Nadja blev mor trods kemo: Noor er et mirakel
Lymfekræft, sagde lægen. Nadjas mor skreg ”nej, nej”, da hun hørte det. Både hendes søster og veninde var døde af kræft.
– Jeg er et positivt menneske og sagde til mig selv, at det her klarer jeg. Men jeg var ikke blind for virkeligheden. Jeg kunne faktisk dø!
I lang tid havde Nadja Casadei været plaget af mavesmerter, der kom og gik. En undersøgelse viste, at hun havde kræft i lymfeknuderne. Hun var chokeret, for hun havde det jo egentlig fint.
Kræften spredte sig ikke, så hverken operation eller stråling var nødvendig, men hun skulle have kemoterapi, og risikoen for, at hun aldrig kunne blive gravid, var stor, så hun kunne få taget æg ud og fryse dem ned.
Nadja takkede nej, og hun var sikker på sin beslutning, selv om hun kun var 29 år.
Læs også: Henriette blev gravid trods sterilisation
– Jeg var fast besluttet på, at jeg aldrig skulle have børn, selv om jeg kommer fra en stor familie med syv søskende. Min daværende kæreste var 20 år ældre end mig og havde allerede fire børn, og mit fokus var min atletikkarriere. Og tanken om at skulle tage ansvar for et lille barn, et nyt liv, var skræmmende. Det føltes ikke, som om jeg var den rigtige person til det. Jeg ville bare blive rask og vende tilbage til atletik, siger Nadja, som dengang i 2013 lige havde skadet akillessenen og dermed måtte vinke farvel til drømmen om VM i Moskva i syvkamp.
Dødsangst
Det er nu syv år siden, og imod alle odds sidder 36-årige Nadja nu med sin nyfødte datter i armene. Faren er hendes kæreste, 28-årige Marcus Nilsson, som også er atlet.
– Noor er det bedste, der er sket for mig. Jeg er så glad for, at trods min forkerte beslutning fik jeg dette lille liv at tage mig af, siger Nadja og kysser sin datter på panden.
Noor er et lille mirakel, der har givet Nadjas liv en ny dimension efter alt, hvad hun har været igennem.
Læs også: Mor efter 13 mislykkede forsøg: Endelig kom Eline
Kemoterapien var en otte måneder lang og nervepirrende rejse, hvor hun mistede sit hår og havde svært ved at genkende sig. På ren viljekraft trænede hun som sædvanligt, det var terapi for sindet, for hun var bange.
– Om natten kom dødsangsten. ”Lad mig leve lidt, jeg vil ikke dø,” bad jeg. Når jeg vågnede om morgenen, var jeg glad for, at jeg stadig var i live. Jeg lærte én ting: Du føler dig aldrig så levende, som når du ved, at du kan dø!
En ny start
Kemoen drev kræften på flugt. Nu ville Nadja bare tilbage som elite-atlet. Forholdet til den ældre kæreste sluttede, og hun havde brug for en ny start. Hun kontaktede en ny træner og kom i træningsgruppe med Marcus Nilsson.
– Jeg havde set Marcus flere år før til en konkurrence og havde fortalt de andre, at denne fyr er et rigtigt talent. Men jeg troede ikke, det var ham, jeg ville få børn med, griner Nadja.
Læs også: Kræftramte Mie om sin bog: Carl skal kende min historie
For tre år siden blev de naboer og trænede også sammen.
Nadja tager Marcus’ hånd.
– Jeg faldt straks for ham, fordi han er så almindelig og enkel og på samme tid intelligent og tankevækkende. Jeg følte mig tryg med ham. Vores kærlighed føles så ægte, siger hun, og Marcus nikker.
Ville have børn
Et besøg hos en af Marcus’ venner, som har en lille datter, ændrede Nadjas liv. Den lille pige stillede Marcus spørgsmålet: ”Vil du have børn med Nadja?”
Marcus blev lidt stille, men svarede: ”Ja, det tror jeg.”
Svaret overraskede Nadja lige så meget, som spørgsmålet overraskede Marcus. Han ønskede sig et barn, men kunne hun give ham det?
– Åh, hvor var jeg ked af, at jeg havde sagt nej til nedfrysning af æg. Hvor var jeg dum.
Nadjas biologiske ur var også begyndt at tikke, hun nærmede sig 40, og tiden var knap.
– Vi kunne ikke gøre andet end at forsøge, siger hun.
Endelig gravid
Efter fire måneder stod Nadja med et kæmpe smil og en positiv graviditetstest.
– Det føltes, som om mit hjerte stoppede. Jeg blev ramt af to følelser. Jeg var vildt glad for at være gravid, men ansvarsdelen gjorde mig mere afdæmpet. Kunne jeg håndtere ansvaret for et nyt liv? Hele dagen gik jeg rundt og skiftevis græd og grinede. Jeg ville bare have Marcus til at komme hjem, så jeg kunne fortælle det.
– Du er gravid. Hvad? Skal vi have to-tre børn? var hans første kommentar.
Læs også: Betinas søn blev fundet i Odense Å
Bekymringerne om moderrollen forsvandt og blev afløst af frygt for at abortere. Frygten var ubegrundet, og i november fødte hun en sund og rask lille pige, samme dag som de flyttede ind i deres nye hus i Alvesta i Småland i Sverige.
– Under fødslen havde jeg frygtelige smerter og fortalte mig selv, at jeg aldrig ville gøre det igen. Men da lille Noor lå der på brystet, syntes jeg, at det var det sejeste, jeg nogen sinde havde gjort, og jeg har bestemt lyst til at gøre det igen, siger Nadja og nusser sin lille datter på hovedet.
– Efter alt, hvad jeg har været igennem, er jeg glad for, at jeg fik denne chance, siger hun.
