Troede jeg var enebarn

Henning sidder i bilen med retning mod Café Tobaksgaarden i Assens. Få dage forinden har han fundet ud af, at han ikke er enebarn, som han ellers havde troet hele livet. Tankerne omkring hans biologiske ophav kører rundt i hans hoved, og han prøver at forestille sig, hvordan hans to søstre vil være – dem, han om et øjeblik skal mødes med. Har de noget til fælles? Og har de overhovedet kendt til hans eksistens?

– Jeg må da sige, at jeg var spændt, og jeg anede jo ikke, hvordan jeg skulle gribe de to tøser an. Så jeg valgte at bestille to buketter blomster. Så håbede jeg bare, at det var noget for dem, fortæller 68-årige Henning Vestergaard fra Sunds.

Tryg barndom

Den lille midtjyske by har været omdrejningspunkt for hele Hennings barndom. Han voksede op blandt halmballer og vidtstrakte marker, og barndommen bød på et rigt udeliv med nabogårdens knægte. Som spæd blev han bortadopteret, men først som 2-årig, da han boede på et børnehjem i Odense, hvorfra han blev han adopteret af sine kærlige forældre. To mennesker, der lærte ham respekt og omsorg for andre mennesker.

– Mine forældre sagde flere gange til mig, at de havde hentet mig på Fyn. Som ung knægt, syntes jeg det var smart, at man bare kunne hente et barn. De har aldrig holdt det skjult, at jeg var adopteret, og det var ingen hemmelighed i omgangskredsen, forklarer Henning.

Som barn og ung mærkede han aldrig nogen særlig interesse for at finde ud af mere om sit biologiske ophav. Først da hans aldrende forældre begyndte at skrante, begyndte tankerne at kredse om, hvem hans biologiske forældre var.

I 2009 valgte Henning at tage kontakt til Odense Kommune. Han fik oplyst, at hans far var død, men han fik navn og adresse på sin biologiske mor, der boede i Odense.

– Jeg var bange for at såre mine forældre ved at opsøge hende, så jeg valgte at vente. Alligevel var jeg jo enormt nysgerrig, og når jeg kørte forbi Odense, tænkte jeg ofte på at svinge ind forbi hendes adresse og banke på, forklarer Henning.

Han lod det blive ved tanken i nogle år. Men efter hans forældre gik bort, begyndte den igen at spire. Endnu engang kontaktede han Odense Kommune, men denne gang fik han den nedslående besked, at hans biologiske mor var afgået ved døden.

– Jeg kan huske, at jeg tænkte ’pokkers også’. Jeg skulle ikke have ventet så længe. Men det handler også om at være klar, og det havde jeg ikke været før det tidspunkt, forklarer Henning.

Til gengæld gav han et klart og tydeligt ’ja’, da damen i den anden ende spurgte, om han var interesseret i at finde ud af, om der var andre familiemedlemmer.

Fik et chok

Et helt andet sted i Danmark gik Vibse Lund intetanende rundt, da hendes lillesøster ringede en decemberdag.

”Sidder du ned?” spurgte hun som det første. Derefter fortalte hun, at hun havde fået et brev fra Skifteretten. Vibses første tanke var, at de havde arvet en masse penge fra et ukendt familiemedlem. Men da hun fik nyheden om, at hun havde fået en bror, var hun ved at falde ned ad stolen.

– Min første tanke var, hvem der dog var far til ham, fortæller 69-årige Vibse fra Nyborg.

Hun var 13 år, da hun fik at vide, at den mand, som hun hele livet havde troet var hendes far, ikke var det alligevel. Med nyheden opstod der en masse tanker og spørgsmål, men først som 35-årig valgte hun at opsøge sin biologiske far, Alfred. Den dag de mødtes, faldt en masse brikker på plads. De havde både musikalitet og humor til fælles, og hun var lykkelig for, at hun lærte ham at kende, inden han døde i 2000.

Nu var det hende, der var blevet fundet. Selv om det var midt i december, insisterede Vibse og hendes søster på at møde Henning før jul. Desværre kunne lillebror Claus ikke deltage, men det var to spændte søstre, der satte sig ved bordet på caféen den 19. december 2019.

– Jeg vidste jo, at han var fra Jylland. Så vi snakkede lidt om, hvorvidt han var sådan en dødbider i træsko, der ikke talte særligt meget, griner Vibse.

Men al tvivl forsvandt, da Henning kom ind i caféen.

– Han lignede min far rigtig meget, og det hele faldt bare i hak, forklarer Vibse.

Hendes fordomme blev hurtigt gjort til skamme. Henning havde ikke mange pauser i talestrømmen, og de prøvede sammen at finde hoved og hale i deres fælles historie.

Det viste sig, at Vibse kun var 20 måneder ældre end Henning, og at de havde samme far. Men når Vibse huskede tilbage, mindedes hun ikke, at hendes mor havde været gravid. Heller ikke, da hun fik kontakt til sin far i 1990, nævnte han noget om, at Vibse havde en bortadopteret bror. Vibses mor og far gik fra hinanden kort tid efter, at Henning blev født, men faren må have kendt til graviditeten, for hans underskrift er på Hennings adoptionspapirer.

– Det er mig en gåde, at hun kunne holde det hemmeligt. Mine mostre er døde, så jeg kan ikke spørge dem. Men der er aldrig nogen, der har talt over sig, fortæller Vibse.

Hun er ikke alene om at undre sig. Også Henning har svært ved at forstå årsagen til, at de valgte at bortadoptere ham.

– Bare tanken om at give sit barn væk, er jo svær at sætte sig ind i. Jeg ved ikke, om det handlede om økonomi eller andet, og det får jeg desværre aldrig svar på.

Da Henning efter mødet med sine søstre vendte retur til Sunds, var det, som om noget inde i ham var faldet på plads, og i starten af januar 2020 mødte han den resterende familie.

Har samme humor

Ude og Hjemme møder i dag de to søskende ved spisebordet hjemme i Vibses rækkehus i Nyborg. Henning sidder hjemmevant med en kop kaffe og en ostemad. Han er langt fra den ordknappe jyde, som Vibse forestillede sig, tværtimod. Han kommer både omkring cykelture til Kreta og de mange tanker, han har haft om sin genvundne familie. Flere gange prøver Vibse at bryde ind.

– Du snakker i hvert fald mere end mig, får hun klemt ind mellem ordstrømmen. Henning griner.

De har fundet ud af, at de både har deres kalveknæ, konfliktskyhed og sorte humor til fælles. Det eneste minus er, at de bor så langt fra hinanden. Men den nærmeste fremtid byder på et par runde fødselsdage, hvor de igen skal samles, og tidligere på året mødtes de alle sammen for at fejre, at deres mor ville have fyldt 90 år.

For Henning har det været en kæmpe glæde at få søskende – også selv om det har været i en sen alder, og han føler nu, at han kan lukke et kapitel, der siden barnsben har stået åbent.

– Det har givet mig en form for ro. Der er ikke nogen løse ender, og det er en enorm lettelse, forklarer Henning, der ytrer et ønske om at indhente de tabte år. Da ordene kommer ud af munden på Henning, fniser Vibse.

– Altså, skal vi til at gå på stylter? Det kan jeg altså ikke med mine knæ. Så skulle du have fundet mig nogle år tidligere, griner hun.