24-årige Christina arver 23 børn

Luften i Kathmandu er tyk af støv og smog og rammer os som et lyntog. En tør plamage sætter sig i gane og svælg og giver en kvælende fornemmelse. Gensynsglæde. Lille Mina C. på seks år er tydeligt glad for at gense Christina Blovsted.

De sneklædte Himalayabjerge. Det er her, midt i slummen og fattigdommen, at 24-årige Christina Blovsted har fundet sin skæbne. En lille, lyshåret og bundsolid midtfynsk kvinde med et stort hjerte og faste holdninger til tilværelsen.

For tiden bor hun i København og læser til socialrådgiver. Men fremtiden ligger i Nepal, hvor hun har arvet et børnehjem efter en 61-årig dansk kvinde, der ønsker at have en efterfølger klar, når hendes egne kræfter slipper op.

Læs også: Klaus Paghs søn bor på børnehjem

Meningen med livet
Børnene smiler genert, og nogle af pigerne fniser til hinanden. Midt i børneflokken står "Ama" Vibeke i en farvestrålende dragt. Der står tydeligt respekt omkring hende. Vibeke Pedersen er uddannet skolelærer og har gennem de seneste år arbejdet som voksenunderviser og holistisk behandler i Danmark.

Vibeke grundlagde børnehjemmet i 2003, og siden har hun hvert år tilbragt flere måneder hos børnene. Hun er fraskilt og har en søn på 38, som bor i København. Det er her, i Nepal, hun har genfundet meningen med livet.

Vi krydser gårdspladsen. Her er ingen legeredskaber, børnene skal bruge deres fantasi, forklarer Vibeke.

Nogle spiller kort, de store drenge leger med en fodbold, og de store piger spiller sten. En stor beholder med drikkevand står i hjørnet, og langs den ene mur er en smal stribe med køkkenhave. Vibeke viser os rundt.

Læs også: Jeg sendte mine piger på børnehjem
 

Der sover tre børn i hver seng.
Her er det Christina og Vibeke
i pigernes sovesal.

En hverdag i faste rammer
Der er fast te-tid klokken 16.45. Efter te-tid er der legetid. Børnene har 45 minutter til fri leg, inden den står på lektielæsning. Deres dag er skemalagt ned i mindste detalje.

6.45: Børnene vågner. 7.15: Dagens første kop te indtages. 7.45: Børnene skal have tjekket skolesager, sko og skoleuniformer. 8.00: Børnene vasker hænder, og dagens første måltid indtages. De har faste pladser i spisesalen, og der er indført "transportvej". Det vil sige, at de rejser sig i en bestemt rækkefølge og følger strømmen.

Kostbudgettet er ca. 5 kroner pr. barn om dagen. Der er ro i spisesalen, mens børnene får serveret maden. De skovler maden ind med 100 kilometer i timen. De bruger hverken kniv eller gaffel, men spiser med højre hånd.

Lille Mina C. kæmper for at følge med. Når deres tallerken er tom, kan de få en ny portion. Hvis hun skynder sig lidt, kan hun måske nå at få en ekstra portion, ligesom de andre.

Hendes lille hånd arbejder og arbejder, og hun tager mundfulde som en voksen mand. Hun når det lige akkurat.

Har fået nyt håb
Børnene kommer typisk fra et råt og beskidt miljø, hvor fattigdom, druk, vold og analfabetisme er en del af livets tunge lod. De er tit utilpassede, måske endda aggressive og voldelige. Men de strenge regler og den faste struktur har gjort underværker. Det giver tryghed, orden og velopdragne børn.

Vibeke var udsendt på et rejselegat for Danida i 1999, da hun fik ideen til børnehjemmet. Under en vandring i bjergene mødte hun fattigdommen, og det gjorde et stort indtryk på hende.

- Jeg kan huske, at jeg mødte en lille dreng, som kom slæbende med 30 kilo ris på ryggen. Han var så udmattet, at han kunne falde om når som helst. Modløsheden i hans øjne rørte noget dybt inde i mig, fortæller Vibeke.

Christina kom første gang til børnehjemmet i 2008, da hun som 20-årig netop var blevet student fra Midtfyns Gymnasium.

- Da jeg gik på efterskole i 10. klasse, kom Vibeke og holdt et foredrag. Dér besluttede jeg, at jeg ville være frivillig efter gymnasiet, fortæller Christina. Opholdet blev en åbenbaring:

- Jeg er simpelt anlagt. Det her med forbrug og krav om, at vi skal have så meget i overflod, at tingene mister betydning - det kan jeg slet ikke forholde mig til. Derhjemme føler jeg ofte en egoisme og arrogance, som vi som mennesker slet ikke er berettigede til. Vi glemmer at gøre noget for dem, som virkelig har behov, siger hun.

Læs også: De fortabte børns hjem

Første knus i syv år
For et par år siden indførte Vibeke "godnat knus", så efter tandbørstningen om aftenen står børnene i kø på trappen op til 2. sal, hvor Christina og Vibeke sidder i spisesalen og venter på dem.

- Vibeke, må jeg give dig et knus, spørger de pænt, og Vibeke svarer ja. Man kan se, at det er en kropslig kontakt, som falder dem unaturligt, og som de stadig arbejder på at vænne sig til.

Ikke engang deres biologiske mor ville få sådan et knus af dem. Men deres lysende øjne fortæller også, at det er en rar fornemmelse. Det giver dem tydeligvis et lykkebrus, og de lyser op.