Lone valgte ikke at blive mor: Aberne er mine børn

Nyrerne svigtede. Lone pakkede det mest nødvendige til den lange rejse fra junglen til hospitalet i Indonesiens hovedstad Jakarta. Men da hun endelig nåede frem, kunne de ikke hjælpe hende. Ekspertisen manglede. Hun fløj videre til Australien. Først der indså hun alvoren i hendes situation: Hun kunne aldrig mere bo hos sine elskede aber på det rehabiliteringscenter i junglen, hun havde indviet 10 år tidligere.

– Jeg er begyndt at vænne mig til et andet liv nu, siger Lone Dröscher Nielsen, 51 år.

I 1993 mødte hun skovmennesket, orangutangerne, for første gang. De store dyr blev hendes livs passion. Hun forlod alt og drog på eventyr i Borneos jungle.

Her mødte hun Odom, som var opvokset i en landsby langt inde i junglen, havde læst økonomi på universitetet i Jakarta og delte hendes kærlighed til orangutangerne. De forelskede sig, og da SAS i 1996 havde nedskæringer, tog Lone imod en fratrædelsesordning, pakkede rygsækken og flyttede til Borneo.

Hun og Odom blev gift i januar året efter, og sammen gjorde de deres drøm til virkelighed: De byggede et center til de mange orangutanger, der har været i fangeskab, og dem, der var blevet hjemløse, fordi deres hjem er blevet fældet og forvandlet til industri.

Læs også: Baby klyngede sig desperat til sin mor

Ingen børn, men har skiftet mange bleer

Odom ønskede at få børn, men Lone var ikke interesseret.

– Allerede inden brylluppet sagde jeg til ham, at jeg højest sandsynligvis ikke ville have børn. Jeg tror, han måske havde en lille kim af håb alligevel, siger Lone, som stod fast på sin beslutning.

– Jeg var bange for at blive gammel og ensom med børn, der ikke ville se mig. Så hellere blive gammel og ensom uden børn, siger Lone.

Og hun har aldrig fortrudt.

– Jeg har skiftet flere bleer, givet flere sutteflasker og sovet med flere babyer end nogen anden i verden. De havde bare en langhåret pyjamas på, siger hun og husker de mange orangutang-unger, hun har holdt i sine arme.

– Der har været mange, der ikke ville give slip og skulle hives væk, siger hun og griner.

– Jeg har også lært de unge, lokale kvinder på centret om prævention og talt med dem om deres mænd. De havde for første gang nogen at tale med om det. De var nærmest også mine børn, så jeg har haft både teenagere og nogle i 20’erne, siger hun.

Lone og Odem gik fra hinanden i 2002. De er stadig gode venner, og han er stadig tilknyttet centeret i Nyaru Menteng, Borneo, hvor han bor sammen med sin nye kone og deres adopterede søn.

Læs også: Fandt mishandlet hund på bryllupsrejsen: Reddet fra den sikre død

Centeret på Borneo

Nyaru Menteng er verdens største orangutang-rehabiliteringscenter og har pt. 500 orangutanger på forskellige stadier af rehabiliteringen. Nogle er meget syge, mens andre lever i en afskærmet del af junglen, indtil de bliver helt klar til at klare sig selv.

Centeret kunne sagtens klare dobbelt så mange orangutanger, men midlerne er små. De har også redningshold, som dagligt rykker ud for at redde orangutanger – fra mennesker, for det er primært mennesker og skovbrande, der truer orangutangerne.

- Vi får rapporter om, at usædvanligt mange orangutanger har søgt tilflugt i eller omkring byer og plantager. De søger derhen på flugt fra brandene, men ofte er de ikke i sikkerhed der, da dyrene ofte opfattes som skadedyr og dræbes af beboerne, fortæller redningspersonalet på Nyaru Menteng til Red Orangutangen.

Lone bor alene

Lone var i Australien i tre måneder, da hun blev syg. Efter en lang betænkningstid og lægernes anbefaling opgav hun tanken om at vende tilbage til Bornes jungle og orangutangerne. I stedet flyttede hun til et af de smukkeste og mest skovrige områder i Storbritannien, Wales, hvor hun i 2010 købte en gammel, renoveret kostald og bosatte sig.

– Det har været meget ensomt. Jeg blev accepteret af de lokale, men de forstår ikke, hvor jeg kommer fra. Jeg havde ikke nogen at snakke med, ingen at læsse af på, heller ikke min mand, forklarer Lone.

– Det er ikke, fordi jeg omgiver mig med en masse mennesker i dag, det er bare vigtigere for mig at have åbne vidder og plads omkring mig end mennesker, siger Lone, som stadig forsøger at vænne sig til civilisationen.

– Der er alt for mange valgmuligheder i hverdagen. I supermarkedet er der 10 slags juice. Jeg har lyst til at give mig til at græde, for jeg aner ikke, hvad jeg skal vælge. Derfor går jeg i Lidl, der er ikke så mange valg siger Lone.

Hun er vant til den enkelte kost med grøntsager og ris på Borneo.

Hun har ingen kæreste og bor alene med sin hund.

– Jeg har prøvet internetdating, men hvis mændene googler mig, virker jeg pludselig for overvældende, og så hører jeg ikke mere fra dem, siger hun og griner endnu en gang. For Lone griner næsten hele tiden.

Og hun kommer aldrig til at kede sig.

– Jeg kan godt lide action. Jeg er begyndt at klatre i bjerge og køre på mountainbike, siger hun.

Lone er stadig tilknyttet projektet på Borneo, hun er rådgiver for organisationen Red Orangutangen og tager tilbage til Borneo fire gange om året i fire til seks uger ad gangen.

– Vi er i daglig kontakt. På grund af tidsforskellen arbejder jeg tidligt om morgenen og sent om aftenen. Jeg har givet et løfte til orangutangerne, og det vil jeg holde. Så længe, der er brug for at tale deres sag, bliver jeg ved, siger Lone, som oven i arbejdet også har tid til andre projekter.

– Jeg har to hektar eng ved min kostald, som jeg er ved at redde nu. Det er en gammel blomstereng, men bregner og brombær har overtaget det hele. Nu er den fyldt med klokkeblomster, siger hun med et smil.

Bogen om Lone "Kvinden med aberne" udkom i 2013, og året efter modtog hun ridderkorset for sit arbejde med orangutangerne.

Lone savner selvfølgelig sine orangutanger på Borneo, men hun besøger dem jævnligt. Senest i sommer hvor hun fik mulighed for at hilse på Valentino, en orangutang, der ankom til centeret på Valentinsdag den 14. februar i år. Han blev reddet af centerets redningshold, efter en lokal lastbilschauffør havde fundet ham forladt i nærheden af en flod.

Du kan adoptere Velentino HER.

Læs også: Fantastisk redningsaktion: Hun forlod aldrig hans side

Du kan også hjælpe

Lige nu kan Red Orangutangen bruge al den hjælp, de kan få. Du kan støtte brandslukningsarbejdet via MobilePay tlf. 22 77 29 87 eller send en SMS med teksten SKOVBRAND til 1999 og støt med 100 kr. plus alm sms takst.

For 300 kroner kan vi købe 20 meter brandslange og for 100 kroner kan vi plante to træer.

Læs mere hjælpearbejdet HER.