Fredag d. 26. juli 2013 - af Mikkel Milsgaard, foto: plfoto
Delfiner kan kommunikere med din baby
Forskning tyder på, at delfiner er i stand til at afsløre, om en kvinde er gravid. Desuden kan den kommunikere med hendes baby, mens den ligger i maven.

Billedet her er fra Ixtapa i Mexico, hvor en delfin arbejder i en slags jordemoderrolle og beroliger en gravid kvinde og hendes baby i dagene inden fødslen. Forskning viser, at delfiner er i stand til at afsløre, om en kvinde er gravid og kan danne sig et billede af fosteret.
Udsender summelyde til gravid mave
Delfinen udsender summelyde i sit nærmiljø, og ved at lytte til ekkoet, der returnerer, er den i stand til at opfatte forskellene i en gravid kvindes ekko-profil.
Dette minder om fremgangsmåden, når læger undersøger gravide kvinders maver med ultralyd. Delfinen svømmer ganske enkelt hen til kvinden der er gravid og udsender sine særprægede lyde - også kaldet ekkolokation.
- Det lyder som en dør, der knirker, siger Lori Marino, som er neurolog hos Emory University i Atlanta, og som forsker i delfiners adfærd.
LÆS OGSÅ: Kvinde føder baby på 8,7 kilo
Kan høre hjertelyd på baby
Forskningsresultater indikerer desuden, at delfiner (i en eller anden form) er i stand til at kommunikere med fosteret. Det er almindeligt kendt, at delfiner ofte er ekstra nysgerrige, når der er mennesker i vandet, og der er en gravid kvinde imellem.
LÆS OGSÅ: Få manden væk fra TV'et hvis du vil være gravid
Malcolm Nicolson, der er professor i medicin ved University of Glasgow i Skotland og bl.a. har skrevet en bog om ultralydsscanning, er enig i, at delfiner har ekstraordinære evner, hvad angår deres evner til at scanne en gravid kvinde ved hjælp af ekkolokation.
- Måske er de endda i stand til at høre fosterets hjertelyd hos en gravid kvinde, siger han.
LÆS OGSÅ: Nordens største delfinarium
Fødsel med delfiner frarådes hvis du er gravid
Det hævdes desuden, at delfiner også har evnen til at diagnosticere menneskelige lidelser, men ingen forskning har, indtil dags dato, kunnet påvise dette.
Selvom delfiner måske er i stand til at afsløre en gravid kvinde, og selvom delfinen i Mexico arbejder i en slags jordemoderrolle, vil en fødsel i selskab med delfiner være en dårlig ide.
Delfiner er kødædende pattedyr og kan i særlige situationer være aggressive - også over for mennesker.
LÆS OGSÅ: Inger-Marie kvittede hovedpinepillerne og blev gravid