Mor og datter gravide samtidig

Som om det ikke er nok,at 26-årige Kim Nivrén og hendes mor, Anette Nivrén, 44, er perlevenner - nu kan de snart også blive babysittere for hinanden.
De to kvinder, som bor i Dalarna i Sverige, og som deler hinandens tøj, taler i telefon sammen adskillige gange hver eneste dag og har fælles venner, er nemlig begge gravide.
Kim er sat til at føde en lille dreng om en uge, mens Anette skal føde til marts.
Helt tilfældigt
- Det er helt tilfældigt, at vi får børn samtidig.
Først blev jeg gravid, og senere kom mor og sagde, at hun også var gravid, fortæller Kim, som i forvejen har tre døtre på et, to og seks år.
Egentlig havde Anette,som ud over Kim har to døtre på 13 og 21 år og en søn på 23, ikke tænkt sig at få flere børn.
Men så mødte hun Gerry, som er 14 år yngre end hende, og så gik det, som det gik.
- Jeg troede faktisk slet ikke, jeg var i stand til at blive gravid igen.
Det kom som en overraskelse, siger den vordende mor og bedstemor med et smil.
Hinandens bedste venner
De to kvinder har altid fulgtes ad og været tæt forbundet i livet - ikke kun fordi de er i familie med hinanden.
Begge brænder de for kunst, teater og dans, og begge elsker de at male og sætte gamle møbler i stand.
Nu glæder de sig til at gå på barsel sammen.
- Det føles slet ikke mærkeligt, bare sjovt. Vi kan jo babysitte for hinanden, siger Kim.
- Og jeg, som venter en pige, kan jo låne pigetøj af Kim, lyder der fra Anette.
Flere børn
På et enkelt punkt er der dog stor forskel på de to svenske kvinder.
Det mærker man straks, hvis man spørger dem, om de skal have flere børn.
- Absolut. Men måske ikke lige nu. Både min mand og jeg vil gerne have en stor familie, siger Kim. Hendes gravide mor ryster derimod på hovedet.
- Nej, det sætter min alder vist også en stopper for.
Risikoen for at noget går galt bliver kun større med alderen, og det ville ikke være fair mod mine andre børn, kommer det fra Anette.
Hun og Kim planlægger nu at uddanne sig til malere sammen. På den måde kan parløbet mor og datter imellem fortsætte også i arbejdslivet.
- Det er skønt at have en plan, og dejligt at vi er sammen om det, lyder det fra de to vordende mødre i Sverige.
Læs også...
To ulykker og en baby