Uden Sarah ville jeg være død
Den 6. juni. Rikke Bjerregaard Hansen vågnede midt om natten. Hun havde kvalme og gik på toilettet og forsøgte at kaste op.
- Jeg gik tilbage til soveværelset, og så kan jeg ikke huske så meget mere, siger Rikke, 42 år.
Kort tid efter vågnede hendes mand Claus.
- Jeg blev vækket af nogle mærkelige lyde, høje stønnende lyde som en, der trækker vejret meget anstrængt, fortæller han.
Hjertet gik i stå
Han fandt Rikke liggende på stuegulvet i kramper og med blod løbende fra næsen.
Deres 17-årige datter Sarah vågnede, da hun hørte en masse rumsterende i huset. Hun gik ind i stuen, hvor hun fandt sine forældre.
LÆS OGSÅ: Rengøringsdamer blev jordemødre
- Ring 112, råbte Claus til hende.
Damen på alarmcentralen spurgte flere gange, om Rikke trak vejret.
- Ikke mere, sagde Claus til sidst.
Et kort øjeblik var der helt stille i stuen. Sarah reagerede hurtigt. Hun satte telefonen på medhør og sammen med sin far rullede hun moren om på ryggen og gik i gang med, mens Claus blæste.
30 hårde og hurtige tryk, så mund til mund, to indblæsninger med 20-30 sekunder imellem.
- Man skal trykke fem-seks centimeter ned i brystet på en voksen person. Det var meget hårdt. Jeg tror ikke, jeg kunne gøre det igen. Det må have været adrenalinen, siger Sarah.
Sarah blev undervist i førstehjælp
Hun var ved at tage sit kørekort og havde derfor været på et otte timers førstehjælpskursus blot fire dage før. Hun fandt ikke undervisningen videre inspirerende, for hun vidste ikke, hvad hun skulle bruge det til, men i dag er hun glad for, at hun trods alt fulgte med.
LÆS OGSÅ: Skolen er et helvede
- Rikkes brystben knasede, da Sarah trykkede til, så hun stoppede op. Fortsæt, fortsæt, råbte jeg bare, fortæller Claus, der har været brandmand og derfor kender alt til livgivende førstehjælp.
- Alle ved jo, hvordan man cirka skal gøre. Jeg trykkede bare, så hårdt jeg kunne, siger Sarah.
En ambulance var på vej med fuld udrykning.
- I 20 minutter gav vi mor hjertemassage og mund til mund, inden ambulancen kom, fortæller Sarah.
Hjertestop igen og igen
- Jeg var rasende. Vi havde været i gang i lang tid, og hun ville ikke trække vejret. Jeg råbte af damen på alarmcentralen i bare frustration.
LÆS OGSÅ: Godhjertet hjemløs forgyldes
Et par gange virkede det som om, Rikke selv begyndte at trække vejret, så de lagde hende om på siden. Begge gange gik hjertet i stå igen, så de fortsatte, indtil ambulancefolkene tog over og endelig fik liv i hende. På 45 minutter fik bragt hende fra hjemmet i Højby på Odsherred til Rigshospitalet i København. En tur, der normalt tager halvanden time.
- Jeg har regnet ud, at jeg har været død i cirka 25 minutter, siger Rikke, der takker sin ældste datter og mand for livet.
Tak for livet
- Havde der ikke været nogen her, der kunne yde førstehjælp, så havde jeg ikke været her i dag. Jeg er chokeret over, at det kunne ramme mig. Der var ingen forvarsel, siger hun.
Selv om begge hende forældre og flere i familie har haft problemer med blodpropper, regnede hun ikke med, at det også ville ramme hende. Men det ramte hende så hårdt, at hun var faretruende tæt på at dø.
- Jeg nåede derud, hvor jeg så toget komme efter mig. Jeg nåede op på stationen, men toget var kørt. Jeg opfattede det ikke som farligt eller ubehageligt. Jeg halsede ikke efter toget, for jeg havde på fornemmelsen, at det ikke var meningen, at jeg skulle med det tog lige nu, fortæller Rikke.
Lægger livet om
Her tre måneder efter kun Rikke har få mén; En smule problemer med korttidshukommelsen og lidt ondt i brystet, fordi hendes ribben og brystben blev trykket under hjertemassagen.
- Fremtiden skal se lidt anderledes ud. Jeg motionerer hver dag nu, og jeg skal lære at sige fra både privat og arbejdsmæssigt. Vi tror jo, at stress kan have noget med det at gøre, siger Rikke, som også er stoppet med at ryge.
LÆS OGSÅ: Her er den ultimative kvindebibel
- Jeg havde helt glemt, at jeg var ryger. Jeg kom i tanke om det på sjettedagen, siger hun og griner med en smittende latter.
Sarah takker læreren
Sarah er nu blevet 18 år og får snart sit kørekort. Dagen efter hendes mor blev indlagt, fandt hun sin førstehjælper-lærers telefonnummer, så hun kunne ringe og takke ham. Han bruger nu Sarahs historie i undervisningen for at understrege, hvor vigtigt det er at kunne førstehjælp.
- Man burde lære om førstehjælp en gang om året i skolen, bare så man får det opfrisket, mener hun.
