Peter Qvortrup Geisling viser datteren frem

I sidste uge blev Ude og Hjemmes brevkasseredaktør, Peter Qvortrup Geisling, far til lille, velskabte Merle. Moderen, Christina Maria Jensen, klarede fødslen flot, og parret er nu flyttet sammen for en tid for at lære deres datter at kende.
-En drømmefødsel, der kunne være et pragteksemplar i enhver lægebog. Sådan lyder det fra den stolte, nybagte far, 48-årige Peter Qvortrup Geisling.
Tirsdag i sidste uge klokken præcis 7.22 blev han far for første gang, da veninden og ekskæresten, Christina Maria Jensen, 35, fødte Merle på 3400 gram og 52 cm lang.
Han er flyttet ind hos Christina de næste par uger, så de alle tre kan komme ind i en rytme.
- Aftalen er, at Merle skal bo permanent hos sin mor og have en fast base. Det tror vi er bedst. Jeg har dog også indrettet et børneværelse i min lejlighed, hvis hun skal overnatte en gang imellem hos mig, forklarer Peter.
Han er slet ikke i tvivl om, at parret vil kunne finde ud af at samarbejde om deres nye lille fællesprojekt. - Nogle kan mene, at det er en mærkelig konstallation, at to gode venner vælger at blive forældre sammen. Det harmonerer jo ikke med det klassiske familiebillede. Men det er ikke så unaturligt for os. Vi har kendt hinanden i 10-12 år og opbygget et nært venskab gennem årene. For os gælder det nu om at hælde en masse selvværd på Merle. Det er det vigtigste, siger Peter.