Vi fandt sammen i krigen

- Jeg ved, at for Michael som soldat er det det største at få lov at bruge det, han har lært. Det respekterer jeg.
Men skal jeg følge mit hjerte, så skal han blive hjemme hos mig.
For selvfølgelig vil jeg være bange for at miste ham.

Der er ingen tvivl om, at de to personer i sofaen er glade for hinanden. Maria Giørtz-Behrens og Michael Hansen, 25, fra Odense på Fyn har svært ved at slippe hinandens blikke og hænder.
Sådan har de haft det siden vinteren 2008, hvor de to mødtes for at udvælge billeder til en kalender, som Maria var med til at producere for Støtteforeningen til Soldater og Pårørende.

Mødtes i Afghanistan
Måneder forinden havde den 25-årige kvinde, der er uddannet fotograf i London, været 14 dage i Helmand-provinsen i Afghanistan for at tage portrætfotografier af danske soldater på arbejde.
Og midt i krigens blodige brutalitet spirede de blideste, varmeste følelser frem: Både i den smukke krigsfotograf og i den barske overkonstabel Michael Hansen, der er tilknyttet Garder Husar Regimentet i Slagelse.

Kimen blev sået i dem begge, men det var først, da Maria og Michael mødtes igen få uger efter, hjemme hos Michaels mor i Danmark, hvor de skulle udvælge
de bedste billeder til kalenderen, at amorinerne fik lov at folde sig ud i fuldt flor.
- Mens vi sad der og kiggede på fotos af Michaels kollegaer på job, blev jeg mere og mere forelsket i ham. Vi snakkede rigtig godt sammen, og jeg syntes bare, at Michael blev mere og mere sympatisk.
Heldigvis var følelserne gensidige, så vi var sammen næsten hver dag, inden han igen skulle tilbage til Afghanistan, fortæller Maria.

Sammen på patrulje
Marias kalender blev så vel modtaget af det danske forsvar, at hun fik tilladelse til at gå i gang med en 2010-kalender.
Det betød, at hun i foråret i år igen fik en kærkommen lejlighed til at gense sin elskede, der i øvrigt har en søn, Luca, på syv år.
Denne gang midt i krigszonen i Afghanistan.

- Det var dejligt at se Michael igen, men det siger sig selv, at vi ikke havde megen tid til hinanden.
Michael skulle passe sit job, og jeg skulle koncentrere mig om at fotografere, men en smule tid fik vi da alene sammen, siger Maria, der under sin opgave også fik mulighed for at komme på patrulje med sin kæreste.
- Jeg blev klædt på ligesom gutterne, og så fik jeg lov at komme med. Det var en spændende oplevelse, men også skræmmende, for man ved jo aldrig, hvad der sker på de patruljer.
Under den patrulje fik jeg set med egne øjne, hvor dygtige og professionelle soldaterne er, og hvor meget de i virkeligheden passer på hinanden.
Det var egentlig også betryggende at se med egne øjne, siger Maria og sender sin Michael et kærligt smil.

Fredfyldt forhold - for en stund
De to unge forelskede nyder i øjeblikket juledagene i Odense, men Maria ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før Michael bliver udsendt igen. Et faktum, hun ikke har det godt med.
Krigen i Afghanistan har hidtil kostet 30 danske soldater livet, og Maria ved godt, at risikoen ved en mission ikke kun er teoretisk.

- Inderst inde ved jeg jo godt, at Michael er helhjertet soldat, og ønsker at bruge det, han er trænet til.
Men tænker jeg på ham som min kæreste og måske kommende mand, ville jeg selvfølgelig allerhelst have, han blev hjemme.
Som alle andre kvinder, der har en mand i krig, vil jeg også være bange for, at det værste skulle overgå Michael, der smiler tilbage.

Kæresteparret kan dog foreløbig glæde sig over, at der vil gå mere end et år, før Michael kan vende tilbage til krigszonen i Afghanistan.
- Måske når du jo at ændre mening, Michael. Måske vil du hellere stifte en familie med mig, når den tid kommer.
Nej, det er vist ønsketænkning, siger Maria og sender et nyt smil af sted mod sin kæreste. Michael smiler tilbage.