Maria søgte i to år: Endelig fandt jeg min søster

Maria var kun 9 måneder gammel, da hun blev adopteret fra Peru af en svensk familie. Da hun blev 16, spurgte hendes far, om hun havde lyst til at rejse til sit fædreland for at lære sine biologiske rødder at kende. Han tilbød endda at tage med.

– Men jeg var glad for mit liv, som det var, og havde intet behov for at vide noget om mine biologiske forældre, siger Maria Lilja, som bor i Sundsvall med sin kæreste Tomas og datteren Alejandra.

Først i 2006, da hun var blevet 36 år og selv havde stiftet familie, begyndte hun at mærke en længsel efter at møde sit ophav. Hun søgte derfor et stipendium fra universitetet, hvor hun læste samfundsvidenskab, som skulle finansiere et forskningsprojekt i landet og dermed muliggøre rejsen. Det lykkedes hende at få det, og i november 2009 tog hele familien afsted i tre uger.

– Jeg havde min fødselsattest, hvor der stod, hvilket hospital jeg var født på og i hvilken by. Mere havde jeg ikke at gå ud fra.

Uventet hjælp

Maria opsøgte derfor som det første hospitalet i Lima, hvor hun var kommet til verden, men det var svært at få den rette information, da hverken hun eller kæresten talte spansk. Til sidst lykkedes det dog at forklare deres ærinde.

– Personalet lovede at hjælpe os, men det kunne tage lang tid, så de bad os komme tilbage, lige inden vi skulle hjem til Sverige, fortæller Maria, der ikke turde have alt for høje forhåbninger.

I mellemtiden tog familien til byen Cusco for at se nogle seværdigheder, og dér tog tingene en uventet drejning.

– Vi sad og spiste frokost på hotellet, da vi faldt i snak med en kvinde. Elisa, som hun hedder, var advokat og hjalp barnløse par med at adoptere børn fra Peru.

Maria fortalte hende ivrigt om sin egen baggrund og sit forsøg på at finde sin familie, og det fik Elisa til at tilbyde sin hjælp. Hun boede selv i Lima, og de besluttede at mødes, når Maria atter havde været på hospitalet.

– Jeg er overbevist om, at det er skæbnen, som førte os sammen, siger Maria, der på hospitalet fik overrakt adskillige dokumenter, som hun scannede på en internetcafé og gav til Elisa ved deres næste møde. De to kvinder tog herefter afsked med hinanden, og familien Lilja rejste tilbage til Sverige.

Endelig hul igennem

Månederne gik, og Maria fortsatte sine studier uden at tænke meget over, hvad der var sket. Hun ville stadig ikke håbe på for meget.

Men seks måneder senere, i efteråret 2010, sendte hun en e-mail til Elisa og fik følgende svar: ”Jeg har ventet længe på at høre fra dig. Jeg har fundet noget, men for at kunne gå videre med sagen har jeg brug for en fuldmagt fra dig”. Det viste sig, at Marias biologiske mor havde været syg og indlagt på hospitalet – og der var masser af information om indlæggelsen. Maria sørgede straks for, at Elisa fik en fuldmagt, men først i maj 2011 tillod hospitalet, at dokumenterne kunne blive udleveret, og det krævede, at Maria selv tog til Peru.

Maria og Tomas tog afsted uden datteren, som på det tidspunkt var 5 år. De vidste, at det ville blive en meget følelsesladet rejse.

Men på hospitalet var der stadig problemer med at få udleveret dokumenterne. Den ene undskyldning afløste den anden. Til sidst fik Tomas dog nok.

– Da de forklarede os, at de ikke kunne give os dokumenterne, fordi de ikke havde en kopimaskine, sagde jeg, at jeg personligt ville tage ud og købe en til dem. Jeg nægtede at give op, når vi var kommet så langt, siger han – og så kom der endelig skub i tingene.

Spændt og nervøs

Maria fik udleveret alle dokumenter, og Elisa oversatte dem.

– Jeg opdagede, at jeg havde en søster, og vi fandt endda hendes adresse, siger Maria.

Dagen efter tog hun sammen med Tomas og Elisa til Bargos Saltos, hvor søsteren angiveligt boede.

Da de nåede frem, blev Maria og Tomas i bilen, mens Elisa gik hen til hoveddøren og bankede på.

Da døren gik op, spurgte hun efter Marias mor, men personen i døråbningen vidste intet.

– Vi var ved at miste håbet, men på vej tilbage til bilen stødte Elisa på en ældre kvinde, og pludselig lyste hendes ansigt op, og hun råbte til os ”Det er hér!”, fortæller Tomas.

Kvinden viste sig at være en kusine til Marias mor, og hun vidste også, hvor Marias søster nu boede.

– Jeg begyndte at ryste i hele kroppen og var både spændt og nervøs på samme tid, husker Maria.

Sammen med moderens kusine kørte de hen til Marias søsters nye adresse. De bankede på døren, og den åbnede forsigtigt. Dér stod hun: Marias søster Eugeniá.

En helt ny familie

Elisa fortalte, hvorfor de var der, og der blev helt stille.

– Det var, som om jeg drømte. Jeg stod over for min søster. Vi stirrede bare tavst på hinanden i flere minutter, og så pludselig rakte vi armene ud efter hinanden og krammede og græd, siger Maria.

Eugeniá, som ikke vidste, at hun havde en søster, der var bortadopteret, fik naturligvis et mindre chok, men da det havde lagt sig, var der slet ingen forbehold.

De to søstre så hinanden så meget, de kunne, i den uge, Maria og Tomas havde tilbage i landet, og da de tog afsked, lovede de hinanden højt og helligt at bevare kontakten.

Det har de også gjort.

Familien Lilja har været i Peru flere gange siden det første møde med Eugeniá. Hun har mødt Alejandra, ligesom Eugeniás børn har mødt deres svenske slægtninge.

Maria er desuden begyndt at lære spansk for bedre at kunne kommunikere med sin familie, og deres bånd bliver stærkere for hver gang, de taler sammen.

Marias biologiske mor forsvandt bare en dag. Det var inden, Maria nåede at møde hende. Hun gik hjemmefra og kom aldrig tilbage. Hvad der skete, vides ikke. Marias biologiske far mistede livet i en trafikulykke, og ham mødte hun heller aldrig.

– Mine adoptivforældre er desværre også døde, så de oplevede ikke, at jeg fandt min biologiske familie. Men jeg ved, at de oppe i himlen er glade på mine vegne. Det er så fantastisk at få en søster, og nu vil jeg bare nyde det så meget, jeg kan.