Romana skriver mine hit

I et interview med Ude og Hjemme fortæller slagerkongen Hansi Hinterseer, hvad det er, der er så unikt i ægteskabet med Romana - hans kone gennem 27 år! Han fortæller blandt andet, at han ofte spørger Romana til råds - ganske enkelt fordi hun er hans bedste ven, og fordi hun er det menneske i hele verden, som kender ham bedst.
- Kvinder har bare flere og andre følelser end mænd. De har den her sjette sans, du ved. Min kone og jeg har et meget stærkt og lykkeligt ægteskab. Vi har været sammen i 27 år og er stadigvæk lige forelskede. Hun er det menneske, der er tættest på mig - så det er helt naturligt, at jeg spørger hende til råds. Det kan f.eks. være spørgsmål fra pressen, men det kan også være om helt private ting, fortæller Hansi.
Læs også: Hansi gav mig modet tilbage
Lyrisk talent
Også når det kommer til Hansis succes på scenen, har hun en finger med i spillet. Nok er det hans silkebløde stemme og behagelige væsen, der betager millioner af fans - men hans smukke kone Romana er udstyret med et lyrisk talent, som ofte kommer Hansi til gavn, når der skal skrives nye sange.
- Min kone har en virkelig god fornemmelse for, hvad mine fans gerne vil høre. Hun er god til at finde ordene. Hun er som sagt den, der kender mig bedst - så hun ved også, hvad det er, jeg gerne vil synge om. Kærlighed og bjergene. Glade sange, fortæller Hansi.
Romanas sange
Også til hans nye album, "Ich hab Dich einfach lieb", som udkom den 20. august, har Romana skrevet et par sange, som Hansi i øvrigt mener er rigtig vellykkede.
Den ene af hendes sange har titlen "Freche Mädchen" (Friske piger, red.) og den anden "Manchmal ist das leben" (Sådan er livet bare en gang imellem, red.).
Nu afventer Hansi spændt, hvordan hans mange fans vil tage imod det nye album. Men mon ikke, det nok skal blive en succes?
Da opsamlingsalbummet "The Danish Collection" udkom, indtog han hurtigt førstepladsen på den danske album-hitliste og fortrængte populære navne som Rasmus Seebach, Medina og Lady Gaga til de sekundære pladser.
Læs også: Jeg elsker mine danske fans