33-årige mor gør det umulige: Louises mirakler

Fra at have ligget delvist lammet i koma efter tre blodpropper i hjernen har Louise kæmpet sig tilbage til livet. Trods lægernes advarsler er hun blevet mor til to, hun arbejder fuld tid i en børnehave, løber maraton og har besteget Afrikas højeste bjerg.

Hovedpinen ramte hende som en hammer den dag i sensommeren 2002. Louise havde trods sine 20 år aldrig haft hovedpine før, og hun anede ikke, at det kunne være så slemt. Det var som om, hendes hoved var ved at sprænges.

Hun og hendes fire år ældre kæreste, Brian, var netop flyttet til København fra Brædstrup ved Silkeborg, hvor de begge var vokset op. Brian havde fået job som souschef i Danske Bank, og Louise var begyndt på pædagogseminariet i Gladsaxe.

Parret havde masser af drømme. Fremtiden lå åben forude, sorgløs, tilsyneladende, som en solskinsdag.

Men så kom hovedpinen. Med ét skiftede himlens farve over det unge par fra lyseblå til kulsort.

– Jeg kunne ingenting, ikke studere, ikke noget som helst. Det var så slemt, at jeg kastede op. Jeg var til læge konstant og blev også indlagt flere gange. Men de sagde hver gang, at det nok bare var migræne, og sendte mig hjem, fortæller 33-årige Louise Stjernholm.

Hun fik det værre og værre. Tre måneder senere var det blevet så slemt, at hun mistede hørelsen på højre øre.

Læs også: En mor lavede eksperiment med sine børn

Helt forfra

En vinterdag, da hun stod ude foran sin læge sammen med Brian, efter endnu en gang at være blevet sendt hjem, blev Louise pludselig lammet i munden og halvdelen af ansigtet.

Panisk løb de tilbage til lægen, som fik Louise hastindlagt på Herlev Hospital. Lægerne rynkede bekymret brynene: Meningitis, sagde de.

– Jeg kan huske, at jeg vågnede i hospitalssengen om natten, og jeg vidste, at der var noget helt galt. Jeg havde ikke ondt, men jeg var lammet i hele den ene side, og jeg kunne ikke tale. Jeg prøvede at rykke i snoren efter en sygeplejerske, men jeg kunne ikke løfte min arm. Jeg kunne heller ikke råbe om hjælp, husker Louise, som heldigvis fik rallet så meget, at patienten i nabosengen vågnede og fik fat på en sygeplejerske.

Situationen var alvorlig.

Louise blev overført til Gentofte, hvor hun blev scannet. Det var ikke meningitis, viste det sig – i stedet havde Louise fået tre store blodpropper i hjernen og en i halsen.

Smerterne var så ulidelige, at Louise blev lagt i kunstigt koma, mens lægerne pumpede hende fuld af medicin.

Alt i alt var Louise indlagt i tre måneder. Længe var hun bevidstløs – og senere skulle hun i gang med genoptræning. Helt fra bunden. Louise skulle lære at tale. Hun skulle lære at stave. Hun skulle lære at gå.

– Jeg fik at vide, at jeg aldrig ville komme til at gå normalt, og at jeg heller aldrig ville kunne få børn. En graviditet ville simpelthen være for stor en belastning for min krop, lyder det fra Louise.

Hun nægtede at acceptere lægernes ord. Hun ville simpelthen ikke tænke negativt og have ondt af sig selv. I stedet besluttede hun sig for at kæmpe.

Med Brian som sin uvurderlige støtte pressede hun sig selv, ord for ord, skridt for skridt, dag efter dag.

Det var umenneskeligt hårdt, men der var kun én vej – Louise ville ud af sygesengen, hun ville leve et normalt liv, og hun ville være mor!

Ingen af lægerne kunne forklare, hvorfor hun havde fået blodpropperne. Hun fik ingen diagnose, for ingen kunne sige, hvad hun fejlede. Men én ting var lægerne enige om: Det var ikke arveligt.

Det gav Louise en tryghed – for skulle det en dag lykkedes hende at få et barn, ville hun altså ikke give sygdommen videre.

Til gengæld kunne ingen sige, om blodpropperne ville vende tilbage i Louises krop.

Læs også: Marianne blev gravid i 6. klasse: Folk tror, vi er søskende

Blev mor

Hun vidste, at hun skulle tage medicin resten af livet, og at hun højest sandsynligt ville være plaget af kroniske smerter i hovedet. Men det, besluttede Louise, skulle ikke standse hende. Tværtimod havde sygdommen på en eller anden måde åbnet hendes øjne, og der var ingen tid at spilde.

– Pludselig blev jeg bare ret klar i spyttet om, hvad jeg ville med mit liv, siger hun og smiler.

Den 29. maj 2004 blev hun og Brian gift på det, de kalder det mest romantiske sted i Danmark, nemlig Svostrup Kro lidt nord for Silkeborg.

Kort efter gik parret i gang med Projekt Gravid. Alle de læger, de kontaktede, rystede på hovedet – de kunne ikke hjælpe, sagde de, det var simpelthen for risikabelt for Louise – indtil der endelig var én, der sagde de forløsende ord: Det kan vi måske godt finde ud af.

Det var ikke ufarligt. Louise skulle skifte til en anden slags medicin, som ikke ville skade et foster, og chancen for at blive gravid var kun tre måneder, fik de at vide. Længere turde lægen ikke trække den.

Men det lykkedes! I 2005 begyndte Louises mave at vokse, og den 29. april 2006 kom lille Elias til verden på Gentofte Hospital, sund og rask.

– Da jeg lå med ham i armene, havde jeg det fuldstændig som alle andre mødre, tror jeg. Det var bare en lykke, der ikke kunne blive større. Det, at jeg havde sat både mit og mit barns liv på spil for at blive mor, var selvfølgelig enormt egoistisk, men da det lykkedes, var det bare fantastisk, husker Louise.

I et halvt år levede familien stort set som enhver anden nybagt børnefamilie, indtil en aften, hvor de mørke skyer igen trak ind over tilværelsen.

Louises mor var på besøg fra Brædstrup, Brian var kørt til fodbold, og aftensmaden stod klar på bordet, da Louise pludselig ikke kunne mærke sin venstre arm. Hun følte hjertet hamre uregelmæssigt i sit bryst.

Der blev ringet 112, og i løbet af et øjeblik holdt ambulancen nedenfor på gaden.

Når Louise i dag tænker tilbage på den aften, pibler tårerne frem i hendes øjne.

– Jeg lå på båren, og min mor stod med Elias i armene, da en af lægerne sagde, at det nok var bedst, hvis jeg sagde farvel til ham nu. De mente, at der var en risiko for, at jeg ikke ville overleve. Det var simpelthen forfærdeligt.

Heldigvis klarede Louise skærene, blodproppen passerede, men episoden fik jaget en frygt i livet på den unge mor. Nu havde hun lige fået overbevist sig selv om, at hun var uovervindelig, og at hun kunne klare alt i hele verden, og så kom den, angsten for, at det skulle ske igen. Og ingen anede hvornår.

– Da fandt jeg ud af, at vi blev nødt til at flytte hjem til Jylland, så vi kunne være tættere på vores familie, fortæller Louise.

I sommeren 2007, lige efter hun var blevet færdig som pædagog, rykkede familien ind i deres nye hus i Vejle. Brian fik job som konsulent, og Louise blev ansat i Grønnedalens Børnecenter, hvor hun stadig arbejder på fuld tid. Brian er i dag partner i rådgivningsvirksomheden uvildige.dk.

Kort efter indflytningen gik parret på jagt efter en ny læge, der turde hjælpe dem gennem endnu en graviditet. Atter gik det hele forbløffende let, og den 27. januar 2008 blev lille Valdemar født på Kolding Sygehus.

– Lægerne undrede sig. Mange af dem mener jo, at det ikke burde kunne lade sig gøre for mig at gennemføre en graviditet. Men det gik altså helt problemfrit. Så det dur jeg godt til, siger hun med et smil.

Louise har fået at vide, at hun statistisk set ikke skal regne med at blive meget mere end 40 år gammel. Men også den besked nægter hun at acceptere.

– Tænk, hvis jeg troede på alle lægerne, og alle de, der har sat begrænsninger for mig. Tænk, hvis jeg havde troet på dem frem for mig selv. Så tror jeg ikke, jeg havde været i live i dag, siger hun.

Og Louise har i dén grad bevist, at når hun først har sat sig noget i hovedet, så gennemfører hun det.

Læs også: Malenes sejr: Jeg bestod som mor

  

På toppen

Efter hun havde trænet sig selv op til at kunne tale og gå – og født to børn – tænkte hun: hvad nu? Svaret gav hun selv: Jeg skal bestige et bjerg!

Sådan gik det til, at hun og Brian – som er en aktiv sportsmand – i 2010 gik i træning til at bestige Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro i Tanzania. Det var hårdt arbejde, for Louise er plaget af konstante smerter, og hendes hjerne kommunikerer dårligt med hendes venstre side af kroppen.

– Igen var lægerne imod. De sagde: Det må du ikke. Men jeg har lært mig selv så godt at kende, at jeg vidste, at det nok skulle gå, fortæller Louise.

Og det gjorde det. I september 2012 kæmpede Louise og Brian sig de 5.895 højdemeter op på toppen af Kilimanjaro. Brian måtte gå bag Louise det sidste lange stykke og igen og igen opmuntre: Bare to skridt mere, kom nu, bare to skridt mere… Og selv om Louise havde både højdesyge og kastede op, klarede hun det.

Hjemme igen kastede Louise sig over langdistanceløb. Først løb hun Hærvejsløbet – et etapeløb fra Flensborg til Viborg, og Louise løb 66 af de 300 kilometer – og i 2013 desuden Berlin Maraton på godt 42 kilometer.

Hun og Brian har netop meldt sig til Nordisk eXtrem Maraton i skovene ved Silkeborg til maj næste år – i øvrigt på parrets bryllupsdag – og Louise drømmer om engang at gennemføre et 100 kilometers-løb.

Læs også: Højgravid på første date

Tænk positivt

– Jeg vil gerne have alle de oplevelser, jeg kan få. Jeg vil ikke bare sidde i sofaen foran fjernsynet hver aften. Mit  mål i livet er at gøre præcis, hvad jeg vil. Begrænsninger bryder jeg mig ikke om. Man skal ikke fokusere på det negative, og de smerter, jeg har, har jeg lært at holde ude. Jeg ved, at jeg er nødt til at holde min krop ved lige, og jeg har det bedst, når jeg træner hen mod et mål. Jeg skal helst hele tiden være på vej mod noget, jeg tør ikke stå stille, forklarer hun.

– For mig er det et mirakel, at jeg har fået to dejlige drenge, og at vi kan have en helt almindelig hverdag. Det er et mirakel, at jeg kan gå. Men jeg vil også sige, at mirakler altså ikke bare er noget, der kommer oppefra. Man skaber selv sine mirakler. Det har jeg gjort, jeg er ikke kommet sovende til det.

Selv om Louise naturligvis helst havde været foruden sin sygdom, har hun accepteret den som en del af livet og valgt at fokusere på de positive sider.

For sygdommen har gjort hende stærk. Den har gjort hende til den, hun er.

– Jeg fokuserer aldrig på det negative. Jeg tænker aldrig, om glasset er halvt fyldt eller halvt tomt, jeg tænker kun på, hvordan jeg får glasset fyldt op igen. Jeg har lært, at hvis der er noget her i livet, du har lyst til og gerne vil, så gør det!