Satte sit eget liv på spil for at redde ven: Carolines store valg

Hospitalsstuens hvide vægge er et genkendeligt syn. Igennem de seneste par år har Ben flere gange om ugen siddet og kigget ud i luften, mens hans blod blev renset, når han siddet i dialyse. Han har følt, hvordan den ellers så stærke krop hurtigt blev nedbrudt af sygdommen, og hvordan kvalmen og smerterne i kroppen har tvunget ham i knæ.

Han begyndte at affinde sig med døden. Lysten til lukke øjnene og slippe for smerterne og bekymringerne har været så levende, at han har været tæt på at føre det ud i livet, men da sindet var allermørkest, blev han revet tilbage i lyset.

En 26-årig pige, som han kendte perifært fra Danmark, ligger på en anden stue, klar til at lade skalpellen lave et snit i sin krop, så han kan få den nyre, han desperat mangler.

Læs også: Inger-Helén blev genoplivet til et bryllup: Fik nyt hjerte og nyre samtidig

Transplantationen blev aflyst

Tankerne kører rundt i hovedet med en blanding af angst og taknemmelighed, for om nogle timer er det overstået. Men tankestrømmen bliver afbrudt, da en sygeplejerske træder ind på stuen. Blodtryksapparatet bliver lagt om hans arm, og mens tallene viser sig på skærmen, forandrer sygeplejerskens ansigt sig. Hjertet hamrer under hospitalstøjet, da hun åbner munden.

– Dit blodtryk er for højt. Vi kan ikke transplantere dig.

I lejligheden i det vestlige London med udsigt over floden Themsen sidder 39-årige Ben Leibeck og 26-årige Caroline Lerche, fordi livet har taget en drejning for dem begge, som de på ingen måde kunne forudse.

– Da transplantationen blev aflyst, besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville tilbage i dialyse. Psykisk og fysisk kunne jeg ikke klare mere, og jeg havde det sidste stykke tid fundet noget fred i at skulle herfra. Jeg blev ikke ham, der skulle have et langt liv, og det var okay, fortæller Ben, mens Caroline sidder ved siden og lytter til de tanker og følelser, som de har delt med hinanden gennem mange måneder.

Venskab på afstand

Caroline levede sit liv i København, levede et almindeligt liv som enhver anden pige i 20’erne. Igennem en veninde mødte hun en dag den engelske Ben med de marokkanske rødder. Kemien var til stede, og der udviklede sig et venskab på trods af, at de boede i hvert sit land.

I løbet af de tre år så de hinanden få gange, men løbende begyndte de at skrive mere sammen, og da Caroline sammen med en veninde besøgte ham i 2017, havde hun ingen anelse om, at den livsglade mand skjulte en stor hemmelighed for hende.

Et par år tidligere begyndte Ben at blive ramt af en overvældende træthed. Den sportstrænede mand, der havde dyrket triatlon, begyndte at mærke, at kroppen opførte sig anderledes. I starten slog han det hen, men voldsom hovedpine og følelsen af at være træt konstant fik ham til sidst til at gå til lægen. Bens blodtryk var skyhøjt, og da lægen ringede nogle dage senere, forstod han i første omgang ikke alvoren.

– Lægen sagde, at jeg skulle tage på hospitalet med det samme. Det syntes jeg var lidt drastisk, for egentlig havde jeg det okay. Men da hun sagde, at tallene viste, at der var noget galt med mine nyrer, kunne jeg godt fornemme, at hun ikke overdrev.

Fire procent

Den dag på hospitalet blev starten på det mareridt, der skulle udspille sig det kommende år. Prøverne viste, at kun fire procent af hans nyrer virkede, og hvis han ikke kom i dialyse med det samme, ville han dø.

Uden at fortælle andre om hans kritiske tilstand begyndte Ben i den behandling, der skulle holde ham i live. Udsigten til en ny nyre var lang. Han ville først komme på transplantationslisten efter et halvt år, og derefter kunne der gå op til fem år, før det ville blive en realitet.

– Jeg tror ikke, at jeg forstod alvoren i starten, men da jeg først startede i dialyse, så begyndte min krop at reagere voldsomt, fortæller Ben, der kastede op flere gange om dagen og om morgenen havde svært ved at komme ud af sengen.

Se også: 2-årige Max har brug for en stamcelledonor

Holdt det hemmeligt

Men han var ikke klar til at opgive det liv, han havde levet. Derfor fortalte han ingen om sin sygdom, men da Caroline kom på besøg i 2017, begyndte hun alligevel at fatte mistanke. I lejligheden fandt hun papirer fra lægen, og da hun til sidst spurgte ind til hans tilstand, løftede Ben endelig sløret for, hvad det var for en fremtid, der ventede ham.

– Jeg var ked af, at han havde gået med det alene. Han var jo alvorlig syg, og det skal man ikke gå med alene. Så her sad min engelske ven foran mig, og jeg synes slet ikke, at der var noget at overveje. Han skulle bare have min ene nyre, fortæller 26-årige Caroline.

Den dag afviste Ben tilbuddet fra Caroline.

– Jeg følte, at hun havde ondt af mig, og hun ikke anede, hvad det var, hun tilbød, og jeg synes ikke, at hun skulle risikere sit eget liv for at redde mit.

Insisterede

Caroline tog hjem til København, hvor hun fortsatte livet med studie, men tanken om sin ven i den engelske hovedstad kunne hun ikke få ud af hovedet.

– Han ville ikke have min nyre, men det kunne jeg ikke acceptere, så jeg tog over til ham igen, fortæller Caroline, der satte sig ned med Ben, der efterhånden var så voldsomt ramt af bivirkninger af dialysen, at han begyndte at se døden som en forløsning.

Caroline og Ben brugte flere dage på at snakke om den gave, som Caroline ville give ham, og langsomt gik det op for Ben, at Caroline ikke ville give sig.

Undersøgelserne gik i gang, og den unge pige fra København viste sig at være et godt match til 38-årige Ben.

Kæmpede for Ben

Uden tøven forlod Caroline sit studie og venner og tog til London, hvor hun sammen med Ben forberedte sig på transplantationen.

Men da sygeplejersken den dag i januar 2018 gav Ben beskeden om, at han ikke kunne blive transplanteret, smuldrede den spinkle fremtid, som Caroline havde hjulpet ham med at få øje på.

På en anden stue på hospitalet lå Caroline, og beskeden føltes som en mavepuster. Alligevel opbyggede der sig en kampgejst, der fik stædigheden frem.

– Jeg blev vred på hans vegne, for jeg vidste, at han psykisk og fysisk var presset derud, hvor han snart ikke kunne mere. Jeg vidste, at de skulle tage en masse prøver igen, og det kunne sagtens tage en måned, før han fik en ny tid. Det ville han ikke kunne klare, så jeg sagde, at alle prøverne skulle tages i dag, og jeg ikke forlod hospitalet, før det var gjort, forklarer Caroline, der fik sin vilje.

Den dag tog Caroline hjem med Ben, der ellers havde besluttet at stoppe med behandlingen.

Mens Caroline kæmpede for at få en ny dato hurtigst muligt, gjorde hun alt for at få Ben til at fortsætte sin behandling. Kampen var hård, men heldigvis fik de en ny dato allerede to uger efter. Den korte tidshorisont fik Ben til at fortsætte med behandlingen.

Læs også: Gravide Sandra fik blodprop i hjernen: Utroligt at vi klarede det

Endelig lykkedes det

Da de d. 2. februar 2018 gik ind ad døren til hospitalet, vidste de ikke, om det ville blive denne gang, hvor transplantationen lykkedes, men håbet levede, da Caroline skulle lægges i narkose.

I en dyb søvn fik Caroline fjernet sin nyre, og kort tid efter blev den lagt ind i Bens krop.

Selv om Caroline var bedøvet af morfin, da hun slog øjnene op, var Ben den første, hun tænkte på. Timerne gik, og først sent om aftenen blev han kørt hen til Carolines stue, hvor de for første gang så hinanden efter transplantationen.

– Vi havde begge to store smerter, men vi smilte til hinanden. Det havde været en følelsesmæssig rutchetur, men da jeg så Caroline, var jeg virkelig lettet, fortæller Ben, der med det samme kunne mærke en forskel i sin krop. Selv om smerterne var overvældende, følte han sig friskere allerede få timer efter operationen, og dagen efter, at Caroline var blevet udskrevet, kunne han også forlade hospitalet.

Det hele værd

Det er cirka fire måneder siden, at Caroline og Ben trådte ud af hospitalet, og selv om de bor i hvert sit land, er kærligheden stærk.

– Han er en af de mest indsigtsfulde mennesker, jeg kender, og så opstod følelserne automatisk, smiler Caroline, der i dag bor i London og er kærester med Ben.

Caroline har stor forståelse for, at ikke alle ville handle, som hun har gjort, men hun mener, at det er vigtigt at tage stilling til organdonation.

– Jeg har set, hvor stor en forskel man kan gøre ved at hjælpe et andet menneske, og selv om det har været hårdt, har det været det hele værd. Det kan godt være, at han ser det som en stor gave, men for mig er det en lige så stor gave at hjælpe med at redde et liv.