Lisbeth kæmper for gadebørnene

Lisbeth Johansen springer ned fra perronen og går hen over skinnerne på Howrah Station i Calcutta. Hun krydser hjemmevant en del af de 22 jernbanespor, der hver dag fører en million indere til og fra dette sydende inferno af mennesker og prustende diseltog.
Hun går uantastet gennem ammoniakdampene fra indtørrede lag af menneskelige ekskrementer og urin, der konstant river i næsen. Hun er kun fokuseret på EN ting. På dette gudsforladte sted lever de børn, som hun kæmper for at redde fra en sikker undergang.
- Bare han kommer i dag. Han er simpelthen så sød en dreng. Jeg skal have ham væk herfra. Og allerhelst i dag, lyder det håbefuldt fra Lisbeth, da hun springer over endnu et par skinner.
Otte år og forladt
Den 38-årige Hobro-pige stopper op, mens hun spejder rundt. Hun leder efter en lille dreng på otte år, der hedder Rohit.
Rundt omkring begynder folk at nærme sig. De kommer ud fra skyggerne under de stillestående togvogne. Nogle rejser sig fra små fordybninger i baneterrænet eller dukker op fra ukrudtet bag ramponerede el-skabe.
LÆS OGSÅ: 24-årige Christina arver 23 børn
Her har de ligget med deres limklude om næsen for at indånde de dampe, der får dem til at glemme alt og føle intet. Nogen af dem er små børn. De fleste er teenagere med jagede blikke og arrede kroppe efter mange år som gadebarn i dette ekstreme miljø.
Her er hver eneste dag en kamp for at overleve. Vold og misbrug er dagligdag. Og drab er ikke nogen stor begivenhed.
- Hej Auntie. Auntie!!, lyder det pludselig.
Får et kærlige kram
Lisbeth er blevet genkendt og de kalder hende Auntie (tante) af respekt. Smilene breder sig hos de børn, der nærmer sig. De tager hendes hånd. Og hun gengælder med et kram, mens de mindste får lov at komme op på armen.
LÆS OGSÅ: Maria reddede et hittebarn
Pludselig ser hun Rohit. Han kommer løbende barmavet fra perronen, hvor han har været på jagt efter de plastikflasker, han sælger for at overleve. Lisbeth vinker til ham og han kaster sig direkte op i hendes favn.
- Tag mig med til Danmark, siger han.
Han får lov at hænge lidt over hendes skuldre, inden Lisbeth fortæller ham om sin plan. Og den vil ikke bringe ham til Danmark. Men det kan give ham noget, der ligner et hjem. En ny start på livet.
Se videoen fra Ude og Hjemmes reportage nedenfor: