Med hund i Europa

En for alle. Alle for en. Sådan var indstillingen for Annika og Anders Hvidfeldt, da de besluttede at pakke en rygsæk og rejse gennem Europa i tre måneder med deres hund Peps.

Men før parret satte sig i toget, var der en del forberedelse forud for rejsen med en hund. Peps skulle have et EU-kæledyrspas med et bevis for, at den er id-mærket og rabiesvaccineret. Parret, der primært havde valgt Storbritannien som destination, skulle ydermere have en særlig ormekurstablet, der kun gives af en dyrlæge. Derefter havde man kun fem dage til at komme ind i Storbritannien.

Nød sin taske

Før afrejse havde de fyldt taskerne med de ting, som de regnede med at få brug for. En uåbnet pose med tørfoder med kyllingesmag, godbidder på tre kilo, tyggepinde, ekstra snore, hundeposer, madskåle, tandbørste og vigtigst af alt – yndlingslegetøjet. Annika og Anders havde kun selv plads til det mest nødvendige, men det var også præmissen for turen.

De første fem timer i toget, gik stille og roligt. Peps virkede til at nyde turen, og de havde medbragt en sammenklappelig taske, som Peps skulle ligge i, mens toget bevægede sig gennem Danmark og Tyskland. For det er et krav, at en hund skal være i en taske under togturen.

– Vi frygtede lidt, at han ikke ville ligge i den, men den blev hans trygge base, og vi endte med også at bruge den, når vi skulle med bus eller færge, fortæller Anders.

Han havde bestilt værelser i god tid på hundevenlige hoteller. På tredjedagen havde de booket sig ind på NH Atlanta Hotel i Rotterdam I Holland, og da de ankom, lå et håndskrevet brev fra personalet. ”Vi vil gerne ønske dig og din firbenede ven et fantastisk ophold,” stod der.

– Ja, man kan få tårer i øjnene for mindre, fortæller Anders, der brugte en del tid på at finde hoteller, hvor hunde var velkomne.

I løbet af ferien boede de både på lavbudget hostels, lidt dyrere bed and breakfasts og finere hoteller. Parret valgte at rejse uden for sæsonen og at undgå storbyer. Nogle gange var de kun få dage et sted, men de fleste gange opholdt de sig i længere tid samme sted, hvilket gav en afslappet rejse, der både gavnede dem og Peps.

Skaber kontakt

I næsten to uger boede de i en ombygget hyrdevogn, der var indrettet med dobbeltseng, kogeplader og sofa. Den lå i haven, der tilhørte Heb Hostel i Stornoway på øgruppen Hebriderne i Skotland. En anden gang indlogerede de sig på Sandras Hostel, der er et charmerende backpackersted i Thurso i det nordlige Skotland. Her var Peps velkommen overalt – selv i køkkenet.

– At rejse med Peps har bragt os i kontakt med lokalbefolkningen overalt, hvor vi stoppede, og det har vi aldrig tidligere oplevet, forklarer Anders.

Parret fik ofte fik kommentarer som ’Åh, hvor han er dejlig’ eller ’må jeg gerne sige hej til ham?’, når Peps trofast fulgte med dem. Ofte faldt de i snak med lokalbefolkningen, og da gravhunde ikke er så almindelige i Storbritannien, undrede mange sig over, hvilke race Peps var. Ofte blev der stillet en vandskål frem, før Anders og Annika overhovedet fik bestilt deres øl, og det var ikke sjældent, at der også faldt en godbid af.

Samme rutiner

Han sørgede også for, at de fik faste pladser på de forskellige værtshuse, og de oplevede, at de aldrig fór vild, når de havde Peps med i snor.

– Han har en fascinerende evne til at bruge sin næse og sørge for, at vi kommer tilbage til der, hvor vi bor. Det er uanset om vi er faret vild i mørke gader eller er ude at vandre på naturstier. Han kan også altid finde vores hotelværelse, selv om der er masser af døre på gangen, der ligner hinanden, forklarer Anders.

Han mener dog, at man ikke skal have det store behov for at spise på fine restauranter, da hunde ofte ikke er velkomne her. I stedet har parret oplevet, at Peps har været mere end velkommen på de mere simple spisesteder. Han har både smagt fish and chips, som han elskede, baconruller og stribevis af pølser og sort budding.

Parret har prøvet at holde fast i de samme rutiner, som han kendte hjemmefra. Morgenen startede altid ud med en tissetur, hvorefter han fik sit første måltid, og så tilbage i varmen i dynerne.

Forskellen på livet på farten og livet derhjemme er, at Peps har oplevet en masse nye ting. Han har løbet i gyldengule klitter, styrtet direkte ud i Atlanterhavets frådende bølger og været igennem en voldsom storm. Han har tæsket rundt i mudrede skotske bjerge, været tæt på nogle truende ponyer og set flere får end nogensinde før i sit unge gravhundeliv. Derudover har han skældt ud på utallige britiske hanhunde, der i de fleste tilfælde var langt større end ham.

– Det eneste Peps har protesteret imod, og det var til gengæld også højlydt, var da en mand i kilt spillede sækkepibe på gågaden midt i Inverness, Skotland. Så satte Peps sig ned og begyndte at hyle. Der er stadig grænser for, hvad en pjusket gravhund kan forlige sig med.