Min morfar var unik: Jeg savner ham hver dag

Hvis man boede i Ringe på Fyn, kunne man næsten ikke undgå at kende min morfar.

Det var ham med det lange, hvide skæg og de klare blå øjne. Ham, som altid cyklede rundt med aflagte ting og sager fra skrotpladsen i sin cykelanhænger. Ham, som talte med alle, han kendte. Og alle dem, han ikke kendte.

Jeg ved godt, nogen sagde, at han var en tosse. I skolen hørte jeg tit, hvordan de gjorde nar af ham. De kaldte ham en bænkbums. Eller alkoholiker. Og de sagde, at han aldrig gik i bad.

Det blev jeg ked af. For min morfar sad aldrig på en bænk. Han drak heller ikke. Og selv om han havde sorte hænder af at rode i containerne, så vaskede han sig skam hver dag. Men min morfar var et oplagt mobbeoffer, for han var ikke som andre. Han var noget særligt. Det var derfor, jeg elskede, når han kom og bankede på vores dør hver eftermiddag. Og det er derfor, jeg stadig savner ham så meget, at jeg en gang imellem er nødt til at riste et stykke franskbrød og spise det med puddersukker. For sådan en mad smager af tiden med ham.

Det var længe før, jeg blev født, at min morfar væltede på sin motorcykel og fik sin hjerneskade. Jeg har derfor aldrig mødt den mand, han var engang, men jeg kunne heller ikke tænke mig at møde andre end den morfar, jeg kom til at kende så godt.

Læs også: Ulykke og skilsmisse ændrede hans liv: Nu er jeg en bedre far

Sine egne regler

Oppe i hovedet var han nærmest kun et barn. Et sjovt og kærligt barn, som aldrig blev træt af at fortælle de mest platte vittigheder, og som ikke helt selv var klar over, hvor stærk han var, når han gav mig og min bror hestebid, så vi skreg og hylede.

Som lille pige gik jeg tur med min morfar i Ringe næsten hver dag. For det meste gik vi op til tankstationen og købte tobak til hans pibe.

– Er der noget, du kunne tænke dig, lille Katja, sagde han og nikkede over mod slikhylderne, selv om vi begge udmærket vidste, at min mor havde en klar regel om, at der kun var slikdag om fredagen.

Men min morfar havde sine egne regler, og selv om jeg godt kunne mærke, at han ikke var som de fleste, så har jeg aldrig følt mig så tryg, som når jeg spadserede ved siden af ham med vores lille hund Pjevsi mellem os.

Selv om der blev sagt lidt af hvert om min morfar, så tror jeg nu, de fleste værdsatte ham, og han blev gerne inviteret ind til aftensmad i fire-fem forskellige hjem næsten hver dag. Både fordi han var så sjov og umiddelbar. Men også fordi han var en klunser med et vågent blik. Så han henkastet skrot eller affald på gaden, smed han det op i cykelanhængeren og kørte det til lossepladsen eller tog det med hjem til sit værksted, hvor gammelt skrammel fik nyt liv.

På et tidspunkt blev han ligefrem inviteret op på kommunen, hvor han fik et stykke kransekage, og hvor borgmesteren trykkede ham i hånden og sagde: Tak, fordi du holder Ringe ren.

Jeg håber, jeg selv huskede at takke ham mange gange, da han kom med en ny, lilla cykel til mig, som han havde fundet på skrotpladsen og sat i stand og malet. Og da han senere kom med den lidt større knaldrøde.

Se også: Rikkes kemohuer spreder glæde: Jeg syr for en god sag

Nutella på hylderne

Min morfar elskede at give. Og han elskede også at tage på smutture til Tyskland. Hver gang kom han slæbende tilbage med store glas Nutella. Vi havde køkkenskabene fulde af Nutella. Meget mere, end vi kunne spise. Han vidste nok godt, at vi ikke manglede. Men han kunne bare så godt lide at sige ”Her. Det er til jer.”

Jeg var blevet teenager, da det begyndte at gå ned ad bakke, og min morfar måtte på plejehjem. Det var hårdt at se den høje mand i kedeldragten blive svagere. For mig hørte han til på en cykel med anhængeren fuld af skrot. Det passede ikke til ham at sidde som passager i en kørestol, som blev skubbet af en plejer.

Læs også: 18-årige Madelene passer sin handicappede søster: Jeg lærer så meget af Isabel

Snakker med alle

Den 5. maj 2007 lå jeg hjemme på sofaen med min kæreste og så fjernsyn. Det var ”Beverly Hills 90210” om de rige unges store og små problemer, men pludselig føltes min egen virkelighed så voldsom, at jeg ikke kunne holde ud at se på skærmen. Jeg var svimmel og skulle kaste op, og helt ind i maven vidste jeg godt, hvad der var sket.

– Nu er min morfar død, sagde jeg til min kæreste. Han slog mine anelser lidt hen. Hvis han var død, ville vi jo have hørt noget, beroligede han mig.

I det samme ringede telefonen.

Det var smertefuldt at miste min morfar. Den smerte mærkes stadig. Jeg er ked af, at han ikke er her mere, og jeg var især ked af, at han ikke var der, da jeg som 19-årig blev mor til min datter. Han ville have været en fantastisk oldefar.

I dag er jeg mor til to, og jeg fortæller dem tit om deres oldefar. Måske kan nogen også se lidt af ham i mig. Godt nok kan jeg hverken reparere cykler eller finde guld i en container, men jeg kan næsten ikke lade være med at stoppe op og tale med folk, jeg møder på gaden. Både dem, jeg kender. Og dem, jeg ikke kender. Jeg kan heller ikke gå gennem et supermarked uden at sludre med kassedamen, selv om jeg for længst har betalt for mine varer.

– Kom nu, siger min mand utålmodigt hver gang.

Men man har da altid tid til en lille snak. Det har en mand med langt, hvidt skæg og en cykelanhænger fuld af skrot selv lært mig.