger Sunniva, som med årene blev mere og mere interesseret i også at finde sin far. Hun havde fået oplyst, at han var italiener, og det gjorde ikke interessen mindre.

– Måske var det blodet, der gjorde, at jeg altid har været tiltrukket af alt, hvad der var italiensk. Spaghetti har været min livret, siden jeg var barn, og jeg har altid været betaget af italiensk design, smiler hun.

Desværre nåede Sunniva aldrig at finde sin far, mens han levede. Men hun fandt så mange andre, da hun begyndte at lede efter ham.

Denne sommer nød hun i fulde drag at sidde mellem alle sin fars mange slægtninge omkring langbordet. Nogle af dem boede stadig i Italien. Men en tante havde taget turen helt fra Australien, og en fætter fløj ind fra Philadelphia. Hele den nye familie betyder så meget for hende, at hun allerede efter sin første genforeningsrejse for to år siden har meldt sig til et italienskkursus.

– Når jeg nu har fået sådan en skøn familie, må jeg jo gøre en indsats for at tale med dem.