Det gode liv

Netdating: Jeg mistede troen på ægte kærlighed

11. december 2017 af Karin Heurlin, Foto: Gregers overvad
Da Eva blev single for to år siden, oprettede hun en profil på en netdating-side for at møde en ny kæreste. Men selv om udbuddet var enormt, mistede hun mere og mere modet, for det, hun oplevede, havde ikke meget med kærlighed at gøre.
netdating

Da pædagogen Eva Rønning blev single for godt to år siden, fik hun sig lidt af et chok. Spillereglerne var nemlig fuldstændig forandrede, siden hun som helt ung sidst var single. Dengang hun kunne gå og drømme om ham, hun havde set nede på grillen. Og dengang, hun højest skrev lidt med en fyr på nettet, når det hakkende modem ellers tillod det.

Men sådan foregik det ikke længere.

Eva indså hurtigt, at hvis man i dag leder efter en kæreste, så gør de fleste det med hurtige ryk med tommelfingeren på mobiltelefonen, hvor man hele tiden kan bladre videre til den næste.

Som single behøver man ikke engang at tage sko på og gå ud ad døren for at møde en ny. For det hele er på nettet. Men selv om singlelivet er blevet langt mere mageligt og udvalget langt større, så følte Eva bestemt ikke, at det gjorde det lettere at finde kærligheden. Tværtimod.

Faktisk oplevede den 34-årige kvinde fra Helsinge, at hun undervejs var ved at miste modet, for de nye spilleregler passede slet ikke til hende.

Læs også: Netdating - Her kan du søge efter kærligheden

Netdating = Ensomme singler

Men Eva vil gerne stå ved sine følelser. Også dem, som andre helst pakker væk. Hun synes, det er ensomt at være single. Ensomt at sidde søndag aften uden én at dele sofaen med. Og ensomt at gå til bryllupper, middage og konfirmationer helt alene.

– Familie og veninder betyder rigtig meget for mig, men det er altså ikke det samme som en kæreste. For mig har det altid været meningen med livet at have en mand at være sammen med. En mand, som forstår mig og får mig til at få en indre ro.

At finde netop den mand har været lidt af en udfordring, selv om udbuddet har været enormt på de forskellige datingsider.

Hvis det stod til Eva, ville hun faktisk helst finde ham på den gammeldags måde. Altså ude i virkeligheden. Men selv i byen følte hun, at dating-app’erne kom i vejen.

– Når jeg gik i byen, sad alle jo og kiggede ned i deres telefoner. Jeg har tit tænkt: Så læg dog den telefon væk og se på hende, der sidder lige ved siden af dig. Alle glor ned i deres telefoner hele tiden. Forleden så jeg en 16-årig fyr komme gående med en hund, og det slog mig med det samme, at han ikke havde en mobil i hånden. Tænk, at det er så sjældent, at man lægger mærke til det.

Likes til undertøj

I bestræbelserne på at genfinde kærligheden satte Eva sig foran computeren og oprettede en profil på en datingside, selv om hun i virkeligheden langt hellere ville sidde i en sofa og kigge en mand direkte i øjnene.

– Jeg synes faktisk, det er usselt at sidde en lørdag aften og lægge et nyt billede op af mig selv. I virkeligheden ville jeg jo bare gerne have en kop kaffe og et kram.

Hun behøvede ikke kigge længe på datingsiderne for at finde ud af, hvilke billeder der gav flest likes fra fyrene.

– Hvis jeg lagde et billede af mit ansigt op, fik jeg måske 40 likes. Men hvis en pige lagde et billede op af sig selv i undertøj, fik hun måske 400. Selv om jeg er voksen, begyndte jeg at tænke: Måske skulle jeg vise mine bryster lidt mere på næste billede, siger Eva, som dog føler, at hun hele tiden har holdt fast i sig selv. Men hun har gang på gang været så frustreret, at hun i perioder helt var ved at miste troen på den ægte kærlighed.

Ægthed er der nemlig ikke for meget af på datingsiderne i hendes øjne. I hvert fald ikke når hun ser billeder af piger med falske øjenvipper, maven suget helt ind til rygraden og et tykt filter til at bortretouchere enhver rynke eller pigmentfejl. Fyrene er ikke meget bedre, når det handler om at stå ved sig selv.

– Jeg har mødtes med mænd, der var mindst 10 år ældre og 10 kilo tykkere end på deres billeder. Jeg forstår selvfølgelig godt, hvorfor de gør det, og jeg kan også få medlidenhed med dem. Men det er jo forkert. Man skal ikke love noget, man ikke kan holde, sukker Eva.

Umoderne følelser

Når hun mødte en ny mand, var det nemlig, som om det kun handlede om én ting. Og det var ikke et fast parforhold.

– Det er som om, kærlighed er gået lidt af mode. På et tidspunkt så jeg en fyr, som jeg var rigtig glad for. Han var også glad for mig, og så gjorde han det pludselig forbi. ”Jeg kan mærke, jeg er ved at få følelser for dig,” sagde han som begrundelse. Det var helt sort for mig. Er det nu noget dårligt at få følelser for hinanden?

De mange skuffelser satte sig så dybt i Eva, at hun til sidst ikke havde flere positive forventninger tilbage. Overhovedet.

Men som det er så tit med kærligheden, så kommer den, når man mindst venter den.

For et halvt år siden dukkede der i hvert fald en otte år yngre fyr op på en datingside. En fyr, som ikke bare ville have billeder med kavalergang og hurtige bekendtskaber.

Selv troede Eva nærmest ikke på, at hun skulle støde ind i en mand, som var så ægte, at han hentede hende bare for at køre ud af en landevej med små ”kilde-bump.” En mand, som tog hende med hen til vaskehallen, så de kunne sidde sammen og kigge på de store børster, der rullede hen over forruden.

Sponsoreret indhold