8-årige Markus redder fars liv

Normalt har otteårige Markus svært ved at gøre, som sin far siger. Men en skæbnesvanger dag i skoven, da hans far fik et træ ned over sig og blev slået bevidstløs, trådte den lille dreng i karakter og løb efter hjælp. Markus' snarrådighed reddede med stor sandsynlighed Sørens liv.

Foto: Gregers Kirdorf

- Skynd dig! Min far er død! Otteårige Markus gisper efter vejret, da han endelig får øje på en ven af familien, der er ude og lufte sin hund. Bare få minutter før har Markus været vidne til et syn, han aldrig vil glemme. Med sin lille økse i hånden var han taget med sin far ud i skoven for at fælde træer. Mens Markus hugger løs på et lille grantræ, står 41-årige Søren Ludvigsen på behørig afstand med motorsaven.

Pludselig forstummer den høje lyd fra den brummende sav. Da Markus vender hovedet, kan han se sin Længere nede ad grustien kan han se sin far ligge livløs på jorden. Han har fået et træ ned over sig.


Læs også: Redder lillebrors liv

Løber efter hjælp
- Far, far, råber Markus forskrækket, mens han løber over til den livløse skikkelse i den orange kedeldragt på jorden. Blodet løber langsomt ned ad Sørens ansigt, og selv om Markus rusker og skubber til sin far, forbliver øjnene lukkede.

- Han ville slet ikke vågne uanset hvad, jeg prøvede, forklarer Markus, der i stedet træffer den helt rigtige beslutning at løbe efter hjælp.

Selv om han er forpustet, fortsætter han, for tanken om, at hans far er ved at dø, giver ham ekstra kræfter. Da han endelig når til et hus og ringer på, er der ingen hjemme. Døren forbliver uåbnet, og Markus sætter endnu en gang i løb.

Længere nede ad grustien kan han se en ven af familien gå tur med sin hund. Markus skynder sig hen til ham og fortæller, hvad der er sket, og sammen løber de ned mod det sted, hvor Søren ligger bevidstløs.

Samtidig får de tilkaldt endnu en person. Det lykkes dem at få bugseret Søren ind i vennens bil. Sammen kører de mod familiens hjem, hvor Markus' mor, 35-årige Anne Lund Madsen, bliver mødt af et skræmmende syn.

Stolt af ham
Søren bliver kørt på sygehuset, hvor lægerne kan konstatere, at han har fået kraniebrud, hjernerystelse og har sprunget en trommehinde.

Som dagene går, begynder Søren heldigvis at vende tilbage til sit gode, gamle jeg, som han var, før han blev ramt af træet i skoven. Først kan han huske et navn, så sine børn og dernæst sin adresse. Men en ting er helt væk: nemlig hvad der skete den dag ude i skoven.

- Jeg var rigtig bange for, at han var død. Jeg prøvede at lede efter en mobiltelefon, men jeg kunne ikke finde den. Men faktisk kunne jeg heller ikke nummeret hjem til vores hus, så jeg tænkte, at det nok var bedst at løbe efter hjælp, forklarer Markus, der for en stund bliver helt stille og går hen og lægger hovedet på sin fars skulder.

- Lige efter ulykken, sagde han til mig: "Jeg blev nødt til at redde ham, for han er den eneste far, jeg har", fortæller Anne og bliver afbrudt af Markus. '

- Ja, og han er også den bedste.

Læs også: Min søster forsvandt