Det gode liv

Mor til 15-årig gravid datter: Hun ville have barnet

28. september 2019 Af Per-Ola Ohlsson. Dansk bearbejdelse: Karin Heurlin. Foto: Kai Rehn og privat
Mathilda gik i 9. klasse, da hun fortalte sin mor, at hun var gravid. Hun ville have barnet, hvilket betød, at tilværelsen ændrede sig fuldstændig for både mor og datter. Men ingen af dem er i tvivl om, at Charlie er det bedste, der er sket i familien.
Mor til 15-årig gravid datter: Hun ville have barnet

Det var Lotta Söderberg, der købte graviditetstesten med hjem. Hende, der instruerede sin 15-årige datter i at bruge den. Og hende, der forklarede, at hvis der kun var en enkelt streg på testen, var det godt. Hvis der var to, var det noget rigtigt skidt.

Læs også: Mor støtter mig

To streger

Som sundhedsplejerske var Lotta vant til at undervise unge piger i prævention, og hvilke muligheder der er med uønskede graviditeter. Men nu foregik undervisningen pludselig i hendes eget hjem foran hendes egen datter Mathilda.

Den dag forestillede Lotta Söderberg, der bor lidt uden for svenske Borås, sig nu ikke, at der ville være mere end en enkelt streg på graviditetstesten. Det kunne godt være, at Mathilda havde været mere træt end normalt, og at hendes menstruation var forsinket. Men det måtte være falsk alarm. Faktisk var Lotta så sikker på det, at hun tog til træning, mens datteren tog testen.

Men Lotta nåede ikke langt. Hun sad stadig i bilen, da hun blev ringet op. Og beskeden var ikke til at tage fejl af: Der var to streger på testen. Hendes datter var gravid.

– Vi skal nok løse det her. Ta’ det roligt, så taler vi om det, når jeg kommer hjem, sagde Lotta og vendte bilen.

En klar beslutning

Hjemme sad en noget chokeret Mathilda med den positive graviditetstest.

– Jeg fik nærmest et lille chok, da jeg så de to streger. Tusind tanker hvirvlede rundt i mit hoved, husker Mathilda.

De tusinde tanker blev dog hurtigt kogt ned til én klar beslutning. Allerede samme aften blev Lotta og Mathilda enige om, at datteren skulle have en abort.

– Det var klart, at jeg ikke kunne få et barn, når jeg var så ung. Hvordan skulle jeg klare skole, job og hele fremtiden, hvis jeg var mor? siger Mathilda, som i begyndelsen var så flov over sin graviditet, at hun for eksempel ikke turde ringe til sin far og fortælle om den. Så det gjorde Lotta.

Læs også: Kristina blev gravid som 13-årig

Et kommende lille menneske

Mor og datter har i det hele taget været ekstremt tætte, siden Mathilda så de to streger på graviditetstesten. De havde godt nok altid haft et nært forhold, men det var, som om situationen førte dem endnu tættere sammen.

Det var også Lotta, som ringede og bookede en tid til en abort. Ingen var på det tidspunkt i tvivl om, at det var det rigtige at gøre. Det var så rigtigt, at det var vigtigere end den nationale test, som Mathilda skulle have i skolen netop den dag.

Men da teenageren lagde sig på briksen, og lægen scannede hende, skete noget uventet. Mathilda fik øje på den lille prik på skærmen. Den, som kunne udvikle sig til et lille menneske.

Læs også: Jeg turde ikke sige, at jeg var gravid

Ny beslutning

Prikken ramte noget i Mathildas hjerte, og da hun rejste sig igen, havde hun taget en ny beslutning. Hun ville beholde barnet.

– Jeg var helt sikker på, at jeg ikke ville have en abort, men jeg var selvfølgelig bange for alle konsekvenserne, siger Mathilda, som lige skulle samle mod et par dage, inden hun fortalte sin mor om sin nye beslutning.

Lotta var totalt rolig, da hun fik beskeden.

– På arbejdet har jeg mødt andre unge i Matildas situation, og de løser det altid på en eller anden måde. Desuden havde Matilda altid været en ansvarlig ung pige. Klog og moden for sin alder, så jeg sagde, at hvis det var det, hun ønskede, skulle vi nok løse det.

Målrettet mormor

Da Lotta med ro og overskud i stemmen havde givet sin datter sin opbakning, gik hun en tur med hunden.

Og så kom tårerne. Hendes datter havde trods alt lige taget en beslutning, som ville ændre hendes liv. Men Lotta fik tørret tårerne væk, efter hun havde ringet til en kollega, som var blevet mor meget ung.

Den samtale var så forløsende, at Lotta bagefter gik målrettet hjem, klar til at hjælpe Mathilda i hendes nye rolle som ung mor.

Læs også: Mor er 12 år - far er 13 år

17-årig far

Det er snart otte år siden, at Mathilda blev mor til en velskabt søn, og Lotta har været en uundværlig støtte hele vejen.

– Min mor har været utrolig vigtig. Jeg havde jo ingen andre at spørge om, hvad der skete med mig under graviditeten og i de første år med Charlie, siger Mathilda, som var alenemor med sønnen fra begyndelsen.

Godt nok havde hun været sammen med sin kæreste et par år, da hun blev gravid, men deres forhold sluttede inden fødslen. Det forstår hun godt, når hun ser tilbage i dag.

– Han var kun 17 år, da han fik at vide, at han skulle være far. Det var hårdt for ham. Men i dag har vi en fantastisk relation, og Charlie bor hos ham hver anden uge.

Bevidst om sin rolle

Der kan ske meget på otte år. Det gjorde der også i Mathildas liv, efter hun blev mor.

I begyndelsen boede hun hjemme hos sin mor og morens kæreste, som byggede deres lejlighed om til to lejligheder. På den måde kunne mor og datter på én gang være tæt og samtidig leve hver deres liv.

Lotta har nemlig hele tiden været bevidst om sin egen rolle. Hun skulle hjælpe sin datter alt det, hun kunne. Men hun skulle være mormor. Og ikke mor.

– Matilda havde hovedansvaret som Charlies mor, som hun siger.

Læs også: Sex- og samlivsbrevkassen: Teenager og gravid

Drømmer om studie

Og Mathilda har taget ansvaret på sig. Efter sin barsel begyndte hun i gymnasiet, og for at få økonomien til at hænge sammen arbejdede hun efter skole. De seneste år har hun arbejdet fuld tid, og de uger, hvor Charlie er hos sin far, tager hun ekstra arbejde.

Hun har et klart mål:

– Jeg vil gerne spare op, så jeg engang kan begynde at studere, siger Mathilda, som også drømmer om at få børn med sin nye kæreste Jezper. Han har allerede vist, at han er en virkelig god papfar for Charlie i det år, de tre har boet sammen.

Har aldrig fortrudt

Når Mathilda ser tilbage, har hun aldrig fortrudt, at hun blev mor så tidligt.

– Charlie er det bedste, der er sket. Han er verdens fineste og sødeste dreng, siger hun, og 55-årige Lotta kunne ikke være mere enig.

– I begyndelsen troede folk, at Matilda ville ødelægge sit liv ved at blive mor så ung, men når de møder hende og Charlie i dag, ser de, hvor godt det har været. Og Charlie har en evne til at få alle til at holde af ham, smiler hun.

Læs også: Dennis Knudsen: Jeg havde opgivet at blive far

Sponsoreret indhold