Østersø flyttede ind i nr. 13 og fik sorgen tæt på

12. januar 2016 Fortalt til Karin Heurlin. Foto: Morten Mejnecke, Jacob Ljørring og privat

Clairvoyanten del 9. Dødens tal – og livets. Selv er Anne-Marie ikke i tvivl om, at 13-tallet over døren til hendes nye hjem fik en kæmpe betydning. Her oplevede hun et stort tab. Dengang havde hun svært ved at håndtere døden og smilede mærkeligt gennem hele begravelsen. Men i sorgen lærte hun, at man godt kan få et kærligt strøg over kinden af en afdød.

Da jeg var 27 år, flyttede jeg ind i Søvang Alle nummer 13 i Kastrup. Tallet 13 symboliserer døden. Men det symboliserer også livet. Begge dele kom til at gælde for mig, mens jeg boede i den lejlighed.

Som barn voksede jeg op 900 meter derfra, og i den første halvdel af min barndom forgudede jeg min far. Det var ham, som tog mig med i skoven, i cirkus og til Fremad Amagers hjemmekampe, hvor jeg fik en is og han en øl, hver gang de scorede.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Da jeg blev ældre, ændrede vores forhold sig. Jeg begyndte at gå imod ham. Særligt var jeg efter ham, når han talte hårdt til min mor, for jeg hadede, når han kommanderede med hende, selv om det i virkeligheden nok bare var deres omgangstone. Jeg var helt sikkert også en strid teenager, så vi havde vores kampe.

Men uanset hvordan vores forhold så ud udefra, har jeg altid elsket ham. Og jeg har altid ønsket at få hans anerkendelse, selv når jeg råbte allerhøjest af ham.

Sådan har de fleste det nok med deres forældre hele livet. Bevist eller ubevidst higer man efter sine forældres anerkendelse.

Anne-Marie havde svært ved at håndtere døden, da den kom tæt på hendes eget liv.

Min mor har altid bakket mig op og troet ubetinget på mig, uanset hvor dumme beslutninger jeg har taget. Selv da jeg åbnede min videoforretning, kautionerede hun 100.000 kroner for mit lån.

Min fars anerkendelse måtte jeg knokle mere for. Der var i hvert fald et sted, hvor jeg ikke fik hans bifald: Han troede ikke på det clairvoyante, og han ønskede da slet ikke, at hans datter skulle være spåkone.

Derfor talte jeg aldrig med ham om mine oplevelser som clairvoyant. Faktisk holdt jeg ikke kun mig selv tilbage fra at tale om det, jeg tror også ubevidst, jeg holdt mig selv tilbage fra at gøre det til min levevej. I stedet havde jeg forskellige job, som min far kunne forstå. Jeg var også glad for at gå på arbejde, særligt da jeg begyndte i en børnehave, men det var det clairvoyante, der trak mest, og det endte også med, at jeg spåede mange af forældrene i børnehaven.

Jeg kunne mærke, at jeg blev bedre og bedre til at se det rigtige, når jeg spåede. Men mit eget liv kunne jeg som sagt ikke forudse. Der var dog en enkelt fornemmelse om min egen familie, som havde fulgt mig, siden jeg var i starten af 20’erne. Min far var en stærk og pligtopfyldende mand, som aldrig peb over noget. Alligevel havde jeg en klar og skræmmende følelse af, at han ville dø tidligt.

LÆS OGSÅ: Skolepige begik selvmord ved en fejl – ville skræmme forældre

I slutningen af 1990 lagde jeg mærke til, at min far skrantede. Min mor havde bemærket det samme og var frustreret over, at han altid bare stod op og gik på arbejde, selv om han tydeligvis burde lægge vejen forbi lægen i stedte for. Men min far nægtede at gå til lægen. Han var en af den slags mænd.

Juleaften forsøgte han at mande sig op, og jeg forsøgte at komme i julehumør i stedet for at bekymre mig om hans helbred. Vi havde da også en hyggelig aften med alt, hvad der hører julen til. Men da jeg efterfølgende kiggede på billederne fra juleaften, kunne jeg ikke holde min bekymring nede. Min far var helt grå i ansigtet.

Midt i januar ringede min mor. Det var der ikke noget mærkeligt i, for vi har altid talt sammen mindst en gang om dagen. Men denne samtale var anderledes. Jeg kunne med det samme høre på hendes stemme, at noget var helt galt.

– Far er blevet indlagt, sagde hun, og i det øjeblik kunne jeg mærke en klump i halsen af frygt. I fem år havde jeg haft fornemmelsen af, at jeg ville miste min far tidligt. Var det allerede nu, han skulle dø? Han var kun 57 år.

Da jeg havde lagt røret, tog jeg en taxa ind til hospitalet, og jo nærmere jeg kom, des mere frygtede jeg for min fars liv. Godt nok anede jeg ikke, hvad han fejlede. Jeg vidste bare, at han havde været hjemme fra arbejde, da mine forældres overbo var kommet ned for at se til ham. Overboen var sygeplejerske, og hun behøvede ikke kigge længe på ham, før hun ringede 112. På det tidspunkt var han ved at falde ud af bevidsthed, og han havde en lav legemstemperatur, så han blev kørt til Amager Hospital med fuld udrykning.

Det viste sig, at hans ene nyre var stået af, og han skulle derfor i dialyse på Herlev Hospital.

– Han skal nok klare den, fik min mor og jeg at vide af lægen. Selv troede han også på det, selv om han lå i en hospitalsseng med slanger overalt.

Han elskede sine ferier på Rhodos, og han gik mest op i, om han kunne komme i dialyse på den græske ferieø.

I nummer 13 oplevede Anne-Marie sit livs største tab.

Far svandt ind

Helt så optimistisk var jeg ikke. Når jeg stod og kiggede på den blinkede hjertemonitor ved hans seng, havde jeg en dårlig fornemmelse. Det havde jeg også, når jeg hver dag betragtede min far i de kommende uger, hvor han svandt mere og mere ind.

Det var næsten ubærligt at se sin stærke far sådan, og jeg tror også, han selv havde svært ved at acceptere sin rolle som svag patient. Det var nok derfor, han frabad sig at få besøg af venner og bekendte. De skulle ikke se ham ligge tynd og træt i det hvide hospitalstøj. Enkelte venner trodsede dog hans forbud og mødte op på hospitalet alligevel. Selv om det ikke var hans ønske, tror jeg nu, det varmede ham.

Min far var stadig i live efter halvanden måned på hospitalet, men jeg havde en klar følelse af, at det snart ville gå den forkerte vej. Når jeg hver dag mødte op på hospitalet, frygtede jeg at finde ham død på stuen.

Jeg vidste, at jeg snart skulle miste min far, og at min mor snart ville miste sin store kærlighed. Derfor opfordrede jeg hende en dag til at skrive et brev til ham, hvor hun takkede ham for alle de ting, de havde oplevet sammen. Min mor skrev og skrev. Det blev et langt brev, for de havde haft så meget sammen. Selv skrev jeg ikke en linje. Det fortryder jeg i dag, men jeg kunne ikke. Jeg havde svært ved at håndtere døden, selv om jeg vidste, at den lå og lurede lige foran mig.

En dag havde jeg en ekstremt dårlig fornemmelse, da jeg kørte op i elevatoren til min far. Da jeg kom ind til ham, lå han og kiggede ind i væggen. Jeg samlede al min optimisme og gik ind i hans synsretning med mit største smil.

LÆS OGSÅ: Passede sin alkoholiserede og døende mor: Jeg følte skyld

– Hej far, sagde jeg friskt.

Min far drejede bare hovedet, så han kiggede i den anden retning.

Med raske skridt gik jeg over på den anden side.

– Hej far, sagde jeg endnu mere friskt.

Igen drejede han hovedet.

Anne-Maries forældre var et festligt par på Amager. Tidligt havde Anne-Marie dog en uhyggelig fornemmelse af, at hendes far ville dø tidligt.

I dag er jeg sikker på, at min far ikke længere ønskede, at jeg skulle se ham sådan. Han var meget syg. Det viste sig, han havde fået et blødende mavesår, så han skulle opereres, og efterfølgende var lægens besked ikke til at tage fejl af.

– Hvis han kommer i dialyse, dør han af det. Hvis han ikke gør, dør han også.

Min far var dødende. Og ingen kunne sætte dage eller uger på, hvor længe vi fik lov til at beholde ham.

I den sidste tid sov jeg hjemme hos min mor hver nat. Vi havde brug for at rykke sammen, mens vi ventede på det, som vi ikke sagde højt. Vores hverdag fortsatte på en uvirkelig måde. Min mor gjorde rent på et hotel tidligt om morgenen, og jeg tog på arbejde i børnehaven.

En morgen klokken seks ringede telefonen, lige inden jeg skulle stå op. Min mor var allerede taget på arbejde, så jeg tog røret. Det var en sygeplejerske, som gav mig den besked, som jeg frygtede mest.

– Din far er sovet ind.

Når jeg spår mennesker, er jeg ofte tæt på døden. Jeg giver mine klienter beskeder fra afdøde eller hjælper dem videre efter store tab. Men da jeg mistede min far, havde jeg brug for at holde døden ud i strakt arm. Jeg turde ikke nærme mig den, og jeg turde derfor heller ikke selv ringe til min mors arbejde og give hende beskeden.

– Vil du ikke ringe til min mor? bad jeg sygeplejersken.

Senere samme morgen sad min mor og jeg ved siden af hinanden i en bil på vej ind til hospitalet til min døde far. Under den køretur havde jeg tusind tanker. Min største bekymring handelede om min mor. Hvordan ville hun klare det her?

Men selv om jeg havde set en skrøbelig side af min mor gennem min barndom, oplevede jeg nu en stærk kvinde. Hun var afklaret og holdt ryggen rank og hovedet højt. Da vi stod i døråbningen til min fars stue, kunne vi se ham ligge fint i sengen, og der var lagt påskeliljer på hans bryst.

Min mor gik helt naturligt hen til ham. Selv var jeg forstenet i døråbningen. Jeg turde ikke nærme mig, og jeg havde hele tiden en skræmmende tanke: Kunne jeg have gjort noget, så han var her endnu? Jeg havde jo hele tiden vidst, at han ville dø tidligt.

LÆS OGSÅ: Tæt på at sulte ihjel. Nu hylder hun kroppen

Holdt facaden

Jeg havde svært ved at håndtere døden. Inden begravelsen øvede jeg mig i en højst besynderlig ting: Jeg stod foran spejlet og øvede mig i at smile. Jeg var meget opsat på, at ingen skulle se mig bryde sammen.

Til begravelsen sad jeg derfor på første række og smilede til præsten. Det må have set underligt ud. Men af en eller anden grund var det vigtigt for mig at fremstå stærk over for alle de mange mennesker, som fyldte kirken.

Jeg smilede også, da jeg gik ned gennem kirken. Det var først udenfor, at en sprække åbnede sig, og jeg mistede kontrollen. Ude i menneskemængden fik jeg pludselig øje på en tidligere veninde. Vores veje var gået i hver sin retning, så vi havde ikke set hinanden længe. Men jeg havde aldrig glemt hende, og da hun stod over for mig, kunne jeg mærke tårerne. Noget ved hende prikkede til mig.

Mens min far levede, sagde han altid drillende til mig og min mor: Når jeg dør, rejser I garanteret på ferie og tager ud og shopper.

Han fik ret. Kort efter hans død valgte min mor og jeg at tage til Mallorca for at samle kræfter igen.

Det blev selvfølgelig en følelsesladet ferie, men det blev også en dejlig ferie, hvor vi hyggede os i hinandens selskab.

En aften gik vi sammen på bar, og en nydelig tysk herre på min mors alder nærmede sig vores bord. Jeg fik hurtigt indtryk af, at han var interesseret i min mor, og smart nok spurgte han også mig: – Hvor er din far?

Når man ikke er vant til at sige, at ens far er død, er det et svært spørgsmål at svare på, men jeg fik alligevel sagt ordene højt.

– Min far er død.

Jeg kunne se, at mit svar ramte ham, og pludselig lænede han sig frem og aede mig på kinden.

– Det er synd for dig, sagde han. Mens jeg mærkede hans hånd på min kind, slog det mig, at min far aldrig havde gjort sådan. Han havde aldrig aet mig på kinden.

Som barn elskede Anne-Marie, når hendes far tog hende med til Fremad-Amagers hjemmekampe.

Et kærligt strøg

Kort efter tog vi afsked med tyskeren og vendte tilbage på hotellet. Jeg var træt og faldt hurtigt i søvn. Men jeg sov ikke helt til næste morgen. Midt om natten slog jeg øjnene op, for jeg mærkede, at der var en, der strøg mig over kinden. Det var så tydeligt og klart, at jeg blev lysvågen og vækkede min mor.

Da jeg fortalte hende om kærtegnet, kunne det lyde som en drøm. Men jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at min far havde været nede at stryge mig over kinden. Hans datter skulle ikke leve med, at hendes far aldrig havde nusset hendes kind.

Efterfølgende fortsatte min hverdag i nummer 13. Livet går som bekendt videre, selv om man bærer på en stor sorg. Jeg var meget forelsket i Kent i den periode. Han var også en god støtte efter min fars død, men han ville stadig ikke binde sig. Jeg prøvede, men jeg kunne ikke få lov til at være hans kæreste.

Heldigvis er det ikke alt, vi selv bestemmer og styrer. En gang imellem tager skæbnen over. Det gjorde den også i mit liv hjemme i nummer 13. Tallet 13 symboliserer jo ikke kun døden, det symboliserer også livet.

LÆS OGSÅ: Dorthe Kollo åbner for sit livs hemmelighed: Jeg valgte mit barn fra

Læs 10. del af Anne-Marie Østersøs fascinerende livshistorie i Ude og Hjemme nr. 2, som er på gaden onsdag den 13. januar.

Du kan følge med i serien i Ude og Hjemme afsnit for afsnit hver uge eller købe hele historien samlet i bogen Clairvoyanten, hvor Anne-Marie desuden vil hjælpe dig med at udvikle dine egne clairvoyante evner. Køb bogen her.