Mødtes efter 8 års tilløb

Flyveturen fra Århus til København tog kun 20 minutter. Men det var de længste tyve minutter i Heidis 21-årige liv. Hun sad med sommerfugle i maven, uden appetit og var lige ved at dø af spænding.
Præcis den samme boblende fornemmelse, som da hun otte år tidligere, som 14-årig, begyndte at skrive til en seks år ældre mand i smug fra computerrummet i skolen. Thomas, hed han. Nu skulle hun møde ham for første gang. Hun var allerede vild med ham. Han var blevet hendes bedste ven.
- I starten skrev vi meget til hinanden, sendte hinanden fotos og talte timer i telefon. Men det var om alt mulig andet end kærlighed. Aldersforskellen var vel alt for stor, og dengang tænkte jeg ikke romantiske tanker om Thomas. Alligevel gemte jeg altid hans nummer på min telefon, hver gang jeg købte en ny, fortæller 22-årige Heidi Petersen.
Da hun trådte ud ad flyet den sommerdag sidste år og kom igennem ankomsthallen, fik hun øje på Thomas. Han var endnu pænere, end hun havde forestillet sig. En flot ung, blond mand stod med sin lille datter på to år i hånden.
Det var Caroline, som Thomas havde fået med sin ekskæreste, og som nu også skulle møde Heidi.
- Der gik ikke mere end 30 sekunder, efter vi havde sat os ind i Thomas' bil på vej til zoo, så kyssede vi. Det føltes så rigtigt, fortæller Heidi. Thomas afslører, at han allerede havde drømt om Heidi, da hun skrev til ham første gang.
- Men hun var jo alt for ung dengang. Nu tænker vi ikke over aldersforskellen, , siger 28-årige Thomas Lykkeberg.
Dengang, for otte år siden, havde Heidi kedet sig sammen med en veninde i en time på skolen. For sjov havde de fundet en datingside på internettet og havde skrevet til Thomas og nogle andre unge mænd.
Veninden havde hurtigt mistet interessen for det, men Heidi kunne ikke lade være med at skrive tilbage til Thomas. Hver dag listede hun ned i computerrummet i skolen for at se, om Thomas skulle have svaret.
Sådan startede deres venskab. I starten handlede deres beskeder mest om fodbold, film, tv. De talte aldrig om at mødes.
Læs også: Betinna er gift med Lundin
Kontakten ebbede ud
Det var måske nemmere for mig at åbne mig for en person, som var så langt væk, spekulerer Thomas. Heidi gik i skole i Århus, og Thomas var en voksen mand i lære som seljmager i København.
Deres liv var meget forskelligt. Alligevel talte de godt sammen. Som årene gik, ebbede deres kontakt lidt ud. Men de sendte altid hinanden fødselsdagshilsner, fordi de er født samme dag. Og de fulgte med i hinandens liv på Facebook.
- Vi var to forskellige steder i livet. Jeg kan huske, at jeg sendte et billede af mig selv på en rutchebane, og han sendte billeder af ham og vennerne i byen. Da jeg så, at Thomas var blevet far, tænkte jeg: Hold da op. Nu er han virkelig blevet voksen, og nu er det for sent at mødes, husker Heidi.
Læs også: Fandt kærligheden på facebook
Flyttede til København
Men forholdet mellem Thomas og hans ekskæreste varede ikke længe, og på en skiferie tre måneder efter deres brud kunne han ikke nære sig. Heidi rumsterede stadig i hans tanker, og nu betød aldersforskellen jo ikke længere noget. Han var 27 og hun 21 år.
- Han skrev bare: "Hej søde. Hvordan går det?" Og jeg vidste, at jeg bare måtte svare, fortæller Heidi, som dengang var på vej ud af et forhold til en kæreste igennem fire år.
Den ene sms tog den næste. Efter flere års pause skrev og ringede de atter til hinanden hver dag. Det stod på i flere måneder, indtil de besluttede at mødes.
Dagen med Thomas og hans datter i zoo blev den bedste dag i Heidis liv. Thomas var alt det, hun havde forestillet sig - og mere til. De kendte hinanden så godt, men kyssene var nye og gjorde dem begge pjattede og en smule angste.
Nu var der ingen vej tilbage. De var begge ramt, men Heidi havde købt en returbillet til samme dag, så Thomas måtte køre hende tilbage til lufthavnen.
- Det var forfærdeligt at forlade Thomas og Caroline efter sådan en dejlig dag. Fra den dag kom jeg og besøgte Thomas hver weekend, og vi så hinanden i alle ferier. Det var rigtig hårdt at få hverdagen til at hænge sammen. Jeg var glad for mit arbejde i en vuggestue, men jeg kunne ikke holde ud at undvære Thomas. Vi ringede sammen konstant, forklarer Heidi.
Derfor besluttede hun sig for at forlade Århus og tage til kærligheden i København. Her var Thomas i fuld sving med at bygge deres fælles hjem, og da Heidi flyttede ind i huset, var det nærmest en byggeplads.
Nu står huset færdigt. Heidi har fundet et job i en vuggestue i nærheden. Det kan godt være, at de måtte vente i otte år på at få hinanden, men det var bestemt ventetiden værd.