Det sidste brev fra min datter

Hvert år den 13. oktober sætter Lisbeth sig ved computeren i hjemmet i Struer og lægger et brev på Facebook til skræk og advarsel.

Brevet begynder ”Hej Nikolaj”, og det er fra Lisbeths afdøde datter, Tanja, til hendes elskede lillebror.

Datoen er ikke tilfældig. Det var nemlig på den dato, Tanja som 27-årig døde af en overdosis heroin.

LÆS OGSÅ: 2-årig voldtaget og myrdet af stedmor

Inden den unge kvinde gik bort, skrev hun brevet til sin 14-årige lillebror, Nikolaj. Det gjorde hun for at forhindre, at han havnede i det samme narkohelvede, som kostede hende livet.

Det er et gribende brev, i hvilket den unge kvinde blandt andet fortæller sin bror, at narkoen forhindrede hende i at få opfyldt drømmen om mand, børn og hjem.

– I håb om at min datters død ikke skal være fuldstændig meningsløs, besluttede jeg for nogle år siden at bruge hendes brev til Nikolaj til at advare andre unge. Tanja er et bevis på, hvad der sker, når man i en ung alder bliver indfanget i narkoens svøbe.

I Tanjas tilfælde startede det med lidt hash, men hun kunne ikke styre det. Nu ligger hun på kirkegården i Silkeborg som et tragisk vidnesbyrd om, hvor galt det kan gå. Men jeg er sikker på, at hun i døden forhindrer andre i at lide samme skæbne, siger Lisbeth Bjerring Brockhoff, 59.

Lisbeth boede i Silkeborg, da hun mistede sin datter. Hele hendes familie var samlet hos en søster i byen for at se en boksekamp på tv. På et tidspunkt ringede en betjent og spurgte Lisbeth, om hun kunne forlade festen, fordi de ville fortælle hende noget. Hun stod på fortovet den efterårsdag og fik meddelelsen om, at Tanja var død af en overdosis narko. Hun gik tilbage til familien og satte sig forstenet på en stol uden at sige noget.

– Jeg ville ikke ødelægge aftenen for alle de andre. Men efter en halv time krakelerede facaden. Min mor og en søster tog med mig hjem, og langsomt gik virkeligheden op for mig. Jeg skulle aldrig se Tanja igen, siger Lisbeth.

Tanja var en drengepige, der foretrak knubs og vildskab frem for at lege med dukker. Hun elskede alle former for sport og kunne have drevet det vidt i både svømning, håndbold, kickboksning og fodbold.

Men hver gang nogen forsøgte at presse hende til at dyrke idræt på eliteplan, slog hun op i banen og kastede sig over noget andet. Hun elskede at afprøve grænser, og da hun var omkring 15 år, begyndte hun at ryge hash.

17 år gammel blev hun uventet ramt af en blodprop i lysken og fik efterfølgende blodfortyndende medicin. Derfor måtte hun ikke drikke alkohol til festerne, og hun kastede sig i stedet over amfetamin, speed og ecstasy.

Hun blev kæreste med en pusher, og misbruget begyndte at tage til. Tanja kunne ikke passe sin uddannelse, og to gange droppede hun sit hf-studie. Turen ned ad den narkobelagte rutsjebane var for alvor startet, og hendes mor så magtesløs til.

LÆS OGSÅ: Malenes sejr: Jeg bestod som mor

Stjal for narko

Lisbeth besluttede at flytte til Silkeborg sammen med sin dengang 11-årige søn, Nikolaj. Her fik hun arbejde som kok på en af byens restauranter, men jævnligt fik hun opringninger fra Struer. Hun fik at vide, at det stod helt galt til med Tanja.

Datterens narkomisbrug var eskaleret, og hun begik forskellige former for kriminalitet. Lisbeth var fortvivlet, men af hensyn til sin søn var hun tvunget til at træffe forskellige beslutninger med hensyn til forholdet til Tanja.

– Når hun besøgte os i Silkeborg, var hun næsten altid stærkt påvirket af narko. Af hensyn til Nikolaj ville jeg ikke have hende i huset, når hun havde taget stoffer. Jeg kunne se, at hun havde det svært. Hun fik at vide, at jeg altid var parat, hvis hun havde brug for hjælp til at komme ud af sit misbrug, siger Lisbeth.

Den 59-årige mor bliver stadig mange år efter datterens død bevæget, når hun fortæller om Tanjas sidste tid. Datteren fik en dom for blandt andet at røve ældre kvinder, når de hævede penge ved en dankortautomat. Hun stjal i butikker for at få penge til narko, og hun huggede receptblokke hos en læge for at fabrikere falske recepter.

Men pludselig en dag ringede Tanja til sin mor.

– Vil du stadig hjælpe mig til at komme ud af misbruget? spurgte hun.

Selvfølgelig ville Lisbeth det. Hun startede øjeblikkeligt sin bil og kørte til Struer.

– Uanset hvad var hun stadig min lille pige. Jeg opgav aldrig håbet om at få hende stoffri, siger Lisbeth.

Hun tog datteren med til Silkeborg, og Lisbeth fik en aftale med en misbrugsbehandler i Holstebro. Det endte med, at Tanja fik vekslet en fængselsdom for røveri med et ophold på et behandlingshjem for misbrugere i Thisted.

LÆS OGSÅ: 7-årige Emma fik et knus af sin morder

Skrev fra fængslet

Lisbeth kørte datteren til Thy og håbede, at der var lysere tider på vej. Men i Thisted mødte Tanja en mandlig narkoman, som hun efter halvandet år stak af fra hjemmet sammen med. Parret opsøgte Lisbeth, i håb om at hun ville skjule dem. Tanja vidste, at når hun blev fundet, ville hun blive sendt i fængsel for at afsone den straf, som hun havde hængende over hovedet, hvis ikke hun gennemførte behandlingen. Lisbeth ville ikke skjule sin datter og rådede hende i stedet til at melde sig. Det gjorde hun, og den 27. september 2001 skrev hun i fængslet det rørende brev til sin lillebror.

– Tanja skrev til mig, at Nikolaj skulle have brevet. Jeg skulle være hos ham, når han læste det, hvis han havde spørgsmål. Brevet rørte Nikolaj meget, og han har stadig originalen. Han læser på Aalborg Universitet og har aldrig taget stoffer eller røget hash. Storesøsters eksempel er skræmmende for ham, siger Lisbeth.

Den 12. oktober 2001 blev Tanja løsladt. Dagen efter døde hun af en overdosis i sin kærestes lejlighed i Struer. Eftersom hun ikke havde taget stoffer i næsten to år, kunne hendes krop ikke kapere den mængde, hun indtog som narkoman. Tragedien var en kendsgerning, men i brevet havde hun nået at advare sin lillebror.

– Min søster er lærer. Hun spurgte, om hun måtte bruge Tanjas brev til sin lillebror i undervisningen, og selvfølgelig måtte hun det. Normalt er det tidligere misbrugere, som advarer skolebørnene. Derfor gør det et stort indtryk, når eleverne til slut spørger min søster, hvordan Tanja har det i dag. Hun svarer ved at vise dem et foto af min datters kiste. Det gør et stort indtryk, siger Lisbeth.

Ved sin død havde Tanja kun få personlige ejendele. Men Lisbeth fandt tre fotoalbum fra datterens opvækst. Her er dåbs- og konfirmationsbilleder, og herlige fotos fra ferier, fester og sportsbegivenheder. Alle fortæller de historien om en helt almindelig, køn og klog pige, der som ung teenager begyndte at ryge hash og som 27-årig endte på kirkegården i Silkeborg.

Det er en barsk historie. Men Lisbeth er ikke i tvivl om, at Tanja takket være brevet til sin lillebror stadig redder liv.

LÆS OGSÅ: Jeg fandt min far

Brevet fra Tanja

Hej Nikolaj,

Nikolaj, jeg har lyst til at advare dig lidt. Dengang jeg var på din alder, begyndte jeg at drikke, når jeg skulle i ungdomsklub. Selv om jeg kendte nogle, som røg hash, gjorde jeg det ikke. Jeg nægtede og ville bare ikke. Jeg vidste godt, at det var farligt.

Men da jeg var 15-16 år, var jeg alligevel blevet nysgerrig. Og jeg syntes, at de, der røg hash og drak lidt, var søde, sjove og nemme at snakke med. Og så prøvede jeg. Det var ikke engang sjovt, men alle de, der gjorde det, var seje, syntes jeg (så dumt).

Jeg lovede mig selv og mine veninder, at jeg aldrig nogensinde ville prøve noget andet end hash. Men efter flere gange kun at have prøvet for sjov var det pludselig kun sjovt, hvis det var hver dag, eller hvis jeg tog andre stoffer i weekenden. Jeg troede kun, det var heroin, der var farligt (så dumt).

Men pludselig – det, jeg troede, jeg kunne styre, kunne jeg ikke styre mere.

For mig har det taget mange år at indse, at det var et problem, fordi jeg altid var forsigtig med det.

Men pludselig, da jeg var 25 år, opdagede jeg, at alle mine gode, gamle veninder havde uddannelse, kæreste, nogle børn og hus.

Jeg havde bare ingenting andet end de venner, som jeg tog forskellige stoffer med, og der fandt jeg først for alvor ud af, at jeg havde et problem.

Derfor søgte jeg i behandling for stoffer (selv om mange af mine venner var længere ude end jeg). Når man er på stoffer, har man ingen rigtige venner, og dem, du føler er rigtige, de dør af stoffer (selv en på 17 år), eller kommer i fængsel.

Jeg har oplevet mange, som er døde af det eller har siddet i fængsel næsten hele deres ungdom.

Det, jeg vil sige med det, er, at jeg troede, fordi jeg var forsigtig, at jeg aldrig skulle bede nogen om hjælp, for jeg havde jo ikke noget problem. Men se mig nu. Jeg har været i behandling på grund af stoffer, syg i hovedet af hash og sidder nu i fængsel.

Det er så dumt med dette brev, at det ikke kan slutte ligesom i et eventyr, men jeg vil gøre mit bedste for at få et ordentligt liv, når jeg kommer ud herfra.

Nikolaj, jeg elsker dig, og jeg ønsker ikke, det skal gå dig ligesom mig. Selv om det bare er for sjov første gang at ryge hash eller tage stoffer.

Men vi kan jo håbe på, at det går ligesom i et eventyr, og at jeg om nogle år har børn, mand og uddannelse, og at du aldrig begynder at prøve.

Jeg elsker dig

1 million x 1 billion kys, knus fra din storesøster Tanja